{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
865 visninger | Oprettet:

Gravhund, træning {{forumTopicSubject}}

Jeg synes en langhåret gravhund er noget af det smukkeste. Men jeg kender ikke så meget til dem andet end at “da jeg var barn havde vi en gravhund som var et agressivt bæst”.
De har jo jagt i sig og er måske lidt egenrådige?
Vil de gerne være med på træning? Ikke lige agility men lydighed, spor og div hygge-træning. Løber de på vægge hvis man er nedlagt en dag eller to?
Ift. børn er de vel også okay? Vi er meget meget obs uanset hund

Ps. Har også kontaktet


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Gravhund, træning
  • #1   1. jan Gravhunde er selvstændige - Om de gider lydigheds-/tricktræning er lidt individafhængigt, spor tror jeg de alle gider og finder fantastisk, det er udprægede næsehunde.

    De løber ikke på væggene, hvis der er et par stille dage og meget kan klares ved at deres foder smides på græsplænen eller lignende steder.

    Hvis de har korrekt sind, er de fantastiske med børn, men vær obs, der er linjer, hvor hundene er meget nervøse. En af vore første gravhunde var jævnligt med min mand på arbejde, han arbejde på det tidspunkt i en børnehave med 60 børn, hun elskede det.

    Maia var en af de gravhunde, som var meget lette at træne, hun gik kun til fortovskanten og aldrig uden for matriklen, vi boede på en blind vej, uden megen kørende trafik, så det fik hun lov til.
    Maia var en eminent "babysitter", når "lillesøster" Jessie satte så meget som en potespids udenfor grunden, halede Maia hende ind igen, så begge hunde fik ofte lov til at sidde alene på trappen i indkørslen, jeg vidste, at de ikke løb væk (ville nok ikke turde i dag)
    I mange år, vidste næsten alle, hvor vi boede, blot vi sagde, at det var huset med de to gravhunde på trappen smiley


    profilbillede
  • #2   1. jan Jeg tror for øvrigt, at mange af de arrige gravhunde man mødte tidligere, ofte var udad farende pga. af smerter. Tidligere var man ikke helt så obs på det, som vi er i dag. Enten det eller også var de understimulerede.

  • #3   2. jan Kirsten, det har du sandsynligvis 100% ret i! Tilsat en portion "man ville næppe gøre samme grænseoverskridende handling mod en større hund!' smiley

  • #4   3. jan Jeg havde for et par år siden den skønneste charmerende langhårede miniature på et unghundehold. Den var egentlig superlærenem og ville også gerne lave noget - når altså det lige passede den smiley
    Jeg har trænet på et DKK LP hold sammen med en ruhåret - dværg tror jeg den var. På det tidspunkt rykkede hun fra LP2 op i LP3. Ejer havde formået at finde de rigtige motivationsknapper at trykke på (den synes det var SÅ FEDT at lege med bold - kast og hent). For pokker den var dygtig smiley Den var noget mere en arbejdshund en den langhårede miniature. Selvfølgelig demonstrerede den også selvstændighed pg egen mening om tingene engang imellem og gav sin ejer grå hår fra tid til anden.


  • #5   3. jan Jeg synes ikke det gør noget der er lidt vilje og selvstændighed. Bare det ikke er en daglig kamp for at få den til at høre lidt efter. smiley

    Det er også min oplevelse at den ruhårede er endnu mere gravhund end den langhårede.


  • #6   3. jan Kirsten, du har helt ret. Man synes de er så yndige men de er jo andet også. Mine forældre havde både dværgpuddel og gravhund. Der var kæmpe forskel, pudlen opdragede egentlig lidt sig selv.

    Vi havde også pekingeser. Han synes træning var sjovt men han var tung at danse med indimellem når han havde en anden mening.

    I vores familie har vi næsten altid hundene med på besøg så det skal den også klare


  • #7   3. jan Pernille - Vi har aldrig haft problemer med at have vores med på besøg rundt omkring, eller at have besøg for den sags skyld. De fungerede fint med andre hunde, når blot de kendte dem.

    Fremmede hunde fik af og til et fur, men kun indtil de kendte dem.

    Almindelig hverdags opdragelse, synes jeg går nemt med gravhundene, og vi har heller aldrig haft problemer med at lære dem ikke at gø, af alt og alle, det kræver bare at man konsekvent stopper dem fra starten.
    Vi boede som næstsidste hus på en blind vej, med rigtig meget gående og cyklende trafik, hvor husets facade kun lå få meter fra kantstenen, her sad de i vinduerne og kiggede ud, uden at åbne munden smiley



  • #8   4. jan Godt at høre smiley Hvordan med deres krop, skal man være obs? Jeg ville gerne kunne gå nogle gode ture, min 5 km pr. tur.

  • #9   4. jan Pernille - De kan sagtens klare at gå 5 km, men forvent en del stop, det er næsehunde og de vil gerne vende hver eneste sten på vejen smiley

Kommentér på:
Gravhund, træning

Annonce