Så er man ligesom igang ... Så er man ligesom igang ...

Tjab blev for ca 1½ år siden opereret i albuen for 2. gang. Lars - Orthovet - kaldte mig ind midt under operationen og sagde, at han ikke var sikker på, at han ville kunne få Tjab haltfri.
Jeg skulle der på stedet træffe en beslutning - tusind tanker for igennem hovedet på mig.
Lars var ikke til den helt store hjælp - han sagde, at han støttede op om min beslutning uanset hvilken en jeg valgte.

Jeg valgte at sige tak for denne gang, og skulle lige til at sige det til Lars, da der dryppede blod fra der hvor kikkerten var inde i Tjabs albue - og ned på gulvet.
Jeg kortsluttede totalt - og kunne bare ikke sige farvel alligevel .. rest is history

Tjab kom med hjem og han blev ved med at halte .. jeg besluttede at give ham de sidste 14 dage af hans liv, som han har levet - i FULD fart !!!!!

Jeg lod ham herefter løbe som han ville, jeg smed bold til ham, jeg bed med ham med mig selv som figurant, jeg trænede lydighed, jeg lagde spor .. og gjorde mig mentalt parat til at sige farvel.

Det underlige var så - at kræet holdt op med at halte

Det er nu ca ½ år siden og Tjab lever som en hvilken som helst anden hund .. dvs indtil igår

Han havde været med oppe og lægge apporter, stille spring frem, lægge fremadsendelses-tuggen og sætte tug i 3. skærm .. alt imens han drønede rundt med en bold og en tug i munden - ingen problemer.

Jeg satte ham i traileren og tog Esh ud, gik op på træningsbanen og trænede med ham i et kvarterstid.
Da jeg skulle køre på job, skulle Esh i hundegård, Tjab ind - og HOLD DA OP !!! - Tjab var halt !!! Han ville ikke støtte på højre (ja, det med den opererede albue) forben ... fuuuuuuuuck ...

Jeg gav ham noget smertestillende og kørte på job. Da jeg kom hjem, haltede han stadig - og i morges, det samme.

Jeg tænkte at NU er det slut - nu fik den albue has på ham. Sagde til kæresten at han skulle sige farvel nu, for jeg havde ingen forventning om, at Tjab kom med retur (fik heldigvis en tid hos Lars 1 time senere).

Lars var sådan "aj Martine, så pludseligt bliver han altså ikke dårligere - han har fået en skade"

- og så kom jeg til at tænke på - utroligt at jeg ikke havde lavet den kobling inden - at Tjab havde maset rundt og "gravet" løs i traileren, op af væggene og i bunden, fordi han var jaloux over, at jeg gik og trænede med Esh. Normalt sidder Tjab i bilen, er indenfor eller i hundegård, når jeg træner Esh - så kan han nemlig ikke se os.

Så enden på det hele blev, en injektion med binyrebark direkte i leddet - og så lige se tiden an et par dage.

Tjab var trAt bagefter bedøvelsen, men ville alligevel selv hoppe op i bilen, med det resultat, at han gled sidelæns ind i buret og jeg måtte skubbe ham ind tilsidst .. akkompagneret af et brøl fra Tjab, som helt tydeligt ikke kunne kende mig og forsøgte at æde mig - for en fremmed dame skal F ikke skubbe ham nogen steder

Heldigvis var han mere klar hjemme, og logrede med halen da jeg tog ham ud - og så styrede han ellers direkte ind i min seng og faldt i dyb søvn

Så han er heldigvis hos mig, lidt endnu