Stress, ressource eller {{forumTopicSubject}}

Vi har jo en rigtig dejlig hund. Han er renlig, kan være alene hjemme, er legesyg, glad, kærlig og godmodig. Og selvfølgelig har han tabt hjernen indimellem, typisk unghund. Og så er han kæmpe trænbar hvilket er fedt. Han kræver mere end gåture og det får han bestemt også. Ellers havde vi valgt en anden race/type hund.
Han er meget frembrusende, fylder meget og vi betegner ham lidt som ''nummer to barn vi ikke fik'
Men der er noget vi ikke helt kan greje hvad handler om. Jeg kan prøve at beskrive situationen.
Kommer min mand ind i et rum hvor jeg er og begynder at tage kontakt til mig - så starter balladen. Hunden skælder ham ud og hopper op og napper i fingrene. Vi ender med at tage ham på armen for at få ro og kunne have en samtale.
Ligger min mand i/på sengen eller sidder så bliver han nappet i hænderne. Ikke aggressivt men mere intens dril som virker svær at bryde. Vi ender med at smide hunden ud af rummet med en tyggeting for at få ro, især hvis vi er ved at putte vores dreng.
Er min mand alene med ham så er der intet, så hygger de sig.
Det er qua mig der er mest hjemme, mest mig der tager mig af hunden. Min mand lufter ham i weekender og ellers ''passer ham'' når jeg ikke er hjemme. Min mand er virkelig også blødt op og er glad for hunden og omvendt.
Vores dreng på 3 går fri, dog kan hunden finde på at hive en strømpe af barnets fod og rende med den. Og han vil gerne være med hvis jeg sidder på gulvet og leger med barnet men det er hyggeligt.