Dansk oversættelse af artiklen: "Dog Whispering" i det 21. århundrede - artikel omhandlende Cesar Millan og begrebet dominans {{forumTopicSubject}}

Til alle dem som har ventet og måske ikke kunne hakke sig igennem den engelske udgave af artiklen så kommer her en dansk oversættelse.

God læselyst!

Oprindelig artikel: http://www.examiner.com/article/dog-whispering-the-21st-century?fb_action_ids=10151114201458884&fb_action_types=og.likes&fb_source=aggregation&fb_aggregation_id=288381481237582

---------------------------------------------------------------------------------------------

”Dog Whipsering” i det 21. århundrede

Cesar Millan, kendt som “hundehviskeren”, er unægtelig populær og en kommerciel succes, dog har hans metoder, som bygger på provokation og dominans været grænseoverskridende og kontroversielle i hundetræningsverdenen, og blandt hundeejere. Debatter om hans metoder er et meget ”varmt” og brandfarligt emne, som bringer stærke følelser op – både hos hundetrænere og ejere. Meningerne er ofte ekstremt modsatrettede og tit provokerer debatterne folk, i en sådan grad, til raseri og angreb på bestemte personer - uanset om de er rettet mod Millan, hans tilhængere, eller hans kritikere. Jeg er ikke her for at tale om bestemte personligheder; jeg er her for at tale om videnskaben omkring adfærd hos dyr, og hvorfor der er så stor uenighed om emnet.

Kort om artiklen

Denne artikel vil, selv for den rutinerede læser, være lidt af en mundfuld og artikel er ikke henvendt til afslappende læsning grundet det store emne. Pga. emnets karakter og de mange noter, som jeg har igennem artikel har henvist til, har jeg besluttet at præsentere videnskaben på en lidt anerledes måde. Jeg tror, at en af grundene til så megen uenighed om emnet dominans og træningsmetoder, er at de typisk er simplificeret ned, til et niveau der er ”spiseligt for den almindelige læser”. Troen er at den gennemsnitlige læser ikke er vidende nok til at forstå essensen af emnet. Problemet med den almindelige debat er at den indbyder til tilfældige modargumenter, der normalt ikke har nogen hold i den akademiske/videnskabelige litteratur, og som derfor tit dreje debatten over på hvem der har ret og hvem der er forkert på den. Personligt mener jeg at folk er utroligt intelligent og vidende, og hvis vi ønsker at øge forståelsen af hundeadfærd, så er vi nødt til at bruge mere tid på at lære de indviklede sider af hundetræning og adfærd.

Sproget i denne artikel er ikke anderledes end hvad du ville finde i den akademiske/videnskabelige litteratur, og dermed, i håb om, at jeg ikke mister nogen, ønsker jeg at give en kort oversigt over nogle termer som vil bliver brugt igennem artiklen:

I den terminologi nedenfor har jeg udlagt seks termer: 5, som kan være nye for mange læsere (agonistisk adfærd, intraspecifikke, dyade, fænotype, og fylogenetisk), som alle er former for kommunikation som vores hunde gør brug af. Og én, der er så klistret og ”misbrugt” som "dominans" (aggression). Jeg vil komme til dominans i et senere afsnit, men jeg vil gerne tage et øjeblik på at forklare, hvorfor jeg vil bruge udtrykket "aggression" så lidt som muligt.

Jeg brugte måneder på at lede efter en definition af begrebet aggression hos hunde, og det viser sig at det stadigvæk er et udefineret område (Miklosi, 2008, s.. 172). Der er stor debat mellem den gruppe af folk som er interesse i begrebet aggression, og forsøg på at skabe én definition på begrebet har endnu ikke givet nogen succes (Houpt, 2006). En forfatter har kategoriseret aggression i 12 forskellige typer (Beaver, 1983) , men har så senere kategoriseret dem i 15 forskellige typer, med så mange som, 21 forskellige undertyper (Beaver, 2009, boks 4-1) . Det er umuligt at have en generel videnskabelig diskussion om en idé, der kræver så mange forskellige definitioner afhængigt af konteksten.

John Paul Scott, et stiftende medlem af Animal Behavior Society og produktiv forfatter, sagde dette om aggression:

”Aggression is a poor scientific term and chiefly functions as a convenient handle to relate phenomena described in more objective terms to practical human problems. What we are really concerned with is agonistic behavior, a behavioral system composed of behavior patterns having the common function of adaptation to situations involving physical conflict between members of the same species. We cannot analyze fighting behavior without also studying the alternate behavior patterns of escape, threat, "freezing", defensive posture, dominance and subordination, etc. (Scott, 1966) ”

Liste over termer:

Agonistisk adfærd: enhver adfærd i forbindelse med konflikt mellem to individer

Aggression: en fysisk handling* af en enkelt person, der begrænser friheden eller bevægelse af en anden (Wilson, EO, 1975)
* Som JP Scott sagde, aggression er generelt en dårlig videnskabelig betegnelse, så i forbindelse med dette essay har jeg begrænset definitionen til at forsøge at undgå forvirring.

Intraspecifikke: opstår eller sker inden for en art, der involverer medlemmer af samme art

Dyade: par; to personer opretholder et socialt og betydningsfuldt forhold

Fænotype: et sæt observerbare kendetegn for en person som følge af samspillet mellem dens genotype(arvelighedsprægning) med miljøet (dvs. træk såsom morfologi, udvikling, fysiologiske egenskaber, adfærd og produkter af adfærd)

Fylogenetisk: evolutionære udvikling og diversificering (dele op i underkategorier) af en art eller gruppe af organismer, eller af en bestemt funktion i en organisme.


At kritiserer "Hunde hviskeren": At komme igennem polariseringen/modsætningerne

Den største modstand mod Millan’s teknikker kommer fra dyreadfærds behandlere/specialister (personer med ph.d. typisk i psykologi, etologi, zoologi eller biologi) og hundetrænere som gør brug af positive metoder. Disse fagfolk anvender metoder, der er med til at undgå konfrontation, styrke ønsket adfærd, og ændre negative associationer, der typisk er årsag til uønsket, agonistisk adfærd. Deres kritik af Millan’s metoder bliver ofte afvist, og istedet set som jalousi på hans økonomiske succes. Problemet med dette argument er bare, at alle der arbejder med dyrevelfærd (herved også hundetrænere) ikke er i et økonomisk indbringende felt/arbejde, så fagfolk, der vælger en karriere med dyr er ofte ikke drevet af økonomisk motivation. 90 % af hunde fagfolk tjener mindre end 56.000 dollars (ca. 320.000 danske kr.) om året [1] .
Vi ville i dag se langt flere angreb på velhavende personer, hvis økonomisk succes var en motivation hos det resterende folk. Men debatten er altid fokuseret på disse specifikke træningsmetoder uden sammenhæng til de penge, tjent af den enkelte, ved brug af disse metoder. Millan tjener betydeligt flere penge end munkene fra New Skete, men de teknikker der benyttes af dem begge (som er meget ens; involverer provokerende konfrontation og dominans) kritiseres ligeligt. Millan kommer op mere som et emne, fordi han er blevet populær grundet hans tv-programmer.

Millan’s optræden på hans tv-show har ophedet diskussioner omkring forskellige holdninger. Der er ingen tvivl om, at han sælger masser af produkter - bøger, halsbånd, tøj, og dvd’er om træningen til at blive flokleder[2] osv. - Millan har opnået enorm troværdighed ved sin tilstedeværelse på tv, langt mere troværdighed end hvis han kun havde skrevet bøger. Fjernsynet skaber ikke kun opmærksomhed fra de almindelige seere, hjernen har en masse veje at lade os lære på, og igennem tv bliver vores hjernen påvirket både på den visuelle og audiovisuelle front og derved husker vi budskabet bedre (Tavassoli, 1998 , Stammerjohan et al, 2005) . Dette kombineret med et meget almindeligt menneskeligt fænomen, at afstå fra ny information, der ikke er i overensstemmelse med den allerede eksisterende forståelse (dvs. er kontraktive), fordi den nye viden truer ens verdens opfattelse(Nyhan & Reifler, 2011) . Derfor; kan det kritisere Millan’s træningsmetoder få et individ, til at agerer defensivt eller aggressivt mod informationen som modtages, selv om information ikke var rettet mod dem selv eller står i modsætning til deres mening/opfattelse. Det er vigtigt for alle, at tage et skridt baglæns og indse, at ingen er født med viden om alt, og at man lære igennem hele sit liv. Med ordene fra Albert Einstein, "Visdom er ikke et produkt af skolegang, men i et livslangt forsøg på at erhverve den." Hvis vi holder op med at stræbe efter at forstå de biologiske mekanismer for adfærd ud fra vores nuværende forståelse, ender vores opfattelse med at blive kulturbaserede, ikke videnskabsbaserede.

Dette gælder både for hundetrænere som gør brug af dominante metoder og hundetrænere som gør brug af positive metoder.


Holly og hendes ”Showdown”

Fornyelig viste Nat Geografic Wild en trailer for den sidste sæson af ”The Dog Whisperer” med titlen ”Holly and the Showdown”[3] . I denne video, viser Millan ejerne af en gul lab (Holly), hvordan de skal håndtere hendes ressource bevogtning/ressource forsvar. Kort fortalt, ansporer Millan Holly til at reagere defensivt ved at true hende med hård og direkte øjenkontakt (et truende signal for hunde) og trænger ind på hendes fysisk rum, mens hun forsøger at spise af hendes madskål. Efter at have fået hende til at reagere defensivt, slår Millan hende i nakken, med hvad han kalder "kloen" eller en ”touch korrektion" designet til at simulere mund og tænder af moderhunden eller en mere dominerende hund" (Millan & Peltier, 2007, s. 48) . Han fortæller altid meget klart, at der ikke er tale om at slå, men hvis du se videoen i slowmotion, ser man klart at han slår hende hårdt i nakken med den smalle side af hans flade hånd. Du tænker måske ikke mere over dette, bortset fra at når en kraft er konstant, øges tryk når man reducerer overfladearealet som bliver ramt. Således, i stedet for at sprede de kontaktpunkter over hele hånden, skaber han et fokuspunkt omtrent på hans knoer. Dette øger fornemmelse af kontakten (som er en fancy måde at sige at hvis man slår på et blødt sted, så gør det ikke ondt.)

Etisk set er det utilgiveligt og det er blevet vist over hele verden. Den almindelige befolkning er ikke uddannet/vidende nok i adfærd, til at forstå de mange problemer, der kan opstå i forbindelse med at forsøge sig med denne form for trænings metoder, som er intet mindre end forældet mishandling (Jensen, 2007, s. 138) . Det er ligegyldigt, hvor mange gange en ansvarsfraskrivelse lyder: "prøv ikke dette derhjemme", fordi folk gør det alligevel, og der er en anslået 4.500.000 til 4.700.000 hundebid hvert år, der er direkte relateret til den tilgang/de metoder folk bruger til at ændre større adfærdsproblemer (Sacks et al, 1996;. Herron et al, 2009;. Yin, 2011) - som det fremgår af videoen bliver Millan bidt meget hård og dette medfører et blodigt bidsår.

Adfærdsmæssigt, er der flere problemer med klo eller bid-efterligninger. Først og fremmest er der både kvalitative og kvantitative forskelle i, hvordan de hæmmende bid udføres af mødre over for deres hvalpe. Nogle mødre er blidere i deres tilgang og andre synes mere aggressiv, men mødre, der bruger mindre aggressiv korrigerende adfærd med deres hvalpe ser ud til at udvikle stærkere sociale bånd med deres afkom (Wilsson, 1984) .

I sidste ende mangler mennesker de morfologiske og hormonelle træk, der er nødvendige for at gengive moderens adfærd overfor hvalpen, og dermed bruges lejlighedsvis observeret moderadfærd, som støtte for en meget uforsonlig teknik på en bred skala, er adfærdsmæssigt forkert. Konfronterende metoder, som involverer smerte, frygt og intimidering øger sandsynligheden for at ejere bliver bidt af deres hund, det beskadiger forholdet mellem ejer og hund, og sænker hundens vilje og evne til at adlyde kommandoer (Weiss & Glazer, 1975, Reisner, 1994; Hiby et al, 2004;. Schilder & van der Borg, 2004; Herron et al, 2009;. Beaver, 2009; Arhant et al, 2010;. Rooney & Cowan, 2011). Ikke nok med at vi mangler en forståelse for hvilken grad af korrigerende moderadfærd, som har mange varianter, som faktisk vil giver det bedste afkom, men det er også umuligt for os fysisk at kopiere kæber og tænder fra et rovdyr, og hurtige tjat, slag, prik osv. med vores fingre kan i stedet for lære hunden, at være bange for hænder - en anden væsentlig faktor for hundebid (Rosado et al, 2009.) .

Hvad de fleste Millan tilhængere undlader at bemærke er, at disse metoder har en betydeligt lavere succesrate i modsætning til systematisk reducering af følsomhed over for fysisk berøring og fysiske/verbale kommandoer og omvendt-prægning brugt af Certified Applied Animal specialister og trænere som gør brug af positive metoder. Det at bide er et adfærdsmæssigt resultat af agonistisk adfærd, og en af de primære grunde til at godt-socialiseret hunde bider, er at vi ikke reagerer på deres andre agonistiske/dæmpende signaler. Hvis en hund forsøger fredelig at løse en konflikt med os, og vi ignorerer dens forsøg på at give den plads i en presset situation, vil de blive tvunget til at reagere defensivt. Når grænsen er nået, vil de fleste dyr altid ty til aggression i et split sekund, hvor tilbagetrækning ikke er mulig. Lejlighedsvis, vil den manglende respekt og hjælp i konflikter, overvælde en hund ind i en tilstand af indlært hjælpeløshed og de vil lukke ned, dette forårsager en tilstand af svær følelsesmæssig depression og psykisk stress ikke anderledes end PTSD-lignende symptomer (posttraumatisk belastningsreaktion) hos mennesker (Seligman, 1972) . Andre hunde vil lægge de dæmpende signaler på hylden og bide uden advarsler først, fordi deres mennesker ikke tidligere har reageret på deres signaler. Det er vanskeligt at forudsige, hvilket udfald der vil ske, men som under alle omstændigheder ikke er godt - så gennem forskning, har adfærdsbehandlere lært alternative måder at løse den samme adfærd og samtidig begrænse risikoen for stigende symptomer, undertrykkelse af advarselssignaler/de dæmpende signaler, som skaber psykologiske traumer, eller beskadige forholdet mellem hund og ejer. Intraspecifikke agonistisk adfærd er tillært væsentlig adfærd, designet til at forhindre skade mellem sociale dyr, men som ejere, ser vi ofte signaler bestemt til at bevare fred som fjendtlige handlinger, f.eks. en løftet læbe eller en knurren. Ved at gøre dette øger vi naturligvis adfærden, lige på det punkt, hvor det ville være nemmest at løse med systematisk reducering af følsomhed over for fysisk berøring og fysiske/verbale kommandoer og omvendt-prægning.

Hvad der altid er chokerende for mig, er at Millan bliver bidt en hel del. Uanset metoder, der kan nævnes indtil folk er blå i hovedet. Hvis Millan forstod at læse de dæmpende signaler og hundens kropssprog ville han ikke blive bidt så ofte. Fordi det er så sjældent at bidet har rod i sygelig aggression, så er det når en hund bider fordi de bliver provokeret til det – for det meste uforvarende - og den mest almindelige reaktion fra Millan, når det sker, er: "Jeg så det ikke komme.”


Problemerne med forkerte signaler og modsatrettede informationer

Trænere som bruger positive metoder, er ikke uden skyld, når de ikke klare at hjælpe hundeejere til at forstå de problemer der kan opstå ved brugen af dominans, og kommer gerne med udtalelsen om at "dominans er en myte" [4] og forsøger at kaste dette rodede, klæbrig og komplekse begreb ud vindue på grund af undervisere, der bruger en komplet fejlagtig brug af dominans, til at støtte op om deres brug af hårde træningsmetoder. For det første er det at smide barnet ud med badevandet, og går imod den terminologi, der anvendes i en udefinerbar mængde af adfærdsmæssige forskning angående social adfærd hos dyr. For det andet så forsvinder begrebet dominans ikke ved at lade som det er en myte, når det er et af de ældste principper indenfor etologien - selvom det er udbredt misbrug grunder de daglige misforståelser af begrebet. For det tredje; hundetrænere er lærere for både hunde og deres ejere, og at være en god lærer kræver at opbygge elevens tillid (noget Millan gør særdeles godt). At fortælle folk de er "forkert" på den, når de fejlagtigt bruger begrebet og tror "Muffy bider postbuddet, fordi hun tror hun er dominerende," er meget straffende. Fejl indikationer ødelægger selvtilliden og hæmmer læring (Tzetzis et al., 2008) , så hvis man ændre informationen er det et mere effektivt undervisningsredskab i almindelighed end at være afvisende og modstridende. Dominans er kompliceret, og det er grundigt beskrevet i litteraturen, og du kan ikke tage 80 år med forskning og smide det ud af vinduet, fordi du ikke forstår det.


Hvad er dominans?

Når jeg forsøger at finde fælles fodslag for at udvide begrebet dominans er definitionerne af afgørende betydning. Vi kommer ingen vegne med noget, hvis vi ikke ved hvad vi taler om. Irwin Bernstein, en primatolog (specialist i abeadfærd), skrev måske en af de mest omfattende og indflydelsesrige artikler om dominans kaldet "Babyen og badevandet." I mine forberedelser til denne artikel, som omfattede hundredvis af forsknings udgivelser og forskellige etologiske lærebøger, har jeg ikke fundet noget, der definerer det så godt som dette:

”The concept of dominance is used in the behavioral and biological sciences to describe outcomes in a variety of competitive interactions. In some groups, a history of agonistic encounters among individuals modifies the course of future agonistic encounters such that the existence of a certain type of relationship can be inferred. (Bernstein, 1981) ”


Badevandet


1. Dominans er ikke en arvelig egenskab. Derfor kan et dyr ikke være 'dominerende' på samme måde, som du kan sige et dyr har brune øjne (Bernstein, 1981) .

Intet dyr er født dominerende. De er født med fænotyper, der vil producere tænder, farve, størrelse, styrke, etc. Produktet af disse træk og andre (såsom temperament), parret med en anden dyrets individuelle fænotypiske karakteristika vil fremme et resultat i løbet af en dyadisk agonistisk interaktion. Dominans er ikke en individuel egenskab, snarere en afspejling af det agonistiske forholdet mellem to individer, der kan variere over tid, afhængigt af konteksten (Fatjo et al., 2007) .

2. Dominante forhold er ikke afhængig af tilstedeværelsen af et socialt hierarki (Hinde, 1978) .

Da karakteren af dominans handler om et dyadisk forhold, kan du acceptere dens eksistens uden at antyde et agonistiske dominante hierarkier. Der er enorme forskelle i den måde dyr danner både sociale hierarkier og agonistiske relationer, så at antage at de skal være afspejlinger af de samme tilnærmet, evolutionære, funktionelle og udviklingsmæssige årsager. understøttes ikke i litteraturen. Hos ulve skyldes de sociale hierarkier i høj grad økologiske forhold (såsom overflod af mad, lokal konkurrence, størrelse af byttedyr, osv.), mens agonistiske relationer i høj grad er et produkt af temperament, læring og nærhed. Selv hvis et dyr har den fylogenetiske kapacitet til at udvikle et socialt hierarki, som nogle hunde ikke har (Ha, 2011) , er de stadig nødt til at opfylde de korrekte miljøforholde for at adfærden opstår (Udell et al., 2010) .

3. Dominans er ikke en motivation (Bradshaw et al., 2009).

Agonistisk adfærd er meget afhængig af den kontekst som er genstand for situationen. En hund kan f.eks. elske kødben, men har ingen interesse i legetøj, mens den anden hund elsker legetøj, men har ingen interesse i kødben. Størstedelen af det agonistiske adfærd som ses mellem disse hunde, er afhængig af både den oplevede værdi af ressourcerne, samt fænotypiske egenskaber (f.eks størrelse, styrke, våben osv.) for at bestemme motivation for kampene mellem de to dyr (Choi et al. , 2011) . Motivationen er den oplevede værdi af den enkelte ressource, ikke at opnå en højere rang.

Rovdyr kan være kraftfulde og i stand til at dræbe og udelukke et medlem fra flokken med lethed, herunder hinanden (Polis, 1981) , og derfor er intraspecifikke aggression ikke af tilvænningsmæssig betydning for overlevelse og upassende aggression vælges normalt fra hos vilde grupper, på grund af tilvænningsmæssig pres (Lorenz, 1966; Schaller, 1972, Brown, 1975) . Overlevelse blandt sådanne potentielt farlige rovdyr, der foretrækker at leve i tæt sluttede grupper, er afhængig af evnen til at undgå konflikter (Pierce & Bekoff, 2012 ). Hunde har udviklet sig til at udnytte et væld af agonistiske adfærdsmønstre som har til formål at undgå konflikt (de dæmpende signaler). Desværre er disse ukendt for mennesker og/eller er blevet fejltolket som tegn på dominans (McConnell, 2002) . Der findes mange funktioner inden for agonistiske adfærd (fx det at se væk, undgåelse, play bow, osv.) disse er til for at afslutte aggressionen fra et andet socialt medlem (Bernstein, 1981) .
At forveksle ønsket fra vores hunde om en fredelig løsning på en konflikt, som et forsøg på at blive dominerende, er yderst skadeligt for den tillid, som dette forhold bygger på.


Kort liste over adfærd set under agonistiske møder os hunde (Scott & Fuller, 1965, tabel 3,1. McGreevy et al, 2012) :

- Undgåelse
- Vise tænder (snerrende)
- bide*
- At ryste sig
- Indbyde til tag-fat/jagtlege
- Lægge sig på jorden
- ørerne tilbage
- ørerne fremad
- Ophidset gøen
- Frustrations gøen
- Advarende brummen
- Ryste med hovedet
- Kort slik med tungen/slikke sig om munden
- Se væk
- Give pote
- Rejse børster
- Play Bow (lege buk)
- Brumme for at invitere til leg
- Danse rundt
- Afslappet blik
- Rulle på ryggen
- Løbe væk
- Sætte sig
- Snappe ud efter
- At tage ”stand”
- Stirre
- Smile (ses som typisk dæmpende tegn hos nogle racer)
- Logre med halen
- Høj haleføring
- Halen mellem benene
- Piben
- Skrige og viser tænder

*Bemærk at bid kun er én af 32 eksempler på adfærd på denne meget korte liste, en omfattende liste ville være en lang afhandling til en ph.d.-kandidat.


Kropssprog hos ulve og hunde

Desværre forstår kompleksiteten af ethvert sprog ikke er så simpelt som at huske en definition. I erkendelsen af at konteksten er afgørende, når det kommer til at læse kropssprog korrekt. Uden den rette kontekst er det let at begå fejl. Alle disse adfærdsmønstre er almindeligt set under andre former for interaktion (f.eks i leg), men som led i adfærd er det lige så vigtig som det tonefald og den tone, vi bruger med vores stemme, når vi forsøger at skelne mellem meninger i en sætning. "Din søn er noget særligt" vs "din søn er særlig" vs "din søn er særlig" alle betyder lidt forskellige ting (og du kan endda blive fornærmet af sidstnævnte), selv om ordene er identiske i alle sætningerne. Vi kan vende en kompliment til en sarkastisk fornærmelse udelukkende ved at ændre hvilket ord vi lægger tyk på (dvs. konteksten af dommen).

Analyse af det visuelle sprog af den ”tamme” hund går tilbage til Charles Darwin, næsten 100 år før eventuelle biologer begyndte at studere ulves adfærd i fangenskab. Darwins antitese (benægtelse af en påstand (tese)) var begyndelsen af vores forståelse af agonistisk adfærd. Hans teori var at dyr i modsatte sindstilstande udfører bevægelser direkte modsat i naturen (Darwin, 1872). En hund reagerer på en trussel/en genstand som på afstand nærmer sig (se figur 1) i modsætning til den opførsel som udtrykkes så snart hunden ser at det er dens ejer. (se figur 2).

BILLEDER KAN SES I DET OPRINDELIG LINK

Figur 1: Trussel opdages – stiller sig op, krummet ryg, ører fremad, hale op, hovedet ned
Udarbejdet af: Charles Darwin 1872

Figur 2: Social hilsen – lægger sig ned mod jorden, ryg buer nedad, ørerne tilbage, hale ned, hovedet op
Credit: Charles Darwin 1872

Den oprindelige kontekst til Darwins tegninger er, at de viser, hvordan disse signaler let ændre sig, når situationen ændrer sig – motivationen for adfærden er ikke at 'være' dominerende eller 'være' underdanig snarere de bibringer intentionen, og adfærden i figur 2 er et stærkt prosocial adfærd der er nøglen til at opbygge stærke sociale bånd.


Holly og hendes pacificering/formildelse

I ”Showdown” giver hunden Holly Millan omkring ti forskellige signaler, hvor hun beder om plads og prøver at undgå konflikt. Hvis du ser det i slowmotion vil du bemærke følgende agonistiske adfærd: underdanighed, bøje sig ned/lægge sig ned, ørerne tilbage, advarende knurren, snerrende, slikker sig om munden, ser væk, afslappet blik, sætter sig og snappen. Hun giver ham rigelig mængde af information som siger, "giv mig plads", indtil sidst, hvor bægeret flyder over, og hvor hun giver det elvte agonistisk signal og bider ham.

Forud for biddet, siger Millan, at han aldrig havde set disse adfærdsmønstre fra hende før og at han "så dem for første gang." Hans tilgang til hendes problematiske opførsel - som vel at mærke ikke var andet end ressource bevogtning/forsvar - var årsag hendes symptomer eskalerede.

Efter bidet siger Millan "Jeg så det ikke komme.” For at være fair, vil professionelle en gang imellem møde en hund med meget lidt advarselssignaler, og blive overrasket af den adfærd hunden udviser. Det er der ikke tale om i denne sag. Holly gav Millan flere advarsler end jeg nogensinde har set en hund giver under sådanne uhyre provokation, selv efter han slår hende i nakken viser hun stadig flere signaler, hvor hun beder om at få plads og afslutte konflikten, før der gribes til et bid.


Aggression og dominans

Psykisk stress er langt mere potent end fysisk overlast (omend fysisk skade altid har et negativ psykologisk bivirkning), og metoder, der indebærer konfrontation er farlige i det de kan fremprovokere uhensigtsmæssig adfærd. Adfærd, der indgår i konfronterende metoder er: snor rettelser (ryk i snoren), mundkurv, stødhalsbånd, tvinge ting ud af munden på hunden, en såkaldt alfa rulning, at tvinge hunden i jorden med fysisk magt, knæ i brystet på hunden for at hoppe op, slå eller sparke hunden, tage fat i kæber eller nakkeskindet, tvingen hunden ned på jorden ved brug af dominant adfærd, tjat i nakken, gø-aktiverede stød halsbånd, gnide en hunds næse i dens egen afføring eller urin, råben, "TSST" eller "schhhtt", nedstirre hunden, brug af vandpistol eller sprayflaske og knurren af hunden. Disse metoder producerer aggressive reaktioner fra hunde, så meget som 43 % af de gange de bliver brug af ejeren (Herron et al., 2009) . Hvad der er særligt frustrerende er at aggressiv adfærd, som reaktion på disse typer af metoder, typisk på grund af smerter eller frygt, hurtigt bliver kategoriseret som dominans-aggression og hunde bliver ofte aflivet som følge af dette, når man forsøger at indgyde underdanighed og det mislykkes (Sherman et al. 1996) .

Millan udtaler; "Stærke hunde som er i det røde felt har forårsaget alvorlige bid og endda dødsfald. Det meste af tiden er disse dominerende hunde, som ejeren ikke kan håndtere." (Millan & Peltier, 2006, s.. 147-148) . Ja.. for når alt hvad du har er en hammer, så ligner alting søm.


Status-søgende eller gruppe-søgende?

Den gennemgribende skade som ideologien om dominans, som en egenskab har skabt, understøttes ofte med begrebet om at hunde er status-søgende. Som jeg nævnte tidligere så er dominans og rang ikke det samme og kan ikke sammenlignes. Et dominant-underordnet/eller herre-slave forhold er i stand til at forudsige resultatet af en agonistisk interaktion baseret på tidligere observationer mellem to individer. Rang er dog underlagt andre faktorer ud over en enkelt dyade og påvirkes kraftigt af gruppe dynamik (såsom intraspecifikke alliancer) - ikke mange børn bliver tævet i skolen, når de har en alliance med Rugby teamet.

Millan og andre dominans-baserede trænere fastholder tanken om, at det ikke kun er hunde født dominerende eller underdanig, men også at de naturligvis er motiverede for at opnå en højere rang -. Især hvis der er en ineffektiv leder (Millan & Peltier, 2006, s. 3 , 27, 113, 139, 168, 230, 242, 247-248) .
Ideen bag dette er en misforståelse af evolutionær motivation.

“Evolutionary selective pressures cannot select for relationships such as heavier than, taller than, smarter than, or more dominant than. Evolutionary selective pressures cannot operate on the relative contents of social contexts favoring one individual over another. Genes lie in the individual and not in the space between individuals. Genes influence the absolute and not the relative properties of attributes. Dominance, as a relationship between individuals, is not an absolute property of an individual, but an outcome influenced by multiple properties of individuals. (Bernstein, 1981) ”

Jo mere vi lærer om social adfærd hos dyr, desto mere vil vi indse at sociale dyr udvikler sig væk fra konflikt, ikke mod det. Pro-social adfærd som et samarbejde, retfærdighed, gensidighed, empati, tillid, trøst, og næstekærlighed er centrale drivkræfter for evolution, ikke dominans (Pierce & Bekoff, 2012) . Det er - og har altid været - en farlig verden, og arter, der er pro-social og samarbejder om beskyttelse og madindsamling er mere succesfulde. En af de vigtigste faktorer i udviklingen af samarbejde og gensidighed, i et forhold, er igennem en lege-atmosfære, hvor dyrene lærer hvad der er rigtigt og forkert (dvs. moral) i sociale interaktioner. F.eks. hvis en hvalp er motiveret til at lege, så holdes legen kørende ved at hæmme deres bid, ”lege” pænt, selv-begrænselse osv. (Jensen, 2007) .


At spørge om hjælpe ved en professionel

Det er absolut nødvendigt, at hvis du har en hund med store adfærdsmæssige problemer, at du søger en professionel, der har erfaring med at læse kropssprog og forstår vigtigheden og videnskaben ved brug af positive metoder. Hvis du hyrer en person som Millan, der ikke kan genkende forskellen mellem trusler og forlig (eller værre mener, at de signaler, selv har dominant karakter) så vil du ikke være i stand til at vinde den nødvendige tillid for at opbygge et bedre bånd med din hund. Lederskab handler om kommunikation, ikke dominans, og tillid er grundlaget for alle følende og selskabelig væsens sociale forhold. Det er grundlaget for, hvad der dikterer vores evne til at kommunikere og til at dele et liv i samarbejde i stedet for konfrontation. Du kan ikke opbygge tillid ved at slå, sparke, og agerer truende: kun opbygge frygt.


Hundebid

Disse er ikke sikre værktøjer, og med Cesar på tv-skærmene, er hunden biddene i stigning både i USA og andre lande. Hospitalsindlæggelser på grund af hundebid er steget 59 % i visse områder (Newman et al., 2010) da hans episoder begyndte at blive sendt på tv. Tv’et er konsekvent anført som kilde til oplysninger, når en ejer har forsøgt sig med en teknik, der resulterede i deres hund bliver aggressiv over for dem eller bider dem (Herron et al., 2009) .

Det er ubestrideligt, at Millan har skabt en yderst tiltalende forklaring og filosofi for forståelsen af vores hundes opførsel. Før jeg begyndte at studere dyreadfærd, var jeg Millan største fan - læste alle hans bøger, så hans show, og kunne ikke forstå, hvorfor min onkel (en dyrlæge) kaldte ham en kvaksalver. Hans mantra, er at man skal være lederen over for sin hund. Det er uhyre inspirerende at lytte til og læse. Han tager den romantik bag konceptet at ”hviske med hunde” og fortæller verden, at de også kan gøre det, for så længe man bare mander sig op og bliver leder, så forsvinder alle adfærdsmæssige problemer.

Men hunde læser ikke poesi, og Millan er farlige og hård, og på grænsen til misrøgtligende metoder og ignorere 80 års forskning i dyrs adfærd. Henvisningerne nedenfor er fra mere end et halvt århundredes ph.d.-niveau forskning i psykologi, adfærdsmæssige neurovidenskab, dyrs adfærd, etologi, og zoologi.
Cesar Millan er "selvlært". Regnestykket er virkelig temmelig simpelt.





Håber I fik noget ud af oversættelsen