Min gamle rottweiler´s ulykke {{forumTopicSubject}}

Hej alle sammen på kg denne tråd blir sikker lang så undskyld på forhånd:)

i september sidste år mistede jeg min rottweiler hun var kun 8 mdr.

vi skulle til håndboldkamp 2 km herfra jeg havde smidt godbider over det hele aktivitetslegetøj var der også masser af.
men da vi kom hjem ca to timer senere ku jeg høre en hun pive men jeg troede det kom inde far da badeværelses vinduet var på glem med et hængsel.
da vi kom op havde hun splittet alt ad blomser modermælkserstatning til vores baby lå over det hele kattebakken var tømt på hele badeværelset alt var ødelagt vi kunne ikke se vores hund og hun kom ikke da vi kaldte på hende så gik jeg ud på badeværelset og kunne se hun havde skubet hængslet væk fra vinduet så det stod åbent så fik jeg kigget helt ned i baghaven og der lå hun og pev. vi lagde vores søn der kun var 4 mdr gammel på stuegulvet og løb ned til hende hun så forfærdeligt ud ansigt ben og mave var skrabet vi ringede starks til dyrelægen og han bad os komme vi fik en god ven som bor 200 m fra os til at komme og se efter nicklas vi tog et tæppe lægde det på græsset for at bære tikita op på så vi ku få hende i bilen men hun skreg så højt at jeg ikke kunne bære hende så det endte med at vi måtte lægge tæppet i bagagerummet og lægge hunden på det jeg sad omme bag ved sammen med hende hele vejen og trøstede hende men hun græd og var bange så jeg blev ved at tysse på hende og sige det var helt okey.
vi kom frem til dyrelægen han gav hende en bedøvende sprøjte så vi ku få hende ind uden smerter han undersøgte hende og han sagde med det samme hun gar brækket ryggen ham stak en kanyle i hendes bagpoter og der var ingen reaktion så hun var blevet lam i begge bagben jeg blev ved at spørge kan det ikke opereres og han blev ved at sige nej det kan det ikke maria hun er blevet lam og jeg kunne slet ikke forstå det jeg græd og græd vi fik lov at sige farvel til hende inden han aflivede hende.
det var så hårdt men da vi kørte hjem og skulle rydde op efter hende sad der bare en klump i halsen.

nu det et år siden og vi er stadig ikke kommet over det jeg græder stadig når vi kigger billeder af nicklas da han var lille for der var ingen tvivl tikita ville være med på alle billeder selv når han var i bad sad hun og passede på ham.

nu jeg ikke interesseret i at høre hvad vi gjorde forkert for det ved vi jeg havde bare brug for at få det ud.

så nu har vi besluttet at få en rottweiler igen vi føler nu vi er klar og hende vi skal have hende af er træner så hun har rådført os i hvad vi skal gøre så ikke det sker igen.

undskyld evt stavefejl