Det svære valg {{forumTopicSubject}}

Så kom dagen hvor jeg måtte tage det svære valg og give min dejlige guldklump fred i den alt for unge alder af 2 år.

Han fik i foråret konstateret svær HD med slidgigt og deroveni havde han smadret sit ene korsbånd. Men i sammenråd med dyrlægen blev vi enige om fred og ro samt smertestillende for en periode for at se om han kunne få noget muskelmasse tilbage på sit dårlige ben hvis knæet fik tid til at komme sig. 1 mdr senere kom han langsomt af det smertestillende og ville stadig gerne støtte på benet og han begyndte til svømning.

Sommeren gik og han virkede glad uden de store problemer udover at være bulldog og hele tiden formå at fange en eller anden form for betændelse om det så enten var ørene eller huden. Men min dejlige dreng var glad og ingen tegn på det dårlige bagtøj gik ham på.

I takt med vinteren kom begyndte han så igen at halte og vi startede med de smertestillende igen. Denne gang virkede de ikke og vi prøved 2 slags mere da dyrlægen sagde at det kunne være smerterne var blevet kraftigere og der skulle en anden type til for at aflaste ham. Intet virkede udover fred og ro og vi nåede julen med masser af sne.

Dette skulle så blive det sidste for min dreng, da han lørdag aften efter hans normale aftentur ikke ville gå hjem så han måtte bæres hjem. Der vidste jeg det nok var slutning for det var det venstre ben og ikke det højre som i forvejen havde et dårligt knæ han ikke ville støtte på. Men dyrlægen sagde giv ham lige en dag eller 2 med fred og hvis han ikke vidste klar tegn på bedring måtte vi hellere komme derud.

Efter endnu en nat med en hund der vågner op hele tiden og ikke kunne finde ro vidste jeg godt jeg skulle sige farvel, men intet kunne forberede mig på denne smerte, sorg og dette ekstreme savn jeg nu føler.

Min lille dreng var så sød, da han lå i mine arme med sit kæmpe hovede og begyndte at snorke og på bedste vis skulle han nok give dyrlægen sin sag for da han ikke villigt ville forlade denne verden for da dyrlægen skulle give ham den sidste sprøjte måtte han bruge megen tid og mange forsøg på at finde en vene og give dobbelt dosis for han ville ikke give slip og lade smerterne forsvinde forevigt uden kamp. Så selvom det smerter mig mere end jeg troede muligt gik jeg fra dyrlægen med et lille smil gemt indeni for min dreng var ligeså umulig som altid og sådan vil jeg altid huske ham. Glad og mors bølle lige til det sidste.