For et år siden sad jeg på bænken ved søen... {{forumTopicSubject}}

imens Simmer bare luntede rundt eller søgte foder.

Og i dag sidder jeg på samme bænk med store tårer løbende ned af kinderne , imens jeg kan se Simmer alle steder og alligevel er det Bertil der står der foran mig , med store øjne og et spørgende udtryk :

- hvorfor græder du mor ?? , vi har jo haft det så sjovt sammen i dag !!!

Jeg kan slet slet ikke forstå det !!!

For 10 mdr. siden sagde jeg farvel til Simmer og 3 dage efter flyttede Bertil ind og det store arbejde med at bygge hans selvtillid op begyndte , fjerne hans angst for mennesker, gøre ham renlig og ikke mindst lære at elske en ny og anderledes hund.

To skridt frem og et tilbage ......
sådan gik den ene dag efter den anden....

Og lige pludselig er det blevet d. 12 juni og vi skal deltage i vores alle aller første konkurrence.

Vi skal nemlig holde afslutning ved Agility og hundene skal løbe 3 løb hver.
Et Agility , et spring og så stafet .

Der er præmiere og der bliver taget tid. Banen har 20 forhindringer og nogle af dem er noget snirklet.

Jeg har sovet dårligt og næsten ikke spist det sidste døgn.
Min mave er totalt i opløsning og jeg skal tisse hele tiden.

Der er fest , der er farver , der er hunde og så er der op til flere tilskuer , der er mad , der er drikke og der er......

CHAMPAGNE !!!

Mine nerver står på højkant og jeg har sommerfugle i maven , vi skal løbe som nr. 2

Der bliver taget tid på alle hundene , men resultatet bliver ikke offentlig gjort før til sidst.

Bertil klarer sig fint igennem første løb AG
og vi har rigtig god kontakt med hinanden. Vores hjemmetræning med slalom giver pote og roen sænker sig over mig og min mave.

Andet løb klarer han sig næppe så godt , han vil hellere slikke græsset og snuse og jeg har minus kontakt til ham.
( der havde været tæver i løb på banen ved det første løb )
Og rent reflektorisk sænker der sig yderligere ro over mig og jeg erkender at nu handler det bare om at komme i mål på en god og glad måde for Bertil.
Derfor tager jeg springene sammen med Bertil og på den måde kommer vi ind.

Det var en dejlig følelse bagefter , at jeg stoppede op og ændrede mit mål for Bertils skyld.
Det nye mål var ....... det skal være sjovt for os alle !!!

Endelig er løbene overstået og præmierene skal uddeles og tiderne oplyses.

Bertil kommer ind på en flot 2.plads i AG og som den sidste i SP.
Stafetten tabte vi fordi de andre var hurtigere

Men så til sidst skal der tildeles ..........

RISING STAR DIPLOMET .......

Dette er blevet sponsoreret ( staves ) af

Kennel Britaje

med kravene ......

Den hund der er nået længst på kortest tid og med det største engagement ..........

Og så kommer ordene........

Dette tildeles Bertil !!!!!!

Hold op et skulderklap af få

Jeg er helt rundt på gulvet og lige pludselig begynder brikkerne at falde på plads inde i mit hoved.

Vi er kommet langt , Bertil og jeg....
Det vi gør sammen virker .....
Vi har lært at læse/ forstå hinanden.....
Og fremfor alt , han er ikke længere bange for mig eller mine kommandoer !!!

Vi kommer hjem og jeg kan slet slet ikke falde til ro , derfor vælger jeg at gå en tur ned til søen.
Mine ben går for mig , mine tanker er langt væk ....
Og lige pludselig kommer alle tårene væltende, de løber ned af mine kinder samtidig med at mine ben bevæger sig målrettet hen til

DEN BÆNK ......

som jeg altid sad på , når Simmer søgte efter foder , når han løb hen til de forskellige vandhuller , jagtede egernene og der hvor der altid var fred til at træne lydighed og kontakt.

Jeg satte mig ned , åbnede flasken med kaffen og tændte en smøg og alle mine tanker kom vrimlende og jeg så Simmer alle steder.

Jeg sad der en ½ time , faldt til ro og det var ligesom jeg sagde farvel til Simmer og velkommen til Bertil.

På under et år har jeg taget afsked med min soulmate , standset blødningen og budt Bertil velkommen til mit hjerte og fundet noget vi er gode til sammen.

Kong Simmer er død , længe leve Kong Bertil

Hold op hvor har jeg det mærkeligt lige nu .........