Den smerte ingen kan se... Den smerte ingen kan se...

Jeg husker den tid vi havde sammen, jeg husker alle vores gode minder, alle de dårlige.
Jeg husker den dag jeg hentede dig, den første nat hvor du sov i min seng. Alle vores ture sammen, alle de aftner og nætter du holdt mig med selskab.

Alle de nætter hvor jeg vågnede fordi jeg havde mareridt, du sad der i din kurv og kiggede på mig. Ventede på du skulle komme op og trøste mig, alle de gange du kiggede på mig med kærlighed i dit blik.

Du og jeg delte alt, du var min ven, mit barn, min følgesven, mit et og alt. Du er her ikke mere, du kan ikke trøste mig mere, du er her ikke nu hvor jeg har allermest brug for dig.

Jeg husker vores sidste dag sammen, husker hvordan vi kom ind til dyrlægen. Du lå der på gulvet, jeg lå ved siden af. Holdte om dig, strøg min hånd hen over din kind, hen over din krop. Bad dig tilgive mig, fortalte hvor meget jeg elskede dig.

Så og mærkede hvordan du gav slip, at dit liv sluttede. At din sjæl rejste bort. Tog dig med hjem, begravede dig, uden nogen hjælp fra andre. For dette handlede kun om dig og mig, vi to som hørte sammen.

Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på dig, hvor jeg ikke savner dig, hvor jeg ikke mangler dig. Den smerte ingen kan se, den smerte ingen kan tage. Det gør så forbandet ondt.

Jeg ved du har det bedre nu, hvor du ingen smerter har. Men jeg føler smerte, smerte over du ikke er her mere. Du kan ikke hjælpe mig mere, du kan ikke passe på mig mere. Måske kan du stadig se mig, hvis du kan håber jeg ikke at jeg skuffer dig.

Ved at græde, ved at sørge, ved at savne dig så meget som jeg gør. Ingen kan nogensinde tage din plads, ingen kan nogensinde fjerne den smerte, ingen kan hjælpe mig.

Kongo du er savnet og elsket, du vil altid have den bagerste plads i mit hjerte, den plads ingen andre får...

Jeg har så længe gerne ville skrive noget om ham, men har ikke kunnet. Hvis der er fejl i teksten så bær over med mig, for den er skrevet med tåre i øjnene, så det er ikke nemt at se hvis der er fejl.