at miste en hund {{forumTopicSubject}}

i forbindelse med en tråd om sorg kom jeg til at sidde og tænke på en artikel jeg læste for mange år siden. det var i et ugeblad i en af de der klummer en lage har. min uge på klinikken eller sådan noget.


han fortalte han havde en kvindelig patioent inde. en kvinde først i 50erne. som skulle have et rotinemæssig tjek . og da hun havde fået tøjet på og satte sig syntes lægen hun virkede trist og træt.

han spurgte hende om hun havde det godt for tiden og da hun svarede græd hun inderligt.

hun fortalte at hun følte sig så tåbelig. for hun havde virkelig et godt liv. et dejligt job. skønt hus. og en god og dejlig mand. de havde god tid og rejste lidt. deres børn klarede sig godt og de var omgivet af gode venner og naboer. så hun havde virkelig al mulig grund til at føle sig lykkelig og glad. men det var hun slet ikke


hendes hund var nemlig død - mæt af dage for nogle mdr siden. og hun var så frygtelig ked af det og savnede den forfærdeligt.

samtigdig med sorgen over den var død havde hun forfærdelig dårlig samvittighed over at være så ked af det. for det var jo bare en hund. og hun brugte nu enorme resurser på at skjule sin sorg.


lægen fortalte herefter at den føelse vi oplever når vi holder af vores dyr kommer fra det samme sted i hjernen som der hvor føelserne for vores børn opstår. at forskning har vist vi får den samme stimolans i hjernen og har ofte lige så tætte bånd som til børn.

det er derfor helt fair at antage at når de dør så opstår sorgen samme sted som hvis vi havde mistet et barn. men på mange måder er tabet endnu sværere at takle for nogle fordi vi lever i en verden hvor en hund -- kun er en hund. dvs det ikke opfattes som okay at man sørger over den på lige fod som ved tabet af et barn. det betyder at nogle mennesker ikke får levet deres sorg ud. og gemmer den for sig selv og omverdenen. hvilket kan give forfærdelig bagslag i form af dybe depressioner der kræver behandling.


han fortalte at man oftes så denne type gemt sorg hos mænd. fordi de ofte ikke ville indrømme overfor sig selv og omverdenen at de var i sorg. og nogle endda endte med at blive fysisk syge af det. indtil man fik fat i roden omkring deres sorg. og fik fortalt dem at det er helt okay at være ked af det.


så den kære læge sluttede at med at skrive at han aldrig i sin prasis ville undervurdere folks sorg over tabet af et kæledyr. han ville tilbyde den samme hjælp som hvis hans patient henvender sig efter at have mistet et nært familiemedlem.



godt a vide man ikke er en skabet gås når jeg tuder over mine drenge som ikke er her mere.....