Det svære og umulige valg... {{forumTopicSubject}}

Mange af jer har fulgt med i mine tråde herinde og kommet med gode råd osv omkring min hunds angst og seperationsangst. Forleden var vi til dyrlægen fordi hans autoimmunsygdom IGEN er brudt ud så han har dannet betændelse på ørerne. Dyrlægen er så sød, hun ved hvor angst han er, så hun undersøger ham på gulvet og lader ham ellers være. Han ligger konsekvent og ryster under en stol, og får et helt dødt blik i øjnene og nægter at komme ud. Han var været bange for dyrlæger lige siden jeg fik ham, den første dyrlæge der mødte ham, spurgte om han altid var sådan og advarede mig meget om at socialisering af ham var vigtig osv. Men det er aldrig blevet bedre med ham.

Nå men han fik af dyrlægen en ny prednisolon kur, så ørerne kan blive iorden. Han er pt også på clomicalm pga angst og seperationsangst, og så fik vi ellers en LAAAANG snak, dyrlægen og jeg. Hun fortalte hvordan hun selv havde aflivet sin angst hund for 4 år siden, og selvom det var hårdt var det den bedste beslutning for hende og hunden, og hun havde aldrig fortrudt det.

Jeg tudede da jeg fik derfra.

Vi havde adfærdsbehandler som jeg tidligere har sagt, i sidste uge, den tredje af slagsen på 10 måned. Hun har lagt en fin plan for hvordan vi skal desensibilisere hans hjerne, men som hun selv siger så er der lang vej til at han måske kan være alene hjemme. Man kan se angsten i petris øjnene bare jeg rejser mig op fra sofaen. Nu skal vi så prøve at lære ham at være alene hjemme i et bur. Det er sådan set sidste udvej. Men her kommer mit dilemma. Jeg har IKKE lyst til at han skal være lukket inde i det bur. Jeg kan ikke gå på arbejde en hel dag imens han ligger der, uden at have konsekvent dårlig Samvittighed.
Vi har nu 1 måned til at lære ham at være alene hjemme i. Om 1måned starter jeg i praktik 32 t pr uge, og jeg må indrømme at jeg ikke har kræfter mere til at have en hund der ikke kan være alene hjemme. Jeg har kæmpet et helt år, kørt ham til pasning dagligt, pjækket fra skole eller arbejde når jeg ikke har kunnet finde pasning osv. Folk er efterhånden trætte af at passe ham, og jeg har dårlig samvittighed over at min hund lever sådan et stresset liv hvor han skal passes hver dag.

Derudover har vi ham altid med i bilen når vi skal noget, netop fordi vi ikke kan efterlade ham hjemme, og petri HADER bilen. Jeg skal slæbe ham ind i den, og han halser og ryster i al den tid vi er i bilen.
I morges da han så vi skulle i bilen kunne jeg ikke fange ham, han var uden snor og jeg kunne ikke komme i nærheden af ham. Måtte hæve stemmen for at få ham til at stå stille, og så blev han bange for mig

Efterhånden prøver vi en masse ting fordi vi ikke vil miste ham, men jeg er ikke sikker på at petri egentlig har det særlig godt her i livet?
Prednisolon kure vil forfølge ham resten af livet, da hans egne celler angriber hans hud og danner betændelse i på ørerne og snuden. Han er en hund og han er på lykkepiller. Jeg ser ham sjældent være glad herhjemme, syns at han bare ligger og stener hele dagen, medmindre jeg ber om aktivitet fra hans side. Men bevæger jeg mig så springer han angst op og tror jeg forsvinder ud af hans liv.

Dyrlægen sagde at hun støttede os 100% hvis vi valgte af give ham fred. Hun sagde at det skulle være en fornøjelse at have hund, at det var noget man skulle nyde. Det sidste år har været et helvede for os alle sammen rent ud sagt.
Men hvad fanden skal vi gøre. Skal vi forsøge den sidste måned at lære ham at være alene i buret. Og er det en beslutning jeg vil kunne leve med? Vil det overhovedet gøre mig glad at proppe ham derind? Vi græder begge herhjemme hele tiden. Må indrømme at vi nok lidt har kastet håndklædet i ringen. Jeg kan slet ikke rumme det her "hundeliv" mere kun med problemer og bekymringer. Jeg savner mit liv. Jeg savner at have timer i mit liv hvor der ikke står hund på.
Petri er helt klart en stresset hund, en hund med lav selvtillid, mistro til verden, mistro til mig fordi jeg dagligt propper piller i halsen på ham og tvinger ham ind i bilen osv..men samtidig er han fuldstændig mor syg og viger ikke fra mig.

Han har en brist det er jeg sikker på, men for fanden hvor jeg elsker den hund, og jeg tror seriøst jeg dør hvis jeg skal aflive ham. Bare tanken om det får mig til at kaste op.
Men tanken om det her liv hvor alt er på petris præmisser er også trist og uoverskueligt.

Undskyld det blev så langt...men jeg har brug for en guidende hånd..