Et kæmpe slag:( {{forumTopicSubject}}

Kære HG'ere, i dag er det mig der har brug for jeres skuldre og øre til at lukke ud, og lette mit sind.
Som nogen ved, blev min smukke terrorist overfaldet for et par dage siden. Heldigvis var hun løs, så møgdyret nåede aldrig at få rigtig fat. For at gøre historien lidt kortere, endte det med, at hunden der var efter Nelly, jagtede hende langt langt væk, og op i byen. Hunden vendte tilbage efter et stykke tid, men selvfølgelig uden min Nelly. Jeg løb op mod byen, og kaldte og ledte efter hende, men hun var ingen steder at se, og frygten i min mave for, at hun var blevet kørt ned voksede og voksede. Jeg besluttede derfor at gå hjem og hente min telefon, som lå derhjemme, så jeg kunne ringe til min kæreste, og andre der bor i området, og med et lille håb om, at hun kunne være løbet hjem.
Da jeg kommer hjem, finder jeg mit lille kræ rystende ude på badeværelset bag døren, så hun er selv løbet hjem og åbnet dørene, og lukket dem igen. Da jeg finder hende bryder jeg sammen, jeg var SÅ lettet over at finde hende dér, og at der ikke var sket hende noget..
Hun var rystet, og nægtede at komme ud, så jeg hentede en dyne, og hendes ynglings bamse, og slog lejr på badeværelset sammen med hende, indtil hun var klar til at komme ud.

Samme dag virkede hun ellers okay, en smule nervøs der vi gik forbi det sted vi stødte på hunden, men det var jo forståeligt.
Desværre begyndte hun at vise meget tydelige tegn på, at det alligevel havde taget på hende. Hun vil ikke gå bestemte veje, og bliver frygtelig bange, hvis jeg går op imod byen. Det viser hun ved at kravle sammen, og skynde sig at prøve at løbe den anden vej og hjem hvis hun kunne. Jeg er ikke i tvivl om, at hun har været frygtelig bange på sin tur alene hjem efter hun blev jagtet.
Det slog dog hårest i morges, da vi skulle ud på vores morgentur. Da jeg tog tøj på, og gjorde mig glad klar, og fortalte at vi skulle ud, som jeg glad gør hver morgen, kunne jeg pludselig ikke finde hende. men jeg fandt hende siddende ude på badeværelset.
Hun ville simpelthen ikke med ud at gå tur?! Jeg fik hende dog overtalt hende blidt, og vi gik en lille tur, hvor hun dog var utrolig nervøs
Det skal dog siges, at hun altid har været utryg i mærke, men ALDRIG har hun ikke ville med på tur.
Nelly er min terrorist, og hun er en lømmel uden grænser. Hun er altid med på den alder værste, og der skal gerne ske noget konstant, og med fuld skrue. Hun er nysgerrig, og klarer de fleste udfordringer med oprejst pande. Hun kan være aktiv hele dagen lang, og ligegyldigt hvad jeg tilbyder hende, springer hun i med begge ben, og er helt klar, og det skal gerne foregå med hundrede kilometer i timen.
Så det gjorde forfærdelig ondt i mit indre i morges, da min terrorist havde gemt sig på badeværelset og sad med store øjne, og tiggede mig om, ikke at komme med på tur. Jeg vidste dårligt hvordan jeg skulle takle det, for det har jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle opleve.

Jeg sidder i min skole, og har svært ved at koncentrere mig, jeg har af alt mest lyst til at være under dynen sammen med hende. Det var et helt vildt hårdt slag.
Men vi må arbejde os igennem det, ligesom vi har gjort de andre gange, dog er vi aldrig blevet slået så langt tilbage. Jeg har tænkt mig at tage små skridt, og spare hende for så meget ubehag som muligt. Vi skal de næste dage, lave noget hun elsker, og bygge hendes selvtillid op, og tage det i hendes tempo. Jeg håber og beder inderligt til, at vi kan rette det op, og hun bliver helt okay igen, ellers vil jeg hellere spare hende for flere ubehag, og takke hende for alt. Hun har stress i forvejen, som vi dog næsten har pillet af hende, og ikke er noget vi mærker meget i hverdagen, og hun skal ikke gå at være bange for det, som hun ellers elsker.
Så det næste stykke tid, skal vi tage tingene stille og roligt, og se om vi ikke kan overvinde dette bump også.

Tak fordi jeg måtte læsse af, det var rart at få sat nogle ord på det.