Farvel til Celtia {{forumTopicSubject}}

Så blev det min tur til at gå den tunge vej, og sige farvel til en højt elsket hund. Celtia blev 11½ år, og jeg har længe vist, at tiden nærmede sig, for hendes bagben blev dårligere og dårligere. Fronten, hoved og humøret fejlede til gengæld ingen ting, hvilket gjorde det virkeligt svært at tage beslutningen og ramme det rigtige tidspunkt.
Hun havde stadig lyst og energi til at lege, men vi har haft et par episoder de sidste dage, hvor bagbenene er forsvundet under hende, når hun prøvede at sætte fart på i leg, så jeg føler, at tidspunktet var det rigtige, men åh, jeg savner hende allerede.

Celtia var en hund, jeg købte i Italien med henblik på avl, og hun fik da også to kuld, men blev ikke helt den avlshund, jeg havde håbet på. Til gengæld kunne ingen have ønsket sig en dejligere hund at leve med. Hun blev meget hurtigt en af mine absolut favoritter, en sand fornøjelse både herhjemme og hvor end hun var med rundt omkring. Sød, venlig, udadvendt, velafbalanceret og blid, og så alligevel med en vilje af stål og mere rygrad end man umiddelbart fik indtryk af med hendes milde væsen og udstråling. En hund man kunne have med overalt, som elskede alle mennesker og var venlig og imødekommende overfor alle hunde på udebane. Herhjemme var hun blid overfor dem, hun anså for sin flok, men gæstehunde skulle kende deres plads.

Søde Celtia, hvor vil jeg savne dig.

Billedet er taget i går af hendes sidste fodersøg.