Dagen der på. Dagen der på.

Som nogen måske husker, måtte jeg være med til en forfærdelig aflivning af min Daisy i går.
Og så er det nu dagen der på.
Mit hundeliv, er bare vendt på hovedet.
For det første, fik jeg loiv til at sove til kl.11 i formiddags, for der var bare helt stille, og ingen hunde som kom og vækkede mig.
Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg sige at Lady savner sin mopr og Felix kan slet ikke finde ud af det nu.
Så de er bare meget stille. Ingen kampe om hvem der skal først ud om morgenen eller af bilen, eller ingen vaklen om hvem der skal have mad i en tilfældig rækkefølge.
Jeg selv har det sådan at hver gang jeg kommer til at huske hende, så får jeg en klump i halsen, og så en væmmelig tanke om hun nu var rigtig død da jeg forlod hende. Min fornuft siger at det var hun, men det væmmelige forløb giver mig et billede, som er forfærdeligt, nemlig at hun er puttet i en stor plast sæk hos dyrlægen, og lagt ud til afhentning til forbrænding, men at hun kommer til bevidsthed igen og ligger og kvæles inden i sækken.
Det er bare en gyser, som jeg ikke kan have.