Enden på sagaen om Sascha {{forumTopicSubject}}

Jeg ved, at mange af jer herinde fulgte med da Sascha fik konstateret kræft for et par år siden. Såret på poten helede aldrig helt, men det spredte sig heller ikke, og generede hende ikke.

Dagen inden påske i år måtte jeg desværre sige farvel til hende - hun fik pludseligt indre blødninger. Jeg fornemmede at hun havde det skidt og var sløj og ret kold, så jeg tænkte at når nu helligdagene stod for døren måtte jeg hellere få hende tjekket. Hvilket var heldigt, for dyrlægen vurderede at hun ikke ville have overlevet natten og ville have haft mange smerter.

De kunne ikke helt vurdere, hvor de indre blødninger stammede fra, på trods af røntgen og blodprøver, men de kunne godt operere hende, de mente der var 50/50% chance for overlevelse. Og jeg syntes ikke jeg ville byde hende en stor operation ... hun var 11 år gammel, havde haft kræft, og desuden HD. Så hun fik fred.

Og det var/er hårdt. Hun var min første hund. Den bedste hund i verden.

Det hjælper lidt at skrive det ned, kan jeg mærke.

Jeg syntes så, huset er så ... ja, mindre glad nu. Saschas lalleglade væsen og labrador-agtige livsglæde, det mangler. Mine to andre hunde er skønne og dejlige, men ikke glade på samme måde.

Så jeg har reserveret en lab-hvalp. Lys tæve - men en del mørkere end Sascha var. Og selvom jeg stadig savner Sascha meget glæder jeg mig til at få Lupa hjem den 28. maj. Og jeg glæder mig til at gå til hundetræning med en labrador. Sascha var jo kun til hvalpetræning, mens jeg træner i dch med vores gårdhund som er dygtig og "pligtopfyldende", men ikke sådan ... glad. Det bliver spændende.

Nå, det var vist bare det. Jeg trængte lige til at komme af med det. Tak, hvis du nåede så langt i mit indlæg.