Min tur, derefter er det din tur {{forumTopicSubject}}
Nu er det vist min tur til at fortælle lidt om min terrorist og det kunne være hyggeligt at høre lidt om jeres søde vuffer også.
Jerry har vi efterhånden haft i 3 år og et par måneder. Da vi fik ham havde vi en kat som var et par år gammel og det gik rigtig fint i starten, lige indtil Jerry fandt ud af at han var schæfer og ikke huskat og så skal jeg lige love for at den vilde jagt gik, både inde og ude i haven.
Det sidste stykke tid vi havde katten foregik alt indendøre i en højde på min 1 meter over gulvet, men til trods for det havde de det begge sjovt med hinanden.
Så fik vi Ludwig!
Han er jo en helt anden støbning (på alle tænkelige måder ;O) og vi tænkte at de to kunne have stor glæde af hinanden, den ene lidt smådoven og den anden lettere DAMP-agtig ( I kender det sikkert alle) og de har ganske rigtig haft det supersjovt med hinanden, men de er stadig lige dovne/DAMP-agtige som de altid har været, så der blev ikke rykket meget ved den fordeling.
En aften ringer min mor, at de har fundet er lillle efterladt killing, om vi vil have den?
Åh altså jeg kan jo ikke lade være, vel?
Så fik vi kat igen og halleluja et cirkus vi har nu....
Jerry og katten nyder "jagten" og tro mig de er begge lige gode om det, sover den ene, så skal den anden nok sørge for at det bliver kortvarigt.
Ludwig nyder katten på sin helt egen blide måde, nusser den og leger lige så stille med ham, når katten da ikke lige springer på ham og det sker altså ret tit; når Ludwig sover, når Ludwig spiser, når Ludwig går, med andre ord hele tiden faktisk.
Jerry er derfor selvudnævnt sherif herhjemme og styrre med højlydt gøen slagets gang.....
Åh hvem der havde et par ørepropper.....!!!!!!
nov 2005
Følger: 12 Følgere: 8 Hunde: 4 Emner: 82 Svar: 308
Jeg begyndte så småt at få et forhold til hunde med vores schæfer nr 3. Det var en tæve der ikke kunne med børn, så hun blev foræret til min faster, som ikke havde børn. Men når jeg kom på besøg (jeg var omkring 12 år), så accepterede hun mig, hvilket min faster undrede sig over, da hun ikk kunne lide børn i min alder og yngre.
Så fik vi Fonzi, og jeg startede til hundetræning for første gang. Vi prøvede kræfter af med agility, men der var han langt mere interesseret i lugtene i græsset, end at skynde sig igennem en AG bane. Så vi begyndte på noget lydighed i stedet for. Mens vi havde Fonzi fik vi også Tessie. Vi mødte hende hos dyrlægen, hvor hun skulle aflives. Forklaringen var at hun havde adfærdsproblemer, men ejerne mente det ville gå over, hvis hun kom ud på en gård, men de havde ikk kunnet finde nogen. Nu boede vi på gård, og min far takkede ja til hende.
Så havde vi Tessie og Fonzi samtidig i sommeren 2006. De to hyggede sig, og der var ikke nogle problemer med Tessie, for hun brugte al sin energi på Fonzi.
Lige efter ferien fik Fonzi konstateret kræft, og d. 1. september 2006 måtte vi sige farvel til ham. Det var en kræft der havde bredt sig ekstremt hurtigt, selv dyrlægen var overrasket.
Så havde vi kun Tessie, og det begyndte bare at gå ned af bakke med hende.. D. 3. december gik det så galt, at hun uden grund sprang op ad en mand der passerede mig og hende, og bed ham i armen. Så turde mine forældre ikk have hende mere, da jeg også har mindre søskende, og deres legekammerater også kunne risikere at blive bidt. Så hende sagde vi farvel til samme dag.
For at trøste mig (jeg var sønderknust) lovede mine forældre mig, at jeg måtte få "min egen" hund, som jeg kunne passe som det passede mig, men de stod stadig med ansvaret. Jeg begyndte at kigge i alverdens bøger om hunde, og til sidst fandt vi ud af, at vi måtte have den hvide schæfer igen. Valget faldt på Nicki. Han skulle rigtig havde været til sverige, men avleren ville hellere have at han blev i DK. Så vi fik den mest velskabte af 4 drenge i det kuld.
Lige fra starten af knyttede han sig til mig, og det kan jeg stadig mærke den dag i dag, på trods af at det (d.29. dec) er et år siden, vi fik ham, og han har været, og er stadig i lømmelalderen.
Men Nicki er (tror han selv) kun min hund. Når hele familien kommer hjem, render han og leder efter mig, og hilser først på mig. Nu er jeg så også den der træner med ham, så vi har fået et specielt forhold til hinanden.
Jeg har snart prøvet lidt af hvert med Nicki. Han er for det første den første hvalp jeg kan huske vi har haft. Jeg har lært meget om hundetræning ved hjælp af Nicki og min hundetræner, så meget, at min træner synes jeg skal overveje selv at blive hundetræner.
Her efter jul tager Nicki og jeg endnu en sæson med lydighed, hvorefter vi måske prøver kræfter af med AG.. Men han skal lige komme når jeg kalder, selvom der er andre hunde i nærheden først.
Han elsker også at jage alt der rør sig. Heste, katte, kaniner, mus, fugle, og jeg kunne blive ved. Men han er jo en hund
jul 2007
Følger: 5 Følgere: 4 Hunde: 2 Emner: 26 Svar: 80
Min tur, derefter er det din tur
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside