at miste sit hjertebarn {{forumTopicSubject}}

det er hvad jeg har gjort...
og når man mister hvad der står en aller nærmest(i hvert fald i mit tilfælde) har jeg nemmest ved at lukke det ude, glemme det - indtil jeg kan kapere det..

Loca, mit hjertebarn, blev aflivet d. 28/7 dvs i tirsdags...
Jeg valgte denne beslutning, fordi jeg er overbevist om at det var for hendes bedste, selvom det er svært at se lige nu.
Loca sprang korsbåndet oktober´07, og var ikke kommet over dette endnu. vi gik fra 2 timers træning hver/hveranden dag. til et kvarter hvor hun måtte gå derfra humpende...
Loca sprang så korsbåndet i modsatte ben, smadrede menisken og havde begyndende slidgigt, alt i samme ben... jeg fik afvide at på et tidspunkt ville slidgigten invalidere hende hvis ikke man gjorde sådan og sådan og sådan, jeg vil ikke kunne bruge hende igen, og hun skulle være sofahund...

som i nok kan regne ud har det været en LANG og HÅRD genoptræning med det første ben,. og det ville jeg ikk udsætte loca for , da hun ikke i længden ville kunne holde til at overbelaste det i forvejen dårlige ben.. Jeg gav min tøs fred.

det er mig EKSTREMT uvirkeligt endnu. og jeg forstår det ikke. jeg ved hvad der er sket, hvad jeg har gjort,. men det er ikke gået op for mig endnu. og jeg frygter når det kommer.

til jer der måske har en masse at sige man kunne ha gjort - jeg er ikke interesseret,. jeg fik en masse løsninger . men i sidste ende ville det gå¨en vej. JEG har ikke behov for dårlig samvittighed. men nu er der nogle herinde der har mødt loca. og jeg havde behov for at komme ud med dette.

hvil i fred loca pigen.. du er for evigt savnet