Når det kommer for tæt på {{forumTopicSubject}}

så mærker man det dobbelt så hårdt.

Det lyder banalt med alle de natur katastrofer der huserer over alt i verden,

Men i sidste weekend var der oversvømmelse i Manila i Filippinerne, og der blev en af mine kolleger (som lige er rejst hjem efter 1½ i Danmark) fordi hun venter sig, udsat for at miste alt. De måtte kravle op på taget af deres hus for at blive reddet. Heldigvis er der ikke sket noget med hendes familie, det ufødte barn og hende selv. Men de står tilbage med ingenting. De er endda de mest heldig stillede i Manilla, så jeg tænker på de fattige, det er dem der har måttet betale prisen for fattigdom.

Det hvor jeg arbejder har vi mange fra vores samarbejdspartner fra Manila, og der var godt nok tavst på kontoret dagene efter, indtil vi hørte godt nyt derfra. Vi har samlet ind til de medarbejdere der har været udsat fra katastrofen, og håber at de alle snart er på fode igen.

Men det kommer lidt for tæt på, når det er nogen man kender rigtig godt. Det har påvirket os alle for vores tanker har været et andet sted end lige på jobbet.