Hvorfor er jeg ikke bare glad :o( Hvorfor er jeg ikke bare glad :o(

Jeg er simpelthen ved at gå helt i spåner her hjemme, jeg kan ikke mere psykisk. Jeg tror jeg har været stærk alt for længe. Min mand og jeg har været igennem et langt cancer forløb, og er nu ved og skal finde vej til livet igen. Min mand går stadig hjemme og er stadig meget svækket, jeg er derimod startet uddannelse som ssh'er. Men kan mærke at jeg er fuldstændig ved siden af mig selv nu. Jeg har lige været væk fra skolen en hel uge, på grund af jeg har det så psykisk dårligt, når jeg endelig er i skole så er det som om jeg ikke kan høre hvad folk siger til mig, alt er uklart og sløret og jeg lukker mig selv inde i en skal. Når jeg kommer hjem har jeg det ikke lige sådan, men kan mærke jeg stadig er ked af det indeni, og der skal ikke meget til at vælte korthuset.

Vi havde gang i projekt baby på fertilitets klinikken og jeg havde et vægtab igang og jeg skulle stoppe med at ryge. Jeg er stoppet med at ryge for 6 måneder siden og det gik også fint med vægtab. men efter jeg er røget ned med narken har jeg sat det hele på standby. Jeg kan simpelthen ikke rumme mere og skal nu til lægen på mandag, og banke i bordet for 3 gang at de må hjælpe mig for jeg kan ikke længere selv styre det mere. Vi har ikke fået psykolog hjælp hverken min mand eller jeg for det er der simpelthen ikke råd til og nej man får ikke noget fra kræftens bekæmpelse. Jeg aner simpelthen ikke levende råd, hvis lægen fejer mig af igen på mandag. Jeg sidder og tænker om jeg skal droppe ud af uddannelsen igen, for føler simpelthen ikke jeg kan rumme noget af det vi lære, føler faktisk ikke jeg har lært noget når jeg tænker mig om. Jeg vil så gerne gøre den uddannelse færdig da jeg elsker og arbejde inden for det område, men kan jeg blive ved med at presse mig selv til at klare mig igennem ?? Nu er det en mån. siden jeg startede og alle er begyndt at snakke sammen i klassen, imens jeg bare sidder og er helt lukket. Er så fortvivlet, og jeg er så bange for at ddet kommer til at gå ud over vores ægteskab her hjemme, selvom han gør alt for at jeg bare skal have det godt.

Undsyld det blev SÅ langt, men har virkelig brug for at høre fra nogen som måske har prøvet og være så langt nede, og har brug for lidt gode ideer, for kan simpelthen ikke takle mig selv mere. Normalt plejer jeg og være en meget stærk og udadvendt pige med fut i røven, men nu kan jeg slet ikke kende mig selv længere :o(