Puha livet er hårdt {{forumTopicSubject}}

*Suk*

Synes lige jeg har brug for lidt luft.

Jeg har i de sidste 3 mrd været meget syg. Det startede med ryg smerter, og nu er det i fødder, ankler, knæ, hofter, hænder og i nakken. Jeg er begyndt at få knuder i nogen led. Jeg har rendt til læge millinoer af gange, Og får hver gang at vide, at jdet er min psyke, der spiller mig et pus. Og ja har en psykisk dianogse, men det kan da få pokker ikke give knuder i led. Min almene tilstand begynder også at dale. Jeg er evig træt, da jeg ikke sover for smerter, har tabt syv kg, tørre øjne, feber indimellem., bliver let forpustet. Der sker så meget med mine krop at jeg ikke kan hitte rede i det mere. Og jeg begynder at få de vildste svimmelheds anfald, hvor jeg bare ligger og kaster op af smerte. Jeg har været ved vagtlæge med et af disse anfald, men de griner bare. Jeg fejler ikke noget men hvis jeg har så ondt som jeg siger så kan jeg da godt få noget morfin. Det har tre læger ville udskrive til mig, men har sagt nej da jeg ikke kan tåle det. Har gjort min læge opmærksom på at vi har maserer af gigt og bindevævssygdomme i familien, men det afviser hun blankt og siger at det er mit smertefilter i hjernen der er gået i stykke. Men efterhånden bliver hun træt af at have mig rendene, så får en henvisning til en reumatolog. Han kan så først tage mig i december men det ville jeg ikke vente på at jeg er så dårlig, så ringer til ham og han lover at jeg kan komme ind på et afbud. Det blev i går, og det tog ham en halv time at finde udad at jeg har gigt, og muligvis en bindevævssygdom, men det kan han ikke udtale sig om før blodprøverne kommer retur. De prøver min læge har taget var overhovedet ikke realavante. Så har fået taget 10 glas i dag. Så nu sker der endelig noget, så var lettet over at der endelig var en der tog mig seriøs.

Men læsset er virkelig væltet i dag, men kære faster ligger for døden. Hun lider af en sjælden bindevævsygdom, og hun kan hendes krop ikke mere. Hun har kæmpet en brag kamp, men nu er det kun et spørgsmål om timer, hendes krop er begyndt at stoppe med at fungere. Jeg må ikke sige farvel til hende, da hendes mand har ønsket at det kun er dem der skal være hos hende. Det respektere jeg selvfølgelig, men det bliver en hård proces når man ikke får lov til at sige farvel.

Kan snart ikke klare at miste flere. Har både mistet min far og min storebror. Og jeg er trods alt kun 28. Så nu sidder jeg her og nærmeste panikker over om det er det sammen jeg fejler. Ved godt man ikke må tænke sådan, men det er godt nok en off day, :O((