Stille, jeg synes sgi stadigvæk at det er svært ;-( {{forumTopicSubject}}

Jeg var i den triste situation, at skulle aflive min hovawart sidste fredag ;-( for filen hvor er her stille trods jeg synes at kunne høre hans poter komme mig i møde. Her er ingen skøn glad hund der kommer en i møde når man kommer hjem fra job eller andet og Gud hvor jeg savner de daglige gå ture.
Det gik så stærkt så vi nåede knap nok at "registre" at han skulle væk herfra. Han havde tabt sig og havde blod i afføringen, så vi gik til dyrlægen. Han havde lidt feber, hævede lymfekirtler men fine slimhinder osv. Der blev taget blodbillede og røntgen og biopsi af en knude på brystet og væske fra lymferne. Røntgen var fint. Knuden var en fedt knude, blodbillederne var indenfor normal område pånær de røde blodlegemer. Vi fik noget pencilin og så noget mavesårsmedicin med, da han fik gigtmedicin pga hoftedysplasi. Glade er vi for at der ikke er noget alvorligt. Weekenden over stopper han med at spise mad, tager ganske lidt hvor han ellers var et madøre. Vi går til dyrlægen igen om mandagen. Stadigvæk lidt feber og hævede lymfer, men glad og tilfreds. Stadigvæk fine slimhinder og øjne. Denne gang reagerer han på at dyrlægen trykker på maven. Vi får ham scannet tirsdag eftermiddag og onsdag morgen får jeg dommen. Cancer i lymferne og i endetarmen. Fra at være glade ugen før røg vi bare ned i kulkælderen. Vi besluttede os for at han skulle aflives 2 dage efter. Holdte fri fra jobbet og sov sammen med ham om natten. Ville bare nyde de sidste dage med ham. På lidt over 14 dage nåede han at tabe sig 12 kg. Kæft det var hårdt at se sin hund have lyst til mad, putte det i munden og så spytte det ud igen. Han var ellers stadigvæk glad og meget puttende. Jeg fortryder ikke at vi aflivede ham på det tidspunkt vi gjorde hvor han stadigvæk havde sin værdighed og var glad, men for filen hvor jeg savner ham. Tuder stadigvæk og synes at det er svært at min hund gennem 9 år er væk.