{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.052 visninger | Oprettet:

Min nye hund og mit barn. {{forumTopicSubject}}

som sagt jeg har fået en ny hund, da jeg skrev med forrig ejer har den aldrig haft noget imod børn. Men på den seneste tid har der været noget optræk.. Jeg er kommet dertil hvor jeg simplehen ikk tør have den alene med hende.. Hun smiler til hende med tænderne og snapper hendes næse... hun knurre ikke.

Spørgsmålet er om det er noget der kan trænes væk eller jeg bare skal sende den retur med det samme?


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Nedtagning af TV fra vægophæng 650 kr.
  • Opsætning af dampspærre 800 kr.
  • Solid dæk sæt på 400 kr.
  • Rengøring 500 kr.
  • Installation af loftslampe 645 kr.
  • Slibning af egetræs trappe 4.500 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Min nye hund og mit barn.
  • #1   22. nov 2010 Min datter er 4 år, jamen det kan være hvis hun løber og leger, eller hvis hun vil klappe den... ved ikke om det er fordi hun læner sig frem over for og ae hende. De er jo næste på hovde højte,. Kan det være fordi hun kommer foran hunden?

  • #2   22. nov 2010 er nok klar over barnet kan lære det... Men hun skal jo os kunne være i huset... Hun kommer i første række.. Men skal os sige at min datter opsøger ikke hunden. det er den der opsøger hende. og hun gør det os selv om vi sidder på gulvet det har vi prøvet...

  • #3   22. nov 2010 Jeg er skam instillet. For hunden er perfekt ellers. Men jeg tænker over min datters sikkerhed. Det er jo ikke altid børn tænker over det de blir fortalt. Og tak for dit svar. smiley

  • #5   22. nov 2010 Nu har jeg ingen børn så derfor heller ikke forstand på børneopdragelse i samme omfang, men altså.. den med at børn ikke tænker over hvad de bliver fortalt, det kommer da noget an på måden. Hvis du nu siger "hunden bider!" - så tror jeg nok du skal regne med hun lader hunden være (og nej du skal jo ikke syge hunden bider, det var bare et eksempel ;))

  • #6   22. nov 2010 mine ord Annette og Fluffy. Alt andet lige : først børn , så hunde.
    Til trods jeg elsker hunde, men er også mor til enflok og farmor.


  • #7   22. nov 2010 louise O: vi træner os, og jeg lader os min datter prøve at, at træne den.. Og har os sagt til min datter datter at hun f.sk ikk må kramme hunden eller sætte ansiget hen til hende fordi det bryder den sig ikke om... Jeg lader min datter gå ud af døren først og sådan noget, for at hunden lære hunden at hun er højer status eller hvordan men siger det. Men jeg over presser ikke hunden. Men ved ikke om det er forkert? og lade hende være med i det .

    Irene: ja ja, det forstår de jo, men så langt vil jeg aldrig komme og sige... Min datter skal være tryg ved og være her. Og det samme med hunden. Altså hun kan os klappe hende, det er jo ikke fordi det er hvergang hunden gør det. Den vil jo os gerne slikke på hende.

    Mange tak for jeres svar smiley


  • #8   22. nov 2010 anette: min datter er vantil hunde. Vi har altid haft hund. og hun har også respekt for dem. Jeg har altid opdraget min datter til det er en hund og ikk legetøj.

    Ej jeg købet ikk hunden hvis jeg viste den havde angst, respekt til dem der gør. Men jeg kunne ikke selv finde på det. Også i og med jeg har et barn.

    Jeg er os selv opvokset med hund, og har haft det i mange år. Men aldrig har jeg været i dette sted med en hund. og derfor vville jeg gerne have hjælp og råd, for hvad der bedst.


  • #9   22. nov 2010 nu synes jeg ikke det er fordi hunden viker nervøs... og jeg ved godt hvordan hunde er når de er nervøse.. Hun kan jo os sagtens rende med hende. Men som sagt hunden har jo ikke haft problemer med børn, men den har heller ikke levet sammen med et før. Har snakke med en træner, og han siger at det måske kan være fordi hunden ikke har levet med børn før, at den kan regere sådan. så derfor skal den lære det. Men som sagt jeg søger hjælp både hva der er bedst for hunden og barnet. Og hvis det er og give hunden tilbage er det selvfølgelig det jeg gør. vil hverken have der sker hund eller barn noget.

  • #10   22. nov 2010 Jeg har en hund, der er lidt nervøst anlagt overfor nye ting og indimellem reserveret overfor fremmede, som vi møder på gaden.

    Han ville så aldrig være opsøgende på den måde eller knurre/brumme, vise tænder eller andet over for NOGEN SOM HELST børn! Han ELSKER ALLE børn. Det er kun voksne, som han kan være utryg ved.

    Jeg har børn på knap 2 og 3 år. De løber da rundt og leger og der er ingen problemer mellem barn og hund.

    Nogle hunde kan, andre absolut ikke. Jeg ville nok sende den tilbage i dette tilfælde - for hvad med ikke-hundekyndige legekammerater?


  • #11   22. nov 2010 Forøvrigt kan du se under min profil at min hund også er en omplaceringshund...

    Han er 16 måneder og har ikke været det store ude i verden. Men børn er bare lige ham - at de løber, kører i hæsblæsende tempo med barnevogne, løbecykler, kaster gryderne på gulvet etc. det rører ham ikke. For meget støj ja så lægger han sig over i sin kurv. Han elsker krammere fra børn og os og kvitterer med massevis af hundemøssere.

    Men slår min mor begejstret hænderne sammen bagved ham, så stresser han og flygter. Det er lidt mærkeligt. Men altså jeg stoler absolut på ham blandt børn. Selvfølgelig skal man altid selv være der og holde øje med at børnene er søde ved hunden og omvendt.

    Men med en nervøs hund, er der da visse ting, som man skal overveje, ville aldrig stille ham alene foran en forretning i byen f.eks. det ville være synd for ham.

    Men hvis du ikke kan stole 99,99% på hunden omkring børn, så ville jeg altså ikke tage chancen, når du har så små børn i huset...


  • #12   22. nov 2010 Havde for mange år siden en lille fransk bulldog, der voksede op sammen med min datter...vi så enkelte tegn på, at han ikke ville acceptere hende(+ min mand) som sine "overordnede" og søgte hjælp hos en adfærdskonsulent.

    Vi arbejdede rigtig meget med hund og barn, men alligevel endte det med at han en dag snappede hende lige på den lille næse, så det blødte(kun fra en lille skremme, heldigvis).

    Vi besluttede at NU måtte det være nok og kontaktede adfærdskonsulenten for at bede om vejledning til at finde den rette nye ejer til ham...da hun så sagde at hun egentlig havde set det komme fordi han var så ekstremt dominant, blev jeg sg* ellers godt tosset, og hun fik læst sig en lektie, hun forhåbentlig ikke ligeglemte med det samme(dåmme kælling).
    - tænk sig at hun ikke nævner noget om dette, når hun skal forestille at hjælpe en BØRNEfamilie(heldigt at min datter ikke fik nogle mén - hverken fysisk eller psykisk)

    Vi fandt et rigtig godt hjem til kalorius hos et par, der ikke kunne have børn, og der havde han et godt liv indtil han ikke kunne mere.

    Idag ved jeg godt hvad jeg ville gøre.
    - i en børnefamilie SKAL børnene altså være...hundene har lov til at være der, sålænge de opfører sig ordentligt !!

    Ikke ALT kan trænes væk - og nogle uheld undervejs kan bare ikke accepteres....eller ses igennem øjne med.


  • #13   22. nov 2010 Jeg må sige at jeg har sagt farvel til min gamle hund fordi jeg frygtede en bidulykke..
    På det tidspunkt var min datter 7 mdr gammel.

    Jeg har altid forsvaret min noget specielle hund med næb og klør, hvis nogen antydede at hun var farlig / ustabil eller lignende..

    Det var hårdt at sige farvel, men inderst inde havde jeg det sidste halve år holdt øje med eller ledt efter tegn på at det ville være for farligt at beholde hunden.
    Jeg er stadig 100% overbevist om at det var den rigtige beslutning vi tog... Inden ulykken skete.

    Jeg vil aldrig mere have en hund, hvor jeg inderst inde ved der er risiko for bid "uden grund"

    Når alt det så er sagt så er det kun dig der ved hvordan hund og barn fungerer sammen.
    Jeg synes ikke der er nogen skam i at priotere sit barns sikkerhed højere end at kunne beholde en hund


  • #14   22. nov 2010 jeg vil også sige, at det er for stort et ansvar at pålægge et 4-årigt barn, at denne i enhver situation, skulle kunne undertrykke sine impulser og indfald og huske på hvad mor nu har sagt, er bedst for hunden. Det er bare at vente på at ulykken sker - desuden så er hunden heller ikke tjent med at folk er "på" hele tiden ang hvad den nu går og laver.

    Som Tina har jeg også selv taget den tunge vej, med en hund, inde ulykken skete - og der havde jeg passet på i over 4 år, men tingene udviklede sig desværre alligevel til det værre og vi blev mere om mere bekymret for hans adfærd


  • #15   28. nov 2010 nu er det sådan at barnet skal være der og hunden må være der og kan man ikke stole på en hund og den reagere på småting som i dette tilfælde ville jeg ikke blinke ved og skille mig af med hundene
    hunde man ikke kan stole på omkring børn burde ikke leve blandt børn


Kommentér på:
Min nye hund og mit barn.

Annonce