Juhu, fra usikker til stolt. {{forumTopicSubject}}

Jeg fik min første schæfer i juni sidste år, hun var sød og jeg var klar på opgaven.

Vi kom ud for en masse småhændelser som gjorde jeg fik en usikker hund mellem hænderne.

Jeg gik til træning, først på et familiehundehold med Adfærdsspecialist træner. Jeg anede ikke hun var usikker, men gik ud fra hun bare var en vild hvalp som gøede og hoppede mere end gennemsnittet. Jeg var vant til en fransk bulldog som havde så mange smerter at han var kronisk usikker, lavede udfald osv. ALLE advarselssignaler blinkede ved ham. Så da jeg fik en usikker hund som skjulte det ved at være fjollet var det først sent jeg opdagede det.

Jeg opdagede det først til jul, hvor vi trænede i schæferhundeklubben. Det forrige sted havde ikke kunne hjælpe os, hun sagde bare at sådan var schæfere, og jeg bare skulle ignorere hendes adfærd. I Schæferhundeklubben viste de naturligvis mere forståelse for racen, men eftersom jeg ytrede drømme om konkurrence, så blev der ikke fokuseret så meget på adfærden.

Til jul fik jeg nok, jeg kunne mærke der skulle ske noget hvis Jasmina ikke skulle køre os begge 2 ned, på det tidspunkt var hun stresset, hun kunne sine ting på træningspladsen, men hun havde lidt ligesom mistet gejsten, halen hang og hun var drøn usikker på de andre hunde..

Jeg skiftede kreds... Og nu efter blot 6 gange på hold og daglig træning alene er Jasmina som forvandlet, vi leger os igennem træningen, og arbejder meeeget koncentreret med at kunne have det sjovt selvom andre hunde er i nærheden. Det er en fryd at komme til træning nu, en hund som bare nyder og viser mig fuld tillid.

Hun er lige fyldt 1 år, og mine drømme om konkurrencer er atter fundet frem igen.

Jeg er klar over jeg skulle have opdaget hendes usikkerhed noget før, og det nager mig da også.. Men det er sku ikke altid lige nemt at være ny hundefører.. (-;

Undskyld det blev lidt langt, men havde sådan brug for at fortælle om vores fremskridt til folk som har en lille bitte smule interesse for det