Husk lige hunden {{forumTopicSubject}}

Halløj derude bag skærmene

Vi kender det nok mange af os. I hvert fald os der træner hund som nærmer sig livsstil mere end en hobby. Os der går til og op i konkurrencer. I hvert fald har jeg hørt historien flere gange. Hvorfor hjælper det ikke at høre? Nææh åbenbart, så skulle vi føle. Rigtig ØV for Dixie, men heldigvis er vi kommet ud på den anden side, langt klogere. Eller dvs. JEG er langt klogere, og heldigvis slap jeg billigt, og har fået min gamle hund tilbage

Min hund - Dixie.. Den røde jordfræser, som jeg plejer at kalde hende. Min Hyperbold.. I ved.. Det der med kært barn har mange navne

Tilnavnene er kommet fordi de passer til hende. Fordi hun bevæger sig temmelig hurtig nede langs jorden (ja hun er jo ikke så stor, den bette fis), og fordi hun er (var) utrættelig. Vi kunne blive ved og ved og ved.. Dixie er (var).. (og er igen) ALTID klar på leg og ikke mindst træning. Uanset hvor meget vi gik tur, hvor meget vi trænede og hvor meget vi legede, så kunne Dixie godt virke som om at hun aldrig kunne blive træt. I hvert fald ikke efter lidt evt. hvile efter endt træning. Nu skal det jo ikke lyde som om hun kravler på væggene, for det gør hun nu ikke, men hun var (og er heldigvis igen) en super duper frisk hund og klar på løjer, så snart hun fornemmede det mindste vink.

Slutningen af 2014 fik vi styr på rigtig meget af vores træning, og mit mål for 2015 var at komme med til DM i DCH's B-klasse. Jeg kunne se at Dixie havde potentialet.
2015 viste sig at starte lidt sløvt. De nerver jeg ellers syntes at have fået styr på i 2014 vendte lidt tilbage, og så laver det altså bare kludder i vores samarbejde, men det skulle vise sig, at jeg inden for en rimelig tid (i hvert fald tids nok) fik styr på nerverne igen, og vi begyndte så småt at lave resultater der rent faktisk LIGNEDE en udtagelse til DM. Jeg kæmpede for at bevare roen og tjuhej hvor det gik, men så skete det. Det der skete var at vi nærmede os de sidste konkurrencer der havde betydning for DM-udtagelserne, og havde vi mon nu også point nok? NU skulle den ha' en på hatten. For søren da, hvor skulle ALT bare sidde LIGE i skabet, første gang og hver gang!

Mine forventninger til Dixie blev tårnhøje, ja faktisk blev de nok skyhøje.. I hvert fald helt derop, hvor det slet ikke var fair længere. Træningen gik fra at være leg til at være hårdt arbejde. Jeg synes bestemt ikke jeg blev udelukkende tvær og knotten at træne sammen med, men en lille bitte fejl udløste et utilfreds grynt hos mig, og et "tag dig lige sammen".. Ingen hårde tonefald, bare sådan.. "helt ærligt? Come on"...
Hvorfor så jeg det ikke mens vi stod i det? Spørg mig ikke? For Dixie havde det været meget bedre!

Og det slog hårdt! Næste konkurrence og SLAM! Vores samarbejde var til at lukke op og skide i... Resultatet? Tjoh pointene var ikke sådan i den helt dårlige ende, men heller ikke der hvor vi ellers havde fået arbejdet dem op.. I hvert fald var mine vurderede point til vores samarbejde = 0
Den var gal!

Jeg slappede lidt mere af efterfølgende, men med presset over hovedet om at vi måske ikke klarede den til en DM-udtagelse sad stramt om mig. Jeg kunne ikke heeelt lægge det fra mig. Og vi havde også kørt hårdt på det sidste stykke tid, og måske var Dixie bare lidt træt. Jeg kørte hjem fra den konkurrence utrolig ked af det. Jeg var bange for hun var syg. Dixie var slet ikke sig selv.

Samarbejdet blev lidt bedre med tiden, men ikke helt godt, og jeg troede i sidste ende at løbet var kørt, i forhold til et DM til os, men så kom aftenen. Den aften hvor man endeligt ville kunne se hvem der var udtaget til DM.
Jeg havde intet andet bedre at tage mig til, eller jeg kunne i hvert fald ikke rigtig, andet end at sidde og opdatere siden for at få de sidste resultater på. Og DÉR kom de! Med rystende hænder og bankende hjerte gik jeg igennem listen, OG VI VAR MED!!!

Puuuuh! Jeg kunne ånde lettet op. Det eneste mål med DM var at Dixie skulle være glad! Skidt pyt med resten.. Meeeen altså.. Mange af dem der kommer med til DM, tager nok ikke til konkurrencer uden et lille håb om at man nu også er god nok til vinderpokalen, og dermed tager man nok heller ikke til et DM uden et spinkelt håb om at placere sig som minimum top10. Jeg gjorde virkelig mit bedste for at ryste dén tanke ud af hovedet. Det gjorde jeg virkelig, men det var langt sværere end jeg havde forventet.

Nu skal det ikke lyde sådan at Dixie krøb sig igennem hele DM, og at jeg var sur, vrissen, og vrælende. Slet ikke. Dixie var nu i okay humør og ligeså var jeg. Jeg nød også weekenden, og oplevelsen, og fik suget til mig og blev klogere!

Selve DM gik ikke fantastisk rent pointmæssigt, men jeg er ok tilfreds med hvordan det hele forløb. Skylden ligger på ingen måde på Dixies skuldre, kun ene og alene på mine egne.

På den anden side af DM skulle der slappes af! Det var lidt svært, for træningsnørd er man jo nok lidt når man bruger så meget tid på sin ryffe, men ikke desto mindre kunne jeg mærke roen, og min gamle Dixie vendte så småt tilbage, men det tog tid! Det er først nu at jeg helt 100% kan kende min hyperbold og DM var i slut september.

Vi har også det sidste lange stykke tid døjet med at hun har haft smerter i ryggen, og hvor meget de smerter har været på vej under hele dette forløb, og måske haft en rolle i det hele også, det har jeg ingen anelse om, men i hvert fald er vi tilbage på rette spor igen

Hvad skulle denne lange smøre så til? Joeh.. 1. Nogle gange er det bare rigtig rart at få tanker ud på skrift og 2. Så håber jeg at jer andre hundetræningsnørder læser sådan en type historie igen. Måske kan det hjælpe os til at huske at træningen skal være en leg. Vi skal nyde nuet i træningen, og være glade for der hvor vi er nået til. For at komme til toppen med skår i samarbejdet er ikke rart for nogen parter.

SÅ HUSK LIGE HUNDEN NÅR DU TRÆNER - Jeg slap heldigvis billigt. Det kunne være endt meget værre. Jeg har også hørt om hunde, der ikke kommer igen efter sådan en omgang.

Billedet viser Dixie og jeg kort tid inden vi skulle ind til det ene dommerhold ved DM