2.087 visninger | Oprettet:  FølgFølg ikke 29 Svar

temperament og arvelighed temperament og arvelighed

Jeg er jo ikke i tvivl om at temperament hos hunde er arveligt, og vi som opdrættere derfor skal vælge avlsdyr og linjer med det ønskede temperament.

Jeg er heller ikke i tvivl om tævens rolle i forhold til hendes temperament når hun får et kuld hvalpe og hvordan dette påvirker hvalpene fremover.

Der findes jo undersøgelser på alt dette.

MEN

Ikke at jeg overvejer det eller lignende, det er rene spekulationer jeg fik i dag, men hvad hvis man har en hanhund som egentlig er super lækker sunsdhedsmæssigt, eksteriørmæssigt, men som pga en uheldig oplevelse af den ene eller anden art har fået udviklet en uheldig adfærd af den ene eller anden art.
Det kan være stres, nervøsitet, sky eller lignende.

Ville dette overhovedet kunne have noget betydning for et hvalpekuld?

Det ligger jo ikke i hannens gener og hannen har jo intet med hvalpene at gøre fra de er undfanget.

Hvad tænker I opdrættere?
Har adfærd baseret på f.eks. en dårlig oplevelse, en effekt på et kommende hvalpekuld?


Play video
Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Inspicering af opgave 205 kr.
  • Udskiftning af stik til “grisetryne” 230V ifm fjernvarmeinstallation. Haster! Vi skal have etableret et 230V el-udtag med jord inden fjernvarme installationen indendørs kan etableres på mandag. Skal udføres autoriseret. Vi har ikke selv materialerne. 1.500 kr.
  • Afbryde gulv varme i el tavle 1.000 kr.
  • Afmontering af defekt opvaskemaskine og montering af ny brugt 1.000 kr.
  • Rengøring af tomt hus 1.700 kr.
  • Lapning af dæk 500 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  temperament og arvelighed
  • #2   16. nov 2014 Ikke efter mine erfaringer og observationer. Så kort kan jeg vist sige det smiley
    Er spændt på at høre andres erfaringer.


  • #3   16. nov 2014 Man ved jo egentlig ikke , om det ligger i generne ..... og er blevet fremprovokeret af en dårlig oplevelse .... ??

    Jeg skal ikke gøre mig klog på det ... men bare en tanke.... smiley


  • #4   16. nov 2014 jeg har netop ingen erfaringer eller observationer i praksis, jeg har "kun" en teoretisk viden som egentlig siger det ikke burde have betydning, men bliver netop nysgerrig om praksis viser noget andet.

    Mit første instinkt er "jeg ville alligevel fravælge sådan en hanhund" men jeg kan bare ikke begrunde hvorfor jeg ville det, andet end det føles forkert at bruge en hanhund der ikke har det temperament jeg leder efter.

    Igen: det hele er tænkt fra min side, intet konkret i det.


  • #6   16. nov 2014 Selvfølgelig kan en dårlig oplevelse ikke nedarves, men omvendt bør en hund, der bruges til avl, være forholdsvis robust rent mentalt. Forstået på den måde at jeg ville være skeptisk ved at bruge en hanhund, som ikke kunne rettes op igen efter en enkelt dårlig oplevelse.
    Naturligvis kan der ske ting, der er så grove, at det vil vedblive at påvirke hunden fremover, og nej, det vil den da ikke give videre til hvalpene.


  • #7   16. nov 2014 Jeg kan se, at flere er inde på samme tankegang som mig, og det er vel svært at sætte en fast grænse for, hvornår er det ok med en permanent ændring af temperamentet, hvor meget skal der til. Og hvor godt har man kendt hunden inden. Hvor gammel var den da den dårlige oplevelse skete ?

  • #8   16. nov 2014 Jeg er overhovedet ikke inde i avl. Så dette er bare tanker fra mit hoved. Men du siger, at det kan være en han, der har været ude for en uheldig oplevelse og dermed har udviklet en uheldig adfærd. Umiddelbart ville jeg ikke tænke, at hvalpene ville arve det, da det jo ikke er noget, der ligger i hans gener - det er jo "bare" noget, han har oplevet. Nu læste jeg lige Lenes svar, og det er lige præcis det, jeg tænker: en dårlig oplevelse kan ikke nedarves. Men hvis hanhunden i forvejen har et svagere sind, der gør den letpåvirkelig, kan dette selvfølgelig have spillet ind ift. den uheldige oplevelse og også nedarves til hvalpene.

  • #9   16. nov 2014 Det, jeg synes er en overvejelse værd er, om det, at en hund bliver påvirket negativt af en given belastning har rod i væsensfejl eller nerve.

    Man kan ikke vide om en mere stærk hund ville have overkommet belastningen.



  • #10   16. nov 2014 ja, rigtig gode overvejelser.

    For vender man den rundt, ville jeg jo ikke et sekund være i tvivl om at tage tæven ud af avlen selvom at hun startede med at have et godt sind.
    Omvendt er der selvfølgelig også gradbøjninger af dette.
    For jeg har en tæve som er en fatastisk hundemor, udadvendt, nysgerrig, gå på mod, men da hun var omkring ½ år havde hun én enkelt dårlig oplevelse med en sort labrador hund der sprang ud fra en ikke indhegnet have mens vi gik tur i villakvarteret på fortorvet, og labradoren tog fat rundt om halsen/nakken på min tæve mens hun skreg i vilden sky.
    Siden den oplevelse, krymper hun sammen og gemmer sig bag mig når der kommer en stor sort hund løbende over imod os.
    Også selvom jeg lige siden oplevelsen har trænet med flinke, sorte hunde og prøvet at give hende en masse positive oplevelser, netop den vil bare ikke ud af hende.

    Havde oplevelsen nu gjort at hun blev bange for alle hunde, og hendes adfærd generelt havde ændret sig, så var hun blevet taget ud af avl.
    Men ikke sikkert en hanhund var blevet taget ud.


  • #11   16. nov 2014 Jeg tænkte faktisk over præcist dette emne forleden, bare med mennesker. Hvis en kvinde oplever noget ubehagelig og får en depression, kan dette så arves af barnet? Det er jo bevist, at depression kan være genetisk arveligt. Men i denne situation er det ikke gener, men en oplevelse der resulterer i depressionen - og sådan en oplevelse kan jo ikke nedarves. Spørgsmålet er så, om depressionen hele tiden har "ligget i generne" og først er kommet frem nu, og derfor alligevel kan nedarves. Det kan man jo ikke vide.. spændende emne smiley

  • #12   16. nov 2014 For mig er depression en fysisk tilstand, som nok kan være udløst af udefrakommende faktorer men årsagen kommer indefra og handler om kemi og fysiologi.
    Og dermed måske noget der kan gives videre via både arv og miljø...
    Men det er jo en længere diskussion.

    Det, der ihvertfald er relevant for en kvinde med depression er, hvilken påvirkning tilstanden har på barnet mens det står på.


  • #13   16. nov 2014 jeg tror bestemt det kan påvirke, både barn og hvalpe, når det kommer til moderen.
    Det er også derfor jeg skriver at der er en forskel.

    For moderen påvirker jo hvalpene både mens hun er drægtig og efterfølgende.
    Alt fra hjrterytme, puls, vejrtrækning, stresniveau osv mens de ligger i maven og endnu mere efterfølgende med hele tævens adfærd.

    Hanhunden derimod "leverer" jo bare.

    Men I har helt ret tænker jeg: man kan jo overveje om sindet i forvejen var "svagt" eller letpåvirkeligt hvis det ændrer sig drastisk pga en oplevelse.


  • #14   16. nov 2014 Jeg har hverken erfaringer eller observationer. Men tænker at svaret som udgangspunkt er nej, en dårlig oplevelse vil ikke præge udfaldet af et hvalpekuld. Og dog, for har denne han lettere til at blive nervøs/ængstelig/påvirket af en oplevelse end andre? Det ved man jo ikke.
    For hans medfødte resilliens overfor dårlige oplevelser vil vel netop være arvelig?


  • #15   16. nov 2014 Altså, jeg ville aldrig bruge en hanhund i avlen, hvis denne kryber rundt ved mindste forskrækkelse, og generelt har så svagt et væsen, at han for let påvirkes af alm stressfaktorer.
    MEN jeg ville ingen skrupler have ved at bruge en hanhund, som fx ikke kunne med sorte hunde pga en skidt oplevelse som yngre, eller en hanhund som var bange for badebolde pga manglende prægning på disse som hvalp. Altså bare for at give to eksempler på ting, som ikke nedarves til hvalpene.

    Nu har jeg lige brugt dagen på en udstilling i dag - og kan uden at blinke sige at der avles på alt for skrøbeligt sind rundt omkring i landet. Der er simpelthen for mange hunde, der kravler rundt langs panelerne og tydeligt viser at de er utrygge ved både nye steder, nye mennesker og nye hunde. Det er ikke ok!
    At være reserveret er ok. At være direkte sky, utryg og bange, er ikke. Det er ikke fair at byde hundene sådan et liv. Hverdagen består af møder med tusindvis af ukendte ting. Det skal man altså kunne håndtere.


  • #16   16. nov 2014 CH: ja, det er så en helt anden sag, hvis vi snakker depression når barnet er født smiley (eller hvilken påvirkning depressionen har på graviditeten)

  • #17   16. nov 2014 Man kan måske komme et svar tættere ved at tænke på en hanhund, som har indgået i avl tidligere..

    Lad os sige, at han har fået to kuld hvalpe, som begge er faldet positivt ud, både hvad angår eksteriør og sind/temperament..
    Han kommer så ud for nogle uheldige hændelser, som fx gør ham utryg ved andre hanhunde..
    Ville man bruge ham til at lave et tredje kuld?


  • #18   16. nov 2014 Kris - den store ubekendte i avl er jo altid hvad hunden giver fremfor hvad den er.

    Så har den givet godt afkom, så ville jeg ikke betænke mig.


  • #19   16. nov 2014 Det er jeg helt sikker på, at mange ville, Kris.

    Jeg har det selv lidt svært med egetkønsproblemer, fordi min race kan være skarp nok i sig selv. De behøver ikke mere af den slags oveni smiley
    Derfor vælger jeg avlshanner, som kan med andre hanner. Det er helt sikkert lige dele arv og prægning, der hersker på området for min races vedkommende, men jeg vil hellere gå med både livrem og seler.

    CH har dog en vældigt god pointe. Ikke alt nedarves jo. Nogle linjer har meget stor nedarvningsfaktor på flere punkter, bl.a. sind. Min egen tæver lader til at give sin enorme samarbejdsevne videre uanset hvad hannen byder ind med.


  • #20   16. nov 2014 Ja det er jo svært at vide og umuligt at teste..
    Man kan jo først få en idé om det, hvis hunden har indgået i avl, og da er det jo "for sent" at gøre om, hvis man fejler..
    Meget spændende emne


  • #21   16. nov 2014 jeg ville ønske man brugte mentalbeskrivelser mere i min race, måske andre også har det sådan.
    Jeg synes det er ærgerligt at det mest er schæferklubben og boxerklubben der tager dem i anvendelse.

    Jeg ved godt de ofte åbner op for andre racer, men pladserne er deres første prioritet, og pladserne ryger bare hurtigt.

    Desværre er mentaltest stort set ikke brugt i selskabhundeklassen.
    Tænker ellers det er et genialt redskab til at finde ud af nogle instinktmæssige tendenser hunden reagerer på.

    Skulle hunden så være udsat for en speciel hændelse, kan man jo tage testen igen og se hvad og hvordan det har påvirket hunden generelt set.

    Og ja: super god pointe i det med at se på afkom!


  • #22   16. nov 2014 I schæferregi er der ikke så mange mentalbeskrivelser - det er der derimod i rotteklubben da det er et avlskrav.

    Jeg må jo nok erkende at jeg ikke synes de kan bruges til så meget. Min oplevelse er, at der er en kæmpe fejlmargen og så smutte anvendeligheden.



  • #23   16. nov 2014 sorry ja, det var rotweilerklubben og boxerklubben jeg har prøvet at skrive mig op til dengang! Godt du lige rettede det CH.

    Jeg har hørt rigtig mange fortælle at de er blevet klogere på deres hund og egentlig finder det et meget gavnligt redskab til avl og matche hanhund og tæve.

    Men har ikke selv haft det i hænderne.


  • #24   16. nov 2014 Jeg planlægger endnu en mentalbeskrivelse. Jeg synes nemlig det er et fedt - og meget undervurderet - redskab! Følg med på hundeweb i det nye år.

  • #25   18. nov 2014 Altså det skal jo virkelig være en seriøst voldsom oplevelse, hvis det skal kunne påvirke en ellers mentalt sund hund så negativt at den ikke er i stand til at kunne afreagere og får en varig påvirkning.
    Derfor giver jeg ikke meget for det når folk påstår at deres hund er helt iorden rent mentalt men at den er blevet sky, aggressiv eller voldsomt usikker fordi den har haft én dårlig oplevelse. En hund der forbliver mærket af det resten af livet er ikke en hund det er OK at avle på. Med mindre det selvfølgelig virkelig er en meget voldsom og traumatisk oplevelse. Det er fx ikke OK at den viser nervøsitet eller aggresivitet fordi den en enkelt gang er blevet overfaldet af en 'stor sort hund' (klassikeren over dem alle).


  • #28   18. nov 2014 Loppen:
    Nu spørger du mig om jeg synes det er ok at bruge hende i avl, og eftersom jeg har gjort det, så er det fordi jeg synes det er mere end ok. smiley
    Så ja, det synes jeg er ok.

    For mig at se ligger forskellen i det at have en nervøs, sky, agressiv eller hvad det måtte være adfærd eller tilgang til alting, eller så have en enkelt reaktion på én bestemt ting.

    Der bliver givet et eksempel længere oppe med badebolde f.eks. og for lige at gribe den, så kunne jeg da heller ikke drømme om at hive en tæve ud af avl fordi den reagerer på badebolde fordi den ikke har været præget af disse fra hvalp af.
    Fordi tæven er bange for badebolde betyder jo ikke at den ligger og stresser til dagligt med høj puls og hjertebanken i fødekassen.

    Og det gør min tæve så heller ikke.

    Men jeg skulle bestemt være opmærksom når vi var ude i den vide Verden blandt busser der kom kørende, biler der dyttede, scootere der kørte forbi og der var en chance for at møde store sorte hunde.
    Så skulle jeg være ekstra på i forhold til hvalpene og give dem plads til at hilse pænt på hunden efter aftale med ejeren så fremt den sorte hund kunne give en positiv oplevelse.
    Ingen af de hvalpe jeg har sendt afsted har arvet det med de sorte hunde fra min tæve.

    Men andre kan da tænke anderledes end mig... kom endelig med Jeres mening og begrundelse derpå.

    Ville I hive en tæve ud af avlen hvis den var bange for én specifik ting, om det så er ældre mennesker med rullator, en badebold eller store sorte hunde?

    Ved godt emnet tog en drejning fra hanhundene, men det er da spændende. smiley
    Og jeg er ikke enig i det med det kun er hunde af svag psyke der lader sig påvirke af en oplevelse. For mig at se ville en svag psyke så træde igennem i oplevelsen af andre ting eller den måde hunden agerer på generelt. Jeg tror ikke på at hunden til daglig fungerer til Ug og håndterer alt som det skal, men har en svaghed pga en oplevelse, og så er det dårlig psyke.
    Hvis den ene oplevelse så udløste en generel uhænsigtsmæssig adfærd; så Ja. Enig. Det ville for mig være tegn på at den ene oplevelse viser en svag psyke i hunden.


  • #30   19. nov 2014 Jeg har en han, som blev overfaldet 3 gange indenfor en ganske kort periode, som helt ung. Han reagerer meget kraftigt overfor fremmede hanner og meget vimse unghunde, han ikke helt ved hvor han har. Jeg er overbevist om at han ville kunnet have været trænet til at omgås andre hanner, hvis jeg bare havde sat ind med den rigtige træning på det tidspunkt, i stedet for at ignorere oplevelserne og selv lade hunden bearbejde dem.
    Han har lavet 7 kuld herhjemme og et enkelt i Sverige. Der er en enkelt hanhvalp, som har vist lidt af de samme tendenser, men hvor moderen til det kuld også har haft en hvalp fra en anden kombination, der har samme problem.
    Ellers er resten af hvalpene pænt fornuftige i deres hoveder, og jeg får faktisk ret tit ros fra flere af hvalpenes/hundenes ejere om hvor glade de er for deres hunde og hvor fint de trives.
    Men om jeg ligefrem vil sige at hannens temperament ingen betydning har for hvalpene, vil jeg ikke konkludere. Min han er bare et eksempel.


  • #31   19. nov 2014 Måske kan man sige det ret enkelt, at hannens medfødte temperament har indflydelse på hvalpene, men hans opførsel har ikke, med mindre han bor og går sammen med hvalpene.
    Tævens opførsel vil naturligt påvirke hvalpene mest, men jeg vil mene, at også andre voksne hunde, der går sammen med hvalpene vil kunne påvirke via deres opførsel.
    De mange hanhunde, der laver er kuld ude i byen eller bare slet ikke er sammen med hvalpene, vil jo ikke kunne påvirke via deres egen opførsel.


  • #32   19. nov 2014 Når det drejer sig om en helt ung han, der er blevet overfaldet, og som ender med at blive egetkønaggresiv, synes jeg, det er svært, for hvem kan vide med sikkerhed, hvordan han ville være overfor andre hanner, hvis han ikke var blevet overfaldet.

    Måske ville han under alle omstændigheder være blevet egetkønaggresiv, når han var blevet fuldvoksen, måske ville han ikke. Eftersom det som regel er noget der først dukker op på et eller andet tidspunkt i unghundealderen, kan man vel ikke frikende hunden for tendensen, før den er et par år gammel.


  • #37   19. nov 2014 Jeg har da helt klart også kunne se temperamentet fra de hanner, jeg har brugt, slå igennem på nogle af hvalpene. Og det samme med min han, der blev brugt til en del kuld rundt omkring. Der kunne jeg bestemt nikke genkendende til mange af de tilbagemeldinger, jeg fik fra både opdrættere og hvalpekøbere.



  • #39   19. nov 2014 Det er faktisk en sjov observation det med om man kan se noget af hanhunden i hvalpene... altså sådan helt tydeligt.
    Jeg synes ikke jeg har oplevet at noget af hvalpekuldene havde en egenskab eller viste en temeraments side der var sådan helt fremmed for mig.

    Jeg kan tydeligt se at min tæves jagtgen (cavalieren er tidligere blevet brugt til fuglejagt, men ikke rigtig mere) det går igen i hvalpene. Rent instinktivt løber de over til en fugl, jager den op, og løber så tilbage til ejeren. Dette kan ejerne fortælle alle sammen, og det synes jeg er sjovt at høre om.
    Min nye tæve som jeg forhåbentlig skal avle på, jager ikke fugle op, så jeg er spændt på om det bliver andre historier fra hvalpekøberne så. smiley


Kommentér på:
temperament og arvelighed

Annonce