{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.074 visninger | Oprettet:

Sorg efter tab af ven {{forumTopicSubject}}



Sorg efter tab af ven
Oprettet: 1 sekunder siden0 visninger
Hvordan har i håndteret det?

Funky var med hele vejen med Juice i går og hun er ked af det nu, selvfølgelig. Det hjælper ikke at vi er kede af det..

I nat sov jeg i stuen med hende, til at starte med ville hun bare ligge i kurven, men ved 3 tiden kravlede hun op til mig i sofaen og lagde sig op af mig og pressede sig ind til mig. Der lå hun stadig kl 7.

Af andre grunde har hun op til dette fået rescue remedy så det fortsætter hun på.

Hvor lang tid har i oplevet de sørger? Og hvad har i gjort for at hjælpe dem videre?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Sorg efter tab af ven
  • #1   8. sep 2021 Jeg ved ikke hvor længe det kan stå på.
    Men vil bare lige sende jer de bedste tanker og medfølelse smiley håber ikke hun skal have det sådan alt for længe


  • #2   8. sep 2021 Vi fik aflivet money og Boogie samme dag, og da alle tre hunde ikke kunne sammen, var Lilo ikke med. Vi troede ikke hun ville reagere, men det gjorde hun.
    I 3 uger var hun voldsom deprimeret, gik fra foderet og gad os ikke.

    Jeg er ked af jeres tab.


  • #3   8. sep 2021 Jeg ved ikke om jeg vil sige at Clinton sørgede over tabet af Perle. Men det var tydeligt at han manglede sin ven. Han blev mere 'klistret' og alt det leg han havde dagligt med Perle har vi så måttet stå for; han invitere os til at lege på fuldstændig samme måde som han inviterede Perle til leg. Og vi har selvfølgelig efterkommet det de fleste af gangene smiley Så vi leger tagfat rundt i laden - tilsyneladende Clintons yndlingsleg. Han har haft lidt nedsat ædelyst hen over sommeren. Vi sagde farvel til Perle 31/5 og det er først i løbet af vores sommerferie den sidste uge af juli og først uge i august at han har været helt tilbage i sit normale ædemønster (tøm skålen i nærmest en mundfuld så snart den sættes ned). I løbet af vores sommerferie begyndte han også pludselig at dukke op i sengen og sove der hele natten. Noget han ellers aldrig har gjort. Det er ikke noget der sker tit; måske en gang om ugen. Men førhen foretrak han sin egen pude på gulvet i soveværelset.


  • #4   8. sep 2021 Vi mistede vores gamle Olfert meget pludseligt, og Molli var ikke med hele vejen, da det desværre var meget akut, men hun så ham være døende på køkkengulvet. I ca. tre uger efterfølgende frygtede jeg faktisk, at hun også måtte samme vej, for hun var godt nok ulykkelig. Hun spiste knapt og bevægede sig næsten ikke. Efter tre uger var hun mere normalt, men stadig mere nedtrykt og slukket end normalt. Der gik vel en tre måneders tid, før hun var nogenlunde sig selv igen.

  • #5   8. sep 2021 Da jeg første gang stod med en hund, der havde mistet sin ven, gjorde jeg meget ud af, at give Oskar gode oplevelser, der gik ikke længe, inden han var sig selv igen. Anden gang vi mistede, var Oskar næsten 11 år og der var ikke noget særlig, at mærke på ham. Walther var 2 år, da vi mistede Oskar 13 1/2 år gammel, der døde pludselig. Der oplevede jeg for første gang, at en af mine hunde virkelig savnede den anden. Jeg gjorde som jeg havde gjort, da Oskar første gang mistede sin ven, at give Walther gode oplevelser. Men modsat Oskar, blev Walther ved med at sørge. Herhjemme gik han ind på værelset og lå der. Sådan gik der næsten 2 måneder. Så fik jeg tilbudt Laurids, han var knap 3 år gammel og manglede et nyt hjem. Laurids kom på prøve hos os en fredag og vi skulle se hvordan set gik weekenden over. Allerede søndag havde de fundet hinanden. Siden da gik det kun fremad med Walther og blev igen den glade hund han var før. Jeg behøver nok ikke fortælle at Laurids blev her hos os. De to er hvad jeg vil kalde soulmate. Jeg gruer for den dag vi mister den ene af dem. Det bedste for dem vil være, at det sker samtigdig.

  • #7   9. sep 2021 Jeg ved ikke om det er fordi de er to, at det har gået overraskende (for mig) godt herhjemme.

    Vi sagde farvel til Liva den 17/8. Hun havde længe skrantet, hvilket jeg er sikker på, at Maggie og Tesla havde opfattet.
    På selve dagen gik vi en tur fra morgenstunden på vej ud til dyrlægen.
    Jeg gik selv ind til dyrlægen med Liva.
    Da hun var væk, kom de to sorte ind hver for sig.
    Maggie viste ikke, at hun registrerede, at Liva lå der, men jeg er sikker, at hun opfattede det. Tesla var kort henne og snuse. Derefter var de egentlig mest obs på hvor det var, at dyrlægen plejer at have gufferne.

    Der har ikke været tegn på sorg eller søgen efter Liva bagefter. Faktisk synes jeg, at særligt Maggie på 10 år er blomstret noget op. Hun har været lidt ramt af "midterste barn"-syndromet, hvor meget af min opmærksomhed har været på syg Liva og træning af Tesla.

    Min situation er jo så også noget anderledes fra TS, da sygdom har sneget sig ind på os længe og de to sorte helt sikkert har været klar over, at Liva ikke havde det godt.


  • #8   10. sep 2021 Har Funky taget godt imod Zelda?

  • #9   10. sep 2021 Salla... Bob bob.. Hun synes hun er temmelig klam. Hun har jo både labrador lus, er gul og lugter af hvalp. Men altså hun har da haft hende på rendegraver kursus her til morgen

    profilbillede
Kommentér på:
Sorg efter tab af ven

Annonce