Aflivning, for tidligt, for sent {{forumTopicSubject}}

Uha, bare tanken om at spørge giver mig kvalme og ondt i maven, men bliver nødt til det.

Jeg har jo min dejlige og højt elskede Bossie, som kører på 11 år.
Elsker hende højere end noget andet og frygter den dag, hendes tid til at sove ind kommer, men kan jo ikke komme uden om, at hun er en gammel dame også hendes race taget i betragtningen.

Umiddelbart virker hun stadig rask og rørig, men hun har feks. spondylose, fået opereret et sprængt korsbånd for ca 2 år siden, noget eksem, som dyrlægen stadig ikke ved hvad er efter 3 kure for skab og hun sover meget.
Hun har altid været en underlig dame, så synes ikke som sådan, at hun har fået gammel-kone-tossethed hehe
Hun løber stadig rundt og slås med vapsen, når hun får lov, hvilket er sjældent pga spondylosen.
Hun elsker at løbe rundt jo, tror stadig hun er en lille hvalp, men jeg bliver nødt til at sige nej, for dagen efter kan hun ikke rejse sig og har så mange smerter.

Bossie har haft et hårdt liv de første 7-8 år og jeg har forkælet hende, elsket hende og så vidt muligt gjort hvad jeg kunne for at gøre hendes sidste år, så lykkelige som muligt.
Jeg ønsker på ingen måde, at hun skal aflives før det er nødvendigt, men samtidig ønsker jeg på ingen måde overhovedet, at hun skal komme til at lide den mindste smule (håber I forstår hvad jeg mener)
Jeg ser hende hver dag, så for mig er det måske også en del sværere at se evt. ændringer, som kommer gradvist.

Men jeg er bange for, at jeg ikke er i stand til at se klart på tingene og sige okay, NU er det tid til at Bossie kommer op i hundehimlen, for hun ER min øjesten, min prinsesse, hun har været der for mig i tykt og tyndt siden hun var 8 uger og det bliver kraftedme hårdt at skulle sige farvel til hende.
Jeg har ikke lyst til at lege Gud og sige, så hund, nu skal du dø!!

Hvordan ved man, at det er tid?
Hvad ville I vurdere ud fra?
Nogle råd?
HJÆLP