Bid Aflivning Sorg - Ny hvalp? {{forumTopicSubject}}

Forrige fredag måtte vi - lidt pludseligt - tage den tunge beslutning, at aflive vores 2 labradorhunde Sally og Ronja. Sally på snart 8 år og hendes datter Ronja på 3½ år.

Det havde nok været under opsejling nogen tid. Vi havde fået 2 politianmeldelser på Ronja for hundebid. Den første var et mindre nap ved et uheld, da min søn ville lufte dem, og han ikke var vant med at håndtere dem. Ifølge den anden anmeldelse skulle Ronja have bidt en mand i baglåret, men det kender min mand, der lufter dem, ikke noget til. Så den sag lader vi gå til retten. Betjenten advarede om, at de ville konfiskere hende, hvis hun fik flere anmeldelser.

Den fredag gik det galt. Hundene var i haven og gøede af en lille hund, der gik forbi. Uheldigvis brød de igennem lågen, og Sally angreb den lille hund. Jeg styrtede gennem haven, for at stoppe hende, og heldigvis var der tilsyneladende ikke sket den lille hund noget. Men vi var alle chok, og Sally stod til at blive politianmeldt.

Det, der nok var dråben, var, at naboerne forklarede, at de var bange for vores hunde, når de gik forbi haven. De havde også en ret irriterende tendens til, at gø af alle, der gik forbi. Jeg plejede dog altid, at kalde dem til mig og lukke dem ind, når jeg så det ske.

Vores genbo fortalte, at hun var nervøs ved at lade sine små børn lege på vejen. Jeg havde aldrig tænkt på vores hunde på den måde. Det er ligesom, de havde 2 sider. På den ene side var de verdens bedste familiehunde, men på den anden side meget vagtsomme overfor fremmede.

Det var også sket et par gange, at Ronja var brudt igennem hegnet og havde generet genboens hund, fortalte hun. Hvad nu hvis det gik ud over børnene en dag. Og en anden dag på vej hjem fra en gåtur, hvor genboens hund var ude på vejen, var Sally løbet efter den og havde skambidt den, så den måtte til dyrlægen. Dette blev dog ikke anmeldt.

Men alt i alt var vi nået til et punkt, hvor vi ikke længere kunne tage ansvar for vores hunde, og hvor vi frygtede hvad det næste "uheld" kunne indebære. Vi vedtog sammen i familien, at de begge måtte aflives, og ca. en time efter sov de stille og ubekymret ind hos dyrlægen.

Men det var hårdt. Rigtig rigtig hårdt. Selv om vi ikke var i tvivl om, at det var den eneste rigtige beslutning. Det er nu engang - på godt og ondt - det ansvar man bærer som hundeejer. Men det føltes, som at skulle aflive 2 af sine børn. Især for min mand, der var særlig tæt knyttet til dem.

Vi er stadig i sorg og savner dem begge to. Men selv føler jeg det også lidt som en lettelse, ikke at skulle være konstant på vagt og nervøs for, om de ville gøre mere skade på andre hunde.

De havde dog ikke altid været sådan. Sally var den skønneste, venlige og rolige hund, man kunne tænke sig. Men der skete noget med hende, efter hun fik hvalpe. Hun blev mere vagtsom. I starten var det OK, men det var ligesom, at det langsomt blev værre.

Naboen fik en lille ny hund (pekingeser). Hun havde én i forvejen, som der absolut ikke var nogle problemer med. Men den lille nye kunne mine hunde ikke snuppe. Det blev til en masse larm og ballade gennem hækken, når begge hold var i haven. Efterhånden gik det lidt bedre, men især Sally var på vagt og lige så snart havedøren blev åbnet strøg hun hen til hækken, for at se om de var ude. Ronja fulgte bare med, men det var som om, at flokmentaliteten begyndte at tage overhånd.

Vi havde også fra starten af, kunne sætte hundene udenfor Brugsen uden problemer. Folk kunne gå hen og tale med dem, uden det kom nogle negative reaktioner ud af det. Men efterhånden ændrede det sig. En dag så jeg Ronja snappe ud efter en mand. Siden blev de hjemme.

Et andet problem, der var opstået på det seneste, var, at vi ikke længere kunne kalde hundene til os, hvis de først var løbet. Tidligere havde de leget på de store åbne arealer, hvor vi kastede med pinde, bolde mv. - eller de selv tog en omgang "fangeleg" i fuld fart efter hinanden. Så herligt et syn - især blev de meget kåde om vinteren.
Men det var ligesom udviklingen eskalerede i en negativ retning mht. til både lydigheden og aggressiviteten.

En dag på stranden, hvor vi kastede bolde i vandet, fik de øje på en anden labrador og vupti, så var de i fuldt firspring imod den. Der skete intet, og hundeejeren tog det meget positivt, men følelsen af den manglende kontrol var meget ubehagelig.

Det er sådan, at det i det daglige er min mand, der tager sig af hundene. De er rent ud sagt møgforkælede. Han fodre dem ved bordet og de får madrester i hundeskålene bagefter, sammen med det daglige tørfoder. De bliver luftet fast 3 gange dagligt, ligger på skødet eller sofaen, og sover i dobbeltsengen om natten.

Det er ikke helt min måde, at have hund på. Ville aldrig fodre ved bordet. Men det er ikke let, at lave om på sin mand, og af dårlige sider, er dette da ikke blandt det værste. Det er så til gengæld mig, der går til hvalpetræning med dem. Har også gået lidt til agility med Sally, men hun var ikke glad for højder. Ronja lærte jeg, at hente og aflevere bolden, hvilket var til stor glæde for hende. Hun blev en rigtig bold-hund.

Når manden lufter hundene, går de i Flexi liner. De er alle tiders til frie gåture, hvor hunden kan snuse omkring. Ved møde med cykler, mennesker eller andre hunde, blev linen kortet op - eller hunden beordret til at sidde ned. Men den almindelige lydighedstræning, bliver som sådan ikke anvendt i hverdagen. Allerede fra hvalpe af, havde jeg lært hvalpene at sitte blot ved en enkelt håndbevægelse - 8 stk. på en gang. Men manden har ikke samme erfaring, som hundefører, som jeg, og bruger ikke kommandoerne så meget. Jeg tror slet ikke, at han bryder sig om, at kommandere med dem.

Det må være forhistorie nok

Problemet lige nu, er min mands dybe sorg. jeg ved godt, at vi endnu er lidt tidligt i forløbet. Der er jo kun lige knapt gået 14 dage, og han har endnu brug for mere tid. Men han har vendt sin sorg til noget negativt. Han ser sig sur på omgivelserne/naboerne, som om det var dem, der var noget galt med. Han ved jo godt, at det var nødvendigt at aflive hundene, men det virker som om, han skubber ansvaret fra sig og giver de andre mennesker skylden. Håber, at denne negative indstilling vil fortage sig igen. Jeg har ladet ham vide, at jeg ikke er enig, men han er endnu alt for følelsesladet til at lytte eller argumentere med.

Jeg har så overvejet, om en ny hvalp vil være "god medicin" for ham. Han har ellers længe sagt - også før aflivningen - at han ikke ville have hunde mere. Men jeg ved ikke om han mener det? Børnene og jeg vil gerne, skønt det jo også er meget ansvar og arbejde. Jeg har kigget lidt på forskellige racer, taget test på nettet for at finde den rigtige hund til familien mv.

Hvis det skulle være, så skal vi kun have én hund, og må så sørge for at socialisere den med naboernes hunde. Hunden må ikke være for stor - gerne et nummer eller to mindre end labradoren. Den må ikke være aggressiv overfor fremmede og helst heller ikke gø for meget. Den skal helst ikke være for langhåret eller kræve megen pelspleje. Men det er ikke let, at finde den rette race, til det som vi kan tilbyde den. Måske er det også bedst ikke at få hund igen?

Jeg har kigget på dalmantiner, husky, spaniels mv. En puddel ville være god, da de ikke fælder, men falder nok ikke i mandens smag. Engelsk springer spaniel var måske en idé, eller en mindre hund?
Har I nogle forslag til gode rolige familiehunde?