{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.540 visninger | Oprettet:

Bid Aflivning Sorg - Ny hvalp? {{forumTopicSubject}}

Forrige fredag måtte vi - lidt pludseligt - tage den tunge beslutning, at aflive vores 2 labradorhunde Sally og Ronja. Sally på snart 8 år og hendes datter Ronja på 3½ år.

Det havde nok været under opsejling nogen tid. Vi havde fået 2 politianmeldelser på Ronja for hundebid. Den første var et mindre nap ved et uheld, da min søn ville lufte dem, og han ikke var vant med at håndtere dem. Ifølge den anden anmeldelse skulle Ronja have bidt en mand i baglåret, men det kender min mand, der lufter dem, ikke noget til. Så den sag lader vi gå til retten. Betjenten advarede om, at de ville konfiskere hende, hvis hun fik flere anmeldelser.

Den fredag gik det galt. Hundene var i haven og gøede af en lille hund, der gik forbi. Uheldigvis brød de igennem lågen, og Sally angreb den lille hund. Jeg styrtede gennem haven, for at stoppe hende, og heldigvis var der tilsyneladende ikke sket den lille hund noget. Men vi var alle chok, og Sally stod til at blive politianmeldt.

Det, der nok var dråben, var, at naboerne forklarede, at de var bange for vores hunde, når de gik forbi haven. De havde også en ret irriterende tendens til, at gø af alle, der gik forbi. Jeg plejede dog altid, at kalde dem til mig og lukke dem ind, når jeg så det ske.

Vores genbo fortalte, at hun var nervøs ved at lade sine små børn lege på vejen. Jeg havde aldrig tænkt på vores hunde på den måde. Det er ligesom, de havde 2 sider. På den ene side var de verdens bedste familiehunde, men på den anden side meget vagtsomme overfor fremmede.

Det var også sket et par gange, at Ronja var brudt igennem hegnet og havde generet genboens hund, fortalte hun. Hvad nu hvis det gik ud over børnene en dag. Og en anden dag på vej hjem fra en gåtur, hvor genboens hund var ude på vejen, var Sally løbet efter den og havde skambidt den, så den måtte til dyrlægen. Dette blev dog ikke anmeldt.

Men alt i alt var vi nået til et punkt, hvor vi ikke længere kunne tage ansvar for vores hunde, og hvor vi frygtede hvad det næste "uheld" kunne indebære. Vi vedtog sammen i familien, at de begge måtte aflives, og ca. en time efter sov de stille og ubekymret ind hos dyrlægen.

Men det var hårdt. Rigtig rigtig hårdt. Selv om vi ikke var i tvivl om, at det var den eneste rigtige beslutning. Det er nu engang - på godt og ondt - det ansvar man bærer som hundeejer. Men det føltes, som at skulle aflive 2 af sine børn. Især for min mand, der var særlig tæt knyttet til dem.

Vi er stadig i sorg og savner dem begge to. Men selv føler jeg det også lidt som en lettelse, ikke at skulle være konstant på vagt og nervøs for, om de ville gøre mere skade på andre hunde.

De havde dog ikke altid været sådan. Sally var den skønneste, venlige og rolige hund, man kunne tænke sig. Men der skete noget med hende, efter hun fik hvalpe. Hun blev mere vagtsom. I starten var det OK, men det var ligesom, at det langsomt blev værre.

Naboen fik en lille ny hund (pekingeser). Hun havde én i forvejen, som der absolut ikke var nogle problemer med. Men den lille nye kunne mine hunde ikke snuppe. Det blev til en masse larm og ballade gennem hækken, når begge hold var i haven. Efterhånden gik det lidt bedre, men især Sally var på vagt og lige så snart havedøren blev åbnet strøg hun hen til hækken, for at se om de var ude. Ronja fulgte bare med, men det var som om, at flokmentaliteten begyndte at tage overhånd.

Vi havde også fra starten af, kunne sætte hundene udenfor Brugsen uden problemer. Folk kunne gå hen og tale med dem, uden det kom nogle negative reaktioner ud af det. Men efterhånden ændrede det sig. En dag så jeg Ronja snappe ud efter en mand. Siden blev de hjemme.

Et andet problem, der var opstået på det seneste, var, at vi ikke længere kunne kalde hundene til os, hvis de først var løbet. Tidligere havde de leget på de store åbne arealer, hvor vi kastede med pinde, bolde mv. - eller de selv tog en omgang "fangeleg" i fuld fart efter hinanden. Så herligt et syn - især blev de meget kåde om vinteren.
Men det var ligesom udviklingen eskalerede i en negativ retning mht. til både lydigheden og aggressiviteten.

En dag på stranden, hvor vi kastede bolde i vandet, fik de øje på en anden labrador og vupti, så var de i fuldt firspring imod den. Der skete intet, og hundeejeren tog det meget positivt, men følelsen af den manglende kontrol var meget ubehagelig.

Det er sådan, at det i det daglige er min mand, der tager sig af hundene. De er rent ud sagt møgforkælede. Han fodre dem ved bordet og de får madrester i hundeskålene bagefter, sammen med det daglige tørfoder. De bliver luftet fast 3 gange dagligt, ligger på skødet eller sofaen, og sover i dobbeltsengen om natten.

Det er ikke helt min måde, at have hund på. Ville aldrig fodre ved bordet. Men det er ikke let, at lave om på sin mand, og af dårlige sider, er dette da ikke blandt det værste. Det er så til gengæld mig, der går til hvalpetræning med dem. Har også gået lidt til agility med Sally, men hun var ikke glad for højder. Ronja lærte jeg, at hente og aflevere bolden, hvilket var til stor glæde for hende. Hun blev en rigtig bold-hund.

Når manden lufter hundene, går de i Flexi liner. De er alle tiders til frie gåture, hvor hunden kan snuse omkring. Ved møde med cykler, mennesker eller andre hunde, blev linen kortet op - eller hunden beordret til at sidde ned. Men den almindelige lydighedstræning, bliver som sådan ikke anvendt i hverdagen. Allerede fra hvalpe af, havde jeg lært hvalpene at sitte blot ved en enkelt håndbevægelse - 8 stk. på en gang. Men manden har ikke samme erfaring, som hundefører, som jeg, og bruger ikke kommandoerne så meget. Jeg tror slet ikke, at han bryder sig om, at kommandere med dem.

Det må være forhistorie nok

Problemet lige nu, er min mands dybe sorg. jeg ved godt, at vi endnu er lidt tidligt i forløbet. Der er jo kun lige knapt gået 14 dage, og han har endnu brug for mere tid. Men han har vendt sin sorg til noget negativt. Han ser sig sur på omgivelserne/naboerne, som om det var dem, der var noget galt med. Han ved jo godt, at det var nødvendigt at aflive hundene, men det virker som om, han skubber ansvaret fra sig og giver de andre mennesker skylden. Håber, at denne negative indstilling vil fortage sig igen. Jeg har ladet ham vide, at jeg ikke er enig, men han er endnu alt for følelsesladet til at lytte eller argumentere med.

Jeg har så overvejet, om en ny hvalp vil være "god medicin" for ham. Han har ellers længe sagt - også før aflivningen - at han ikke ville have hunde mere. Men jeg ved ikke om han mener det? Børnene og jeg vil gerne, skønt det jo også er meget ansvar og arbejde. Jeg har kigget lidt på forskellige racer, taget test på nettet for at finde den rigtige hund til familien mv.

Hvis det skulle være, så skal vi kun have én hund, og må så sørge for at socialisere den med naboernes hunde. Hunden må ikke være for stor - gerne et nummer eller to mindre end labradoren. Den må ikke være aggressiv overfor fremmede og helst heller ikke gø for meget. Den skal helst ikke være for langhåret eller kræve megen pelspleje. Men det er ikke let, at finde den rette race, til det som vi kan tilbyde den. Måske er det også bedst ikke at få hund igen?

Jeg har kigget på dalmantiner, husky, spaniels mv. En puddel ville være god, da de ikke fælder, men falder nok ikke i mandens smag. Engelsk springer spaniel var måske en idé, eller en mindre hund?
Har I nogle forslag til gode rolige familiehunde?



Kommentarer på:  Bid Aflivning Sorg - Ny hvalp?
  • Jeanette O
    Jeanette O Tilmeldt:
    jun 2014

    Følgere: 6 Emner: 1 Svar: 1.893
    #1   9. jun 2016 Jeg kan ikke finde ud af om det er seriøst

    Det er så meget uansvarlighed i din test


  • #2   9. jun 2016 Helt ærligt , og det ved jeg jeg får hug for, men hvis man kan fucke 2 labradors så meget op at hele nabolaget er bange for dem og politiet ender med at true med konfiskering.. så mener jeg slet ikke i skal have hund.

    Sorry.


  • #3   9. jun 2016 Uansvarlighed eller ej, så er Anne en gammel bruger herinde. Jeg kan godt huske balladen da hun paratut ville oprette hele kuldet som tæven fik, samt at hun mente at hun sagtens kunne få stambog på dem.

    Jeg er ked af at høre at du har måttet tage den tunge beslutning at få både din tæve, og den hvalp i selv beholdte aflivet.
    Jeg har ikke noget forslag til hvilken slags ny hund i bør finde jer, dog vil jeg gå efter en rolig race hvis jeg var jer, og en husky er absolut ikke en sofahund, den skal aktiveres HVER dag, ellers render den på væggene
    Er nok en del enig med Zarah ... desværre


  • #4   9. jun 2016 Jeg beklager at måtte sige det, men umiddelbart synes jeg ikke, I skal have hund sådan lige foreløbig.

  • #6   9. jun 2016 trist historie - rigtig trist.

    Før I begynder at overveje ny hund, bør I helt klart finde ud af, HVAD, der gik galt med de 2 sidste.
    Var det jeres egen skyld - så at sige. evt. manglende aktivering/stimulering?

    Kunne det være sygdom hos den ene? og den anden derved blot var medløber?

    Før I har gennemtænkt -hvorfor- risikerer I jo at gentage problemet.

    Jeg har oprigtig ondt af jer.



  • #7   9. jun 2016 Jeg tænker også lidt sygdom/smerter hos den ene.

  • #8   9. jun 2016 De racer, du har set på, er i hvert fald ikke rolige familiehunde.

    Så hvis I vil have hund igen, så tænker jeg noget a la cavaliere king charles spaniel.


  • #9   9. jun 2016 Det gør mig ondt at høre med jeres hunde jeg tænker også at der er gået noget grueligt galt! Enten i opdragelse eller noget fysisk hos hunden(e) jeg har fuld forståelse for jeres naboer for hundene lyder til at have været super utilregnelige ! Jeg ville bestemt også vente en rum tid med at få hund igen- og ikke mindst afstemme forventninger og opdragelse med manden! Jeg ville blive Vandvittigt hvis min mand og jeg gjorde tingene SÅ forskelligt og det må da også være forvirrende og belastende for hunden.

  • #10   9. jun 2016 Jeg er enig med Pia og så synes jeg måske at det er en smule urealistisk med både husky og dalmantiner til en familie der ikke har haft det store overskud til træningen af jeres hunde.

    Jeg synes der i den grad er en mangel af tiltag, handling og forsøg på at ændre situationen til noget positivt efter allerede første episode.
    Hvor er adfærdsbehandleren? Den ekstra træning...det virker i den grad som om i blot har søgt at isolere dem mere, men ellers ladet stå til...
    At hundene spiser ved bordet har ingen relevans for om de er så aggressive som de tydeligvis blev.

    Sådan ordner man ingen problemer med hunde Det gør mig virkelig ondt dog, og det er ikke ment dømmende, blot en opfordring til virkelig at tænke godt over hvad der gik galt og hvorfor.

    Og så må jeg godt nok indrømme at var jeg jeres nabo -så ville jeg gyse ved tanken om at i fik hund igen hvis først jeg følte i havde ladet stå lidt til i forhold til at tage ansvar for de faktisk skræmmer livet af hele nabolaget -og med rette.
    At i ikke engang har tænkt tanken, undrer mig altså lidt. Jeg ved godt det kan komme som et chok, men de er udfarende, har angrebet andre hunde og mennesker...det giver ikke den store tiltro..og så for enden af en tynd flexline...

    Jeg ville være fristet til at tage min hund op...(ikke at det er noget jeg normalt går og gør...men to ustyrlige store hunde...med aggressive tendenser...der står jeg altså af)


  • #12   9. jun 2016 Som de andre siger, så er det en god idé at finde ud af hvad det nøjagtig var der gik galt. Labrador er ellers normalt en yderst nem race (syntes jeg ihvertfald) at opdrage og få noget godt ud af. Det er altså vigtigt at finde ud af om fejlen alene ligger hos jer, eller om der stak andre ting bag deres adfærd.

    Når det er sagt, så syntes jeg absolut ikke at en husky lyder til at passe særlig godt til jer - de kræver rigtig meget, og de kræver det hver dag da de ellers ikke vil trives. Lad være med at stol på de tests - at lave et emne herinde hvor du fortæller om jer, hvad I kan tilbyde og hvad i drømmer om, så vil folk komme med nogle forslag som rent faktisk passer til jer.

    Og så skal du og din mand altså blive enige om hvordan man gør tingene. Den uenighed, hjælper jer absolut ikke - ej heller hunden.


  • #13   9. jun 2016 trist det skulle ske.

    men for mig lyder det som hunde der har kedet røven ud af bukserne og derfor selv skulle finde på underholdning, de er ikek blvet aktiveret eller trænet nok.
    At de bliver fodret ved bordet fred være med det.

    når i ikke kan finde ud af at opdrage en lab, kan jeg slet ikek se jer opdrage hverken husky eller dalmatiner.

    Faktisk syntes jeg ikek i skal have nogen hund, men besklutter i jer for en burde i holde jer til selskabs racer i en lilel størrelse, og ikke lave hvalpe eller andet


  • #14   9. jun 2016 Ja, jeg synes virkelig også, I liiiiige skal give den et halvt måske et helt år, inden I begynder overhovedet at overveje, om en hund til er noget for jer.

    Det virker ikke til at være en god ide. Men det er jo jeres beslutning i sidste ende.

    Dertil vil jeg så sige, at når/hvis I begynder at kigge efter ny hund, så SKAL I kigge efter en hund, som passer til jeres familie, istedet for hundens udseende. Og jeg er endog ret sikker på, udfra dine egne race-forslag, at I har kigget 90% udseende og 10% egenskab. Det er slet ikke vejen frem!
    En lille og fredelig race kan også blive agressiv og bide, så I skal se indad, en labrador er en utrolig fredsommelig og venlig race - hvad er der sket?

    Hvis I kommer til, at I vil have hund igen, så ville jeg sætte det som et krav, at din mand deltager på træningshold med hunden. I kan evt. begge være afsted. Du kan træne nok så meget, hvis din mand går tur med hundene eller på anden måde laver andet end at klappe dem om aftenen i sofaen, så skal han vide, hvordan man omgåes en hund. Jeg har på en eller anden måde fornemmelsen af, at hans uvidenhed omkring hunde har bidraget rigtig meget til den situation, I står i nu. Og det er ikke ondt ment! Det er bare en neutral konstatering.

    Men vent et godt stykke tid, inden I overhovedet begynder at overveje


  • #15   9. jun 2016 Normalt har jeg intet imod at man går ud og anskaffer sig en ny hvalp med det samme. Vi bearbejder alle vores sorg forskelligt og for nogen er det bedst sådan, for andre ikke.

    Men jeg synes det lyder meget kaotisk og forvirrende som du beskriver det i har været igennem. Og det mener jeg ikke i forhold til hundene, men i forhold til måden i har tacklet det på og det du beskriver i har gjort. Nogle af racerne du foreslår kan jeg slet ikke se passe ind i den der "rolig familiehund der kan med andre" hvis man bare har lavet minimal research.
    Derfor ville jeg også vente et stykke tid inden i kommer til at træffe en hastig beslutning der måske slet ikke passer til jer. Det lyder til at i har brug for noget tid til at blive klar over hvad det er i realistisk set kan tilbyde, har overskud til og generelt struktur i hvordan man holder hund.


  • #16   9. jun 2016 hm.....

    Det er nok til dags dato det mest triste indlæg som jeg har læst herinde ;-(

    Jeg har oprigtig ondt af jer og den situation i står i nu.
    Det må være hårdt at miste 2 hunde på en gang, på den baggrund som du beskriver...

    Jeg forstår ikke hvordan det kan komme så vidt før man tager ansvar...

    Men synes bare i skal nyde stilheden og vente med et få en hund til næste forår... Ikke for naboernes skyld, men for jeres egen.

    Vent for pokker...


  • #17   9. jun 2016 Mange gange tusind tak for jeres svar

    Nej, jeg tror også, at mange af de test på nettet er upålidelige. Derfor spørger jeg også herinde. Forslaget med Cavaliere King Charles Spaniel, er nok ikke helt dårligt. Har kigget en del på spaniels og hyrdehunde.

    Ja, har også kigget en del efter udseendet. Mest fordi jeg også prøver, at finde en hund, som manden vil kunne lide. Han er ikke meget til selskabshunde. Men måske den næste hund skulle være "min" og lidt datterens.

    Når jeg bla. havde kigget på Dalmantiner, var det fordi jeg læste, at den ikke gøede ret meget, at den var rolig inde og aktiv ude. Men ved også godt, at den er selvstændig. Formmæssigt ligner den jo Labradoren lidt.

    Vores gamle hund Sally havde opført sig lidt underligt den sidste tid. Hun ville ikke rigtigt spise- Men hun har nu altid været noget kræsen. Jeg overvejede at tage hende til en undersøgelse hos dyrlægen. Men så begyndte hun at spise igen, og virkede jo ellers meget normal. Har overvejet, om der kunne have været noget galt med hende - især efter min nabo fortalte om nogle han kendte, der havde haft en hund, der pludselig begyndte at bide alle på nær de 2 mest nærtstående mennesker. Den havde en hjernesvulst.

    Vi er nu ellers på rimelig god fod med naboerne - eller rettere jeg er. Har talt med dem alle - især efter hændelsen - og føler ikke nogle dårlige vibrationer der. Det kom bare lidt bag på mig, at det forholdt sig så voldsomt, som det gjorde. Mht. til det sidste hundebid, som Ronja blev anklaget for, så kan det lige så godt være hendes bror, der bor tæt på, der har bidt. Broderen bor sammen med en anden sort labrador, så man kan nemt tage fejl af de 2 hundepar.

    Jeg ved heller ikke, om vi nogensinde skal have hund igen. Måske egner min mand sig slet ikke til det - i virkeligheden. Måske er det netop det, han godt ved inderst inde, når han siger, han ikke vil have hund mere. Jeg er bare bekymret for ham, pga. hans negative sorg og lidt nabo fjendtlige tankegang. Men det er jo heller ikke sikkert, at en hvalp kan løse det problem. Måske det ville være en fejltagelse?

    Så nej, vi skal måske ikke have hund lige foreløbig. Det er nok det mest fornuftige. Sidste gang holdt vi 2 år uden hund. De tidligere hunde har der i øvrigt aldrig været nogle problemer med, så vi kan ikke give manden hele skylden alene.

    Jeg har absolut ikke tænkt mig, at kaste mig hovedkulds ud i dette projekt. Først vil jeg være sikker på, at finde den rette race - en race, som kan trives under de betingelser vi giver den.

    Det er jo heller ikke noget dårligt hundeliv vi kan tilbyde: Faste regelmæssige gåture dagligt - 2 korte og en lang eftermiddagstur, tonsvis af kærlighed og opmærksomhed, forkælelse ud over alle grænser, masser af leg og aktivering med bold og hundelegetøj, samt indimellem en tur på stranden mv. Hunden vil kun meget sjældent være alene, da jeg går hjemme pga. udbrændthed og stressdepression. Det er en af grundene til, at det er manden, der lufter hundene i det daglige. Indimellem går jeg med om eftermiddagen.

    Måske en lille selskabshund kunne være løsningen på et tidspunkt. Mange af de test jeg har taget, har peget på Sussex Spanielen. Det skal ihvertfald være en race, der passer godt sammen med min mands måde, at håndtere hunde på. Det må da kunne lade sig gøre


  • #18   9. jun 2016 "Dybt suk".....

  • Jeanette O
    Jeanette O Tilmeldt:
    jun 2014

    Følgere: 6 Emner: 1 Svar: 1.893
    #19   9. jun 2016 Cavalier King Charles spaniel er ikke en spaniel , det er en selskabsrace


    Siger som de andre , vent

    Måske skal I slet ikke have hund, katte er da også søde


  • #20   9. jun 2016 "Han er ikke meget til selskabshunde."

    Ved din mand noget om selskabshunde, Anne?

    Ville han fx sige "åh, der er en af de der selskabshunde," hvis han så min Kela?


  • #21   9. jun 2016 Jeg synes stadig det virker til i har misforstået lidt hvad en hund kræver...aktivering er ikke leg, bold eller hundelegetøj. Det er motion ...og selvom det er vigtigt, er det stadig sekundært for et rigtigt hundeliv hvor hunden får brugt sit hoved -sådan at den ikke finder på ting som i beskriver.

    Og igen så synes jeg ikke på nogen måde der bliver taget stilling til hvad I har gjort forkert, og hvad i kan gøre anderledes.
    Medmindre hundende virkelig har haft en mental brist...så kræver det altså særlige evner at gå så galt i byen med labradors.

    Tag nu lidt ansvar -det er forsent for jeres første hunde, men det skulle gerne gøres med de næste Det nærmeste jeg føler du kommer er at du mener det er mandens skyld...men hunde angriber altså ikke af at få mad ved bordet og sove i sengen


  • #22   9. jun 2016 Altså, med den historie, som i den grad bærer præg af jeres manglende sans for ansvarlighed, så vil jeg betragte det som et mirakel, hvis der er en avler, der overhovedet vil sælge jer en hvalp - medmindre I går puppy-mill-vejen....

  • #23   9. jun 2016 Nissen, jeg er helt enig.

    Og skulle der være en enkelt, der vil, så vælg en hanhund.


  • #25   9. jun 2016 At hunden bliver forkælet ved at blive fodret ved bordet, gør dem altså ikke ulydige og aggresive..

    Det lyder til i ikke har fået aktiveret hundene nok, og bare set igennem fingre med de engang imellem bed, istedet for at gøre noget ved det..

    Hunde ændre ikke bare adfærd uden grund..

    Og at købe en ny hund ser jeg ikke som en løsning.. Det forarbejder ikke den sorg din mand måtte have..


  • #26   9. jun 2016 Trist måde at komme af med sine hunde på Jeg tror måske også at en hundepause ville være godt. Den kunne i så bruge til at søge information om hundeadfærd - der sker SÅ meget inden for dette felt i disse år. Jeg tror i ville have god gavn af at blive opdaterede og herinde er der mange der kan hjælpe med en masse litteraturhenvisninger
    Jeg kan nemlig heller ikke helt slippe tanken om at i må gøre et eller andet helt skævt, når nabolaget kan blive bange for et par labradors. Og at disse så bryder ud og angriber en anden hund
    Hvis/når i engang er klar til hund igen så lad være med at vælge ud fra eksteriør. At en Dalmatiner har samme 'outline' som en labrador gør den absolut ikke til en labrador; jeg fx har kendt Dalmatinere, der var temmelig skarpe vagthunde. Hvilket ikke nok ikke vil være særlig godt tjent med set i lyset af at jeres nabolag har været bange for jeres labber


  • #28   9. jun 2016 Når jeg nævnte Cavalieren, var det både fordi, de ikke er særlig krævende, men også fordi de ikke virker særlig skræmmende på naboer og andre, og med de problemer, der har været er det væsentligt.
    Og så selvfølgelig et sikkert hegn, uanset race.


  • #29   9. jun 2016 få en kat i stedet.
    en kat kan I elske, kramme og forkæle, uden I behøver at skulle stå for træning, opdragelse og aktivering.

    2-3 gåture om dagen og en lejlighedsvis tur til stranden er kun et godt hundeliv for de ALLER mest inaktive hunderacer - og selv de hunde ville sætte pris på mere mental aktivering.

    Jeg tror at du må hjælpe din mand med at indse, at han er i sorg over at have mistet sine hunde. Og arbejde med dette, i stedet for at bebrejde naboerne.


  • #30   9. jun 2016 Sikke en trist historie
    Jeg tror bestemt heller ikke en hund på nuværende tidspunkt ville være en god idé, måske slet ikke
    Jeg kan faktisk godt forstå naboerne har været bange, det ville jeg også være, hvis mine naboer havde to hunde, med den adfærd, som ikke var hegnet forsvarligt inde


  • #31   9. jun 2016 Jeg tror overhovedet slet ikke en hund er et godt valg ! Hvad dælen er der lige gået galt !? Og som de andre siger , kig laaangt væk fra de racer du selv har fundet ! Hvis i kunne få jeres labber til at udvikle sig sådan , så tør jeg ikke tænke på hvad en husky eller spaniel kan blive til .

  • #32   9. jun 2016 Vi mennesker fejler, og det har I så gjort her.
    Det bedste, vi kan gøre, er at lære af vores fejl - men vi skal selvfølgelig VIDE, hvad det nu er for nogle - vide, på hvilke måder vi fejlede.
    Inden I anskaffer jer en ny hund - uanset race - skal I finde ud af, hvad pokker der gik galt med jeres labradors.


  • #34   9. jun 2016 Det gør mig ondt med jeres hunde. Men skal jeg være HELT ærlig? Efter 35 år med retrievere troede jeg ikke på tråden først. Om jeg fatter hvordan det kan gå så galt med så nem en race som labradoren.

    Jeg vil give dig selv og andre ret i at I nok ikke bør få hund igen.


  • #35   9. jun 2016 Nå - jeg hører desværre af omveje at familiens andre dyrehold heller ikke er skide velfungerende.. fornemmer lidt en rød tråd. ØV

  • #36   9. jun 2016 Ej, øv. Er det tilfældet burde man nok afholde sig fra at have dyr.

Kommentér på:
Bid Aflivning Sorg - Ny hvalp?