Farvel Luffe {{forumTopicSubject}}

For 2 minutter siden, sov Luffe ind i min lillesøsters arme. Han blev 10 år gammel.
Luffe har været der siden jeg var 8, og altid været en stor del af mit liv. Han har været min læremester, min bamse, min bedste ven. Jeg kan ikke lade være med at smile år jeg tænker på alle de ting vi har oplevet sammen. Når han jagtede mig da han var hvalp, bed mig i natkjolen, spiste mit slik. Skøre hund. Jeg glemmer aldrig de utallige gange han har været ved stranden sammen med os, eller i skoven. Hans yndlingssteder. Da vi var små gemte vi os, hvorefter han så skulle finde os, hvilket var let for ham. Vi jublede altid, og skreg af grin når man så hans glade ansigt stikke frem fra en busk, det udtryk han havde i sine øjne af at have fundet os. Haha, og da han sprang fra broen i vandet ved stranden. Han kom helt ned under, men var hurtig oppe igen med sin pind i munden. Han havde også hans vaner, f.eks. med at bide efter bilerne når vi kørte. Eller begynde at hyle helt vildt, så snart vi enten kørte på en grusvej eller nåede stranden, fordi han vidste der skulle til at ske noget. Gamle basse.
Luffe har været et livstykke i sig selv, den mest godmodige og tålmodige hund i verden, med de mest fantastiske udtryk. Hans øjne og hans smil kunne virkelig bringe smilet frem i set sureste ansigt. Og den måde han legede enten med sin bold eller pind, med at skubbe den ind under sig. Min mor blev altid sur når hun så det da han ødelagde græsplænen, men når det bare var mig og ham, kunne jeg ikke nænne at skælde ham ud. Han så så glad og fornøjet ud.
Men Luffe var syg. Han var halvblind og halvdøv, og led af lungekræft. Jeg vidste den her dag ville komme, og trøster mig med at han har levet et langt og godt hundeliv, med så mange glæder som en hund ville ønske sig.
Jeg vil altid elske den Luffemand, Guffer, Bamse, Gamle osv. Du vil være min stjerne på himlen.