Hunde-diskussion med manden. {{forumTopicSubject}}

Så skal vi have de kloge hoveder på banen!

Selvom det i øjeblikket slet ikke er aktuelt, tænker jeg stadig lidt frem i tiden. Jeg sad for en times tid siden og kiggede billeder på nettet, og faldt i staver over en aldeles bedårende Schæfer-vaps. -Og da manden så spurgte hva det var for noget sagde jeg:
"Tænk når alt det jobprøvning er overstået og når jeg kender min fremtidige situation mht. job og lejlighed, så glæder jeg mig til at få sådan en igen!" -og han udbryder: "DET MENER DU BARE IKKE??!?!!??!"
-Og så starter det...

I min kærestes unge dage som barn, rykket en tilfædig Schæfer i halen, og blev derefter "snappet", ikke bidt, og det har gjort ham frygtelig fordomsfuld. Ikke bare med Schæfere men med alt andet som ikke er en gravhund, hvilket han er opvokset med! -Og selvom jeg flere gange i samtalen prøver at fremprovokere en argumentation hvorfor han aboslut ikke vil komme sammen, bo sammen, leve sammen (hvilket i øvreigt er barnligt at true med at sige man ikke vil) osv. med mig hvis ikke det bliver en gravhund eller den størrelse, så kan han ikke sige andet end: "Jeg kan bare ikke lide dem?". -Trods han aldrig har haft andre racer tæt på livet, og eneste andet tilfælde han kunne nævne var et vennepar han afskar, da de havde fået en Schæfer som havde været mishandlet og derfor var bidsk.

Jeg prøvede at forklare at alle racer kan blive bidske hvis de har haft det svært, eller endda er blevet mishandlet, og jeg mener i det tilfælde bør de aflives fordi det er bedst for hunden.

Han mener at hvis JEG nogensinde vil have hund, må jeg gå på kompromis med racen, og få hvad han kender til og ønsker, og jeg mener jo at HAN skal være åbensindet og lære racerne at kende før han dømmer dem.
-Ikke alle børn kender eller har lært en hunds grænser, og hvad han har oplevet som barn kan også være en hund som måske snappede i leg, da den ikke var særlig gammel. Hvilket jeg har oplevet er noget som sker indenfor mange flere racer end lige Schæfere!

Jeg har haft mange hunde i familien som jeg er opvokset med, af MEGET forskellige racer. Min farmor og hendes mand havde rughårs hunde til jagt, min bedstefar havde en dansk-svensk gårdhund, vi selv har haft labrador, skt. bernerd og schæfer, og hos min søster har de haft golden retrievere, cockerspaniel og kooikerhondje. -Og jeg er efter erfaring mest glad for schæferen's sind i forhold til hvad jeg gerne vil med en hund, selvom jeg dog SAGTENS kunne stilles tilfreds med det sind f.eks. labrador har. Men det ville ej heller være en mulighed, da han er så fordomsfuld.

Hvad synes I? -Det er jo en snak som skal tages hvis man ønsker at få hund.. ? Skal jeg stå ved hvad jeg mener om at han må blive lidt large og lære nogle andre racer at kende først inden han siger sådan eller skal jeg give mig og droppe tanken om at få hund og lade det ligge? -Andre gode råd til denne diskussion?

Jeg har selvfølgelig sagt at vi kunne få en af hver, men det er heller ikke en mulighed medmindre "min" hund så kommer til at bo udenfor..