{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
796 visninger | Oprettet:

De forstår jo alligevel ikke min sorg {{forumTopicSubject}}

I dag, om præcist 1 time er det en måned siden min smukke ven rejste til hundehimlen...Der går ikke en time uden jeg tænker på ham og får ondt i maven af sorg, men jeg taler næsten ikke om ham mere ,eller om min sorg med nogen.. Jeg føler ikke at de forstår mit tab, og at min verden ramlede da jeg mistede ham.
Selvfølgelig er der mine hundevenner som har været gode til at spørge til mig, folk jeg har mødt igennem HG osv..

Men de nære veninder jeg har, som ikke er hunderelaterede, har svært ved at tackle mig, tror jeg. De fleste har ikke dyr selv, og forstår derfor ikke hvilken kærlighed der er mellem et dyr og et menneske, og hvilken tomrum det efterlader når vores kærlighed rejser over regnbuen....

Selv min søster som selv har hund, har ikke én gang på den sidste måned spurgt mig om jeg var okay...ja jeg har faktisk vidst ikk engang hørt fra hende hvis jeg husker rigtigt...

Måske har folk svært ved om de tør sige noget, spørge ind til det osv.. Men der er ikke én af dem der kender mig der ikke ved hvor meget jeg elskede King og hvor stor en del af min verden han var. .

Er der andre af jer der har oplevet lignende, at man helt stopper med at snakke om det, når man nu ikke føler at andre forstår det alligevel?


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Opsætning af gardinstang 250 kr.
  • Montere en kattelem i en dør 1.000 kr.
  • El løbehjul - skift af bremseklodser - kugoo g2 600 kr.
  • Flytterengøring 2.500 kr.
  • Samling af 2 garderober fra jysk 2.000 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  De forstår jo alligevel ikke min sorg
  • #1   21. maj 2010 Jeg har heldigvis haft mange omkring mig som spurgte ind til det, og spurgte til hvordan det gik med savnet af min pige..
    Jeg har været rigtig glad for at have de forskellige venner og familie i sådan en svær tid efter ens elskede hund må forlade jorden..


  • #2   21. maj 2010 Kan godt forstå dig.. min lever stadig, men har til tider også svært ved at forklare folk, hvor meget han fylder i mit liv, og de har svært ved at forstå, at "bare" en hund er så vigtig. Bare tanken om, at han en dag ikke er her mere, er ikke til at holde ud. Han er med tiden blevet mit et og alt, og det er nok også sådan du havde det med King.

    Har du overvejet med tiden, når du er klar at købe en ny hund??? Du skal selvfølgelig gøre op med dig selv, om du vil have ny hund, og om du er klar til en ny hund, som jo aldrig villle kunne erstatte den gamle, men helt sikkert give dig en masse glæde.
    Håber du får det bedre og får snakket om din dejlige King, så du med tiden ikke føler så meget sorg.


  • #3   21. maj 2010 Omvendt kan det også være svært at vide, hvordan man skal takle det bedst, når andre mister en hund. De fleste af mine venner er hundefollk, og nogle vil gerne tale om det, andre kan/vil ikke tale om det.

    Jeg har for et par uger siden mistet Havanna alt for tidligt (9 år). Det gjorde virkelig ondt, hun var min "soulmate", Min omgangskreds har været rigtig søde til at spørge ind til hvordan jeg har det, og det påskønner jeg virkelig.
    Normalt vil jeg også gerne tale om det, men jeg synes ikke, det er sagen, at skulle fortælle om det og hvordan, jeg har det for øjnene af alle mine kollegaer. Heller ikke selv om jeg ved, de fleste godt er klar over, hvordan jeg føler.


  • #4   21. maj 2010 ... Ja det er allerede en måned siden..tiden går om man vil det eller ej smiley

    Men ja måske man bare selv burde åbne sig lidt mere.. Syns bare de gange jeg har gjort det, at folk har sagt..ja men han har det jo bedre nu.. Og jo jo det har han, men jeg er jo stadig ked af det.. Men ved godt at livet går videre osv.. jeg er nok bare lidt følsom på det område..

    Og ny hund...bum bum... Jo om mange år...Jeg havde noget helt specielt med King, jeg har brugt alt, tid, kærlighed og penge (især fordi han var syg næsten hele hans liv) at jeg føler noget så specielt for ham.. Men jeg kan slet ikke forestille mig ny hund i mit liv.. jeg havde ikke hund fordi jeg ikke kan leve uden...For det kan jeg faktisk godt.. jeg havde King fordi han var ham- og noget helt specielt, og han har ændret mig så meget.. men mærkeligt nok kan jeg slet ikke pt forstille mig at jeg kan få det med en anden hund foreløbigt..


  • #5   21. maj 2010 Tror det kan være rigtig svært for folk at sætte sig ind i hvor meget vores hunde betyder for os... De fleste der ikke selv har hund anser det jo BARE for at være en hund - men det er jo ik blot en hund, det er et højt elsket familiemedlem...

    Derudover tror jeg ikke det er af ond vilje at folk ikke spørger til dig... Det ka være svært at takle andres sorg - især fordi vi alle reagere så forskelligt...

    Nogle har behov for at snakke meget om det, andre vil hellere have sorgen for dem selv..

    Selv mistede jeg begge mine prinsesser for omrking 2 måneder siden - jeg snakker helst ik om det, og kommer aldrig til det... Bare tanken gør mig så ufattelig ked af det, så jeg kommer videre ved at fokusere på noget andet...


  • #6   21. maj 2010 Vil så sige jeg er en af dem, hvor folk ikke skal nævne det så lukker jeg mig. snakker kun om det når jeg vil... og tror du skal forklare folk hvordan du har det... for jeg forklare folk at de ikke skal komme ind på emnet uden jeg gør... og fik rigtig sat det fast da jeg mistede min første hest.. men jeg tror at folk regner med du kommer med det for jeg spørger ikke til mine venner eller veninder hvis de ikke selv starter da jeg selv er meget tilbageholdene

  • #7   21. maj 2010 Kan sagtens følge dig.... min har mere eller mindre været syg siden han var ca. 3-4 mdr. og så frem til nu, og døjer med rigtig meget til tider, så jeg forstår dig godt.
    Det med en ny hund ved du bedst selv, og hvis det ikke er løsningen, så er det ikke løsningen.
    Jeg ville nok vælge en tæt veninde/familiemedlem at tale med om det.... og så selv tage initiativ, hvis det er nødvendigt. Det lader til, at du måske har behov for at tale lidt om ham, og måske så på den måde få det lidt på afstand.


  • #8   21. maj 2010 Jeg må sige jeg har det lige som Ansofie.... det gør for ondt at tale om.
    Man er såfrygtlig tom og ensom i sorgen at det dårligt kan udtrykkes.


  • #9   21. maj 2010 Det er jo meget nemmere for mig ikke at tale om ham men bare "glemme" det hele.. men jeg syns også bare at han skal blive husket af mig, talt om, mindet...men ja det er jo mig der står tilbage med den største sorg..jeg er nok bare stoppet med at tale om det, da jeg alligevel ikke føler at nogen forstår mig helt..
    Men ja jeg har også en veninde herfra, hvis himmelhund man absolut IKKE må nævne...men hun er så enormt god til at spørge til mig..lidt sjovt egentlig ..

    Jeg tror bare jeg må lære at leve med det..


  • #10   21. maj 2010 Fætter Karin : måske er det der problemet ligger.. at man er så tom og ensom i sorgen at det dårligt kan udtrykkes.. måske er jeg holdt op med at tale om ham, fordi at jeg føler det er tomme ord..ingen ord beskriver det alligevel korrekt..kun smerten i hjertet...en smerte som ikke kan beskrives.. hmm men så blev jeg da måske lidt klogere..og føler mig ikke så mærkelig mere *s* .. det er måske meget normalt bare at lukke i..og tackle det selv..

  • #11   21. maj 2010 Har ikke læst det hele - men ja, mange mennersker har svært ved at forstå hvor meget man er knyttet til sit dyr og hvor meget det egentlig fylder i ens liv !

    Jeg har det omvendt af dig - jeg vil allerhelst ikke tale om det - min missepige kom til regnbuebroen den 02-06-08 og jeg savner hende stadig ubeskriveligt meget! Men kan sagtens tale om hende nu - men der gik omkring et års tid hvor jeg gjorde alt for ikke at tænke på hende for så begyndte jeg at tude !

    Håber du får det bedre hurtigt - men jeg synes også det er okay at være ked af det !


  • #12   21. maj 2010 Dert er bare hårdt at måtte aflive en så ung hund. En gammel hund har jo levet sit liv, og det er måske lettere at acceptere at det må være sådan.
    Men din King har jo haft et alt for kort liv,og så endda et liv med sygdom og smerter. Han må have fyldt utrolig meget hos dig, både fordi han var "hunden" for dig, men ikke mindst fordi hans liv ikke var særlig godt. Det må give dig en kollosal tomhed oven i sorgen. Og det er nok dette dine omgivelser ikke helt er klar over.
    Jeg havde en skøn schaefer, som fik alle mulige sygdomme, bl a mavedrejning som 2 årig, kræft i milten som 4 årig, furunkulose og forstørret prostata. alligevel blev han 11 år, og jeg var taknemmelig over hvert år.
    Da vi så skulle have en ny hund overvejede vi nøje om vi ville risikere at opleve al den sygdom en gang til, ingen kan jo vide sig sikker på at have en rask hund. Vi valgte at få hund igen, heldigvis.
    Prøv at fylde dit liv med andre aktiviteter, selv om du ikke har lyst lige nu. Og så kan du jo tænke på om der er en lille hund et eller andet sted, som skal være din nye ven.
    Håber du kommer godt igennem krisen.


  • #13   21. maj 2010 Man behøver heller ikke sætte ord på alt - det er der nok nogen der føler de bør.


Kommentér på:
De forstår jo alligevel ikke min sorg

Annonce