{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.110 visninger | Oprettet:

Hvordan pokker gør I andre?? {{forumTopicSubject}}

Min elskede Geske blev aflivet 11. februar i år.. Hun kom sig aldrig rigtigt oven på en operation i knæet, og pludselig var hun fyldt med infektioner og betændelse, så vi aflivede hende knap 5½ år gammel..
Geske var egentlig min mors hund, men jeg boede hjemme, da vi fik hende, så har altid betragtet hende som min.. Det var eksempelvis mig, der "tog barsel" da vi fik hende, gik ture med hende, havde hende i bad og hjalp min mor med at få hende til dyrlæge osv.. (Geske var af en stor race, og altid MEGET glad for at være ved dyrlægen, så vi skulle helst være to til at styre hendes glæde.. smiley )

Nu kommer mit problem så, jeg kan simpelthen ikke glemme min smukke, dejlige bedste ven.. Det gør så ondt at hun ikke er her mere, og jeg græder næsten dagligt.. smiley
Hvornår går den her smerte væk?
Hvad har I andre gjort, for at dæmpe smerten, når I har skullet sende jeres hunde over på den anden side?
Hvordan pokker gør man?!?! smiley


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Samle 1 hjørneskab og 1 reol 1.500 kr.
  • Opsætning af lampe i lampeudtag 500 kr.
  • Opsætning af rispapirlampe 650 kr.
  • Fikset automatisk rullegardin 400 kr.
  • Reparation af udendørslys 1.002 kr.
  • Nedtagning af gammelt blikskur 7.000 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Hvordan pokker gør I andre??
  • #1   5. mar 2013 Puha, jeg er nok ikke den rigtige at spørge, da min misse pige døde lå jeg i sengen i flere uger i foster stilling, og her 5år senere kan jeg stadig tude mig i søvn, men det bliver "nemmere" med tiden, det lover jeg dig! Er iøvrigt rigtig ked af dit tab:(

  • #2   5. mar 2013 man tuder og tuder og tuder, og når man tror man ik kan tude mere, ja så tuder man lige lidt mere...

    det er også helt tilladt at erklære landesorg når man siger farvel og tak for lån af vorherres engle....

    men trøst dig ved at det var den rette beslutning, at den største kærlighed vi gir vores dyr, er når vi evner at sige farvel i rette tid.

    du vil aldrig rigtig glemme dem, men efterhånden vil du tænke mere på alle de gode stunder I havde sammen, og mindre på hvor sørgeligt det hele har været.


  • #3   5. mar 2013 Det gamle ordsprog "tiden læger alle sår" passer.
    Man glemmer aldrig hunden, men man tænker efterhånden mere på de gode stunder end på den svære sidste tid, som tiden går.

    Vi sagde farvel til Lua alt for tidligt i december. Jeg kan stadig græde over det hele, men synes tankerne er blevet nemmere at håndtere nu.


  • #4   5. mar 2013 Kære Nana
    Smerten forsvinder aldrig helt, men som tiden går forvandler den sig til et lille blåt mærke.

    Glæd dig over alle de gode timer, I havde sammen, og glæd dig over, at I var stærke nok og holdt så meget af hende, at I kunne lade hende få fred i tide.

    Men glemme, det gør man ikke!


  • #5   5. mar 2013 Jamen jeg kan da stadig fælde en tåre, når jeg tænker tilbage på min sjæleven Nadia, men jeg kan trods alt oftere tænke tilbage på hende med smil i hjertet.

    Det tager lang tid, men den dag kommer, hvor du har det ligeså. Men allerede inden da, så er der så meget plads i hjerte og sind, at man kan sige velkommen til en ny firbenet ven, hvis det er det man ønsker. Sorgen skal man ikke vise den nye, men man kan koncentrere sig om at give den et dejligt liv, og måske bliver den henad vejen en ligeså god/stor ven som den man mistede.


  • #6   5. mar 2013 Jeg sendte min Ida over regnbuebroen d. 02.02.12, og savner hende som bare fanden.. (Så kom tårene i øjnene)... Hun var også mine forældres hund, men alligevel var hun der fra ugen efter min konfirmation..
    Ida blev født d. 03.03.03, så hun kunne have hørt 10 års fødselsdag i søndags og da min mor spurgte mig i telefonen om jeg vidste hvem der havde fødselsdag idag, fik jeg en klump i halsen og tåre i øjenkrogen da jeg selvfølgelig havde tænkt på hende hele dagen..

    Uffe, min egen hund, er født 9 dage efter Ida rejste og de første 2 mdr vi havde ham ku jeg sagtens stå nede i vores skov med en hvalp der sku lave nr. 2 og stortude, fordi jeg simpelthen savnede hende...

    Ved ikke hvad du kan gøre, du skal selvfølgelig have lov at være ked af det, og græd når du har lyst til det.
    Jeg har tænkt utrolig meget på Ida i det forgangene år og det er ikk uden at knibe en tåre.. Sidder og tuder lige nu f.eks., men hun var min bedste ven, hun var der fra jeg blev teenager til jeg blev voksen og flyttede hjemmefra i både tyk og tynd, hun sladrede jo ikk til nogen.. smiley ..

    Så tænk på de gode tider i har haft sammen, det gir altid et smil på læben..

    Hilsen Betina..


  • #7   5. mar 2013 Tja man glemmer dem aldrig. Men man kommer videre. Jeg var en tur nede af en smertefuld memory lane igår da jeg brugte dagen med vores gamle hunds kuldbror. Han ligner Hunter SÅ meget. Sidst jeg så Hunter i live lukkede jeg ham og pigerne ind fra haven fordi vi skulle ud og træne, Kenneth lagede ham i bilen og et kvarter senere var Hunter sovet ind 13 mdr gammel. af et hjertestop. jeg lå og gav hjertemassage og mund til snude på ham men der var intet at gøre. Igår sad jeg så og kiggede ind i et par øjne der var hans fuldstændig og skulle sørge for at han fik et nyt hjem istedet for at blive aflivet af sin ejer. Jeg må indrømme at det trak tåre at sidde og kigge på ham og at efterlade ham selvom jeg ved han får det bedste liv han overhovedet kan få.
    Så nej man glemmer dem ikke. Det er 2 år siden Hunter gik bort.
    Man glemmer dem aldrig! Men man lærer at leve med savnet.


  • #8   5. mar 2013 Man kommer aldrig over savnet, sorgen bliver mindre med tiden, og man lærer at leve med det og alle de dejlige minder man har...

    Jeg mistede min soulmate i januar 2011, og tudede i flere måneder først meget, så jævnligt, så ved bestemte minder osv... det mindskedes af at jeg købte anden hund 4 mdr efter (voksen), men helt overgive mig til hende kunne/kan jeg ikke... købte endnu en hund (3 mdr efter), en hvalp, og den gav så meget gang i gaden, så mange opgaver, så det hjalp gevaldigt på at jeg ikke havde tid til at savne så meget...

    Disse 2 hunde er en stor del af min livsglæde i dag, de er så skønne, så søde og gode sammen, og jeg har daglige glæder, grin og gode ture/oplevelser med dem.

    Men ingen af dem bliver som min soulmate...

    Det tager sin tid .... og det må det gerne...




  • #9   5. mar 2013 Er ked af og høre om dit tab. Det er aldrig sjovt.

    Deruodver så er jeg enig med de andre.
    Jeg havde en kat fra jeg var 5 - 18 år, og hun var mit et og alt. Da hun blev aflivet brød min verden sammen, og i flere måneder følte jeg mig som en skygge af mig selv, især fordi jeg ikke kunne sove om natten. Jeg var jo vant til at hun lå og spindede nede i forenden. Jeg flyttede straks hjemmenfra i håb om det ville hjælpe men ak - man kan ikke løbe fra "problemerne" smiley Hun blev aflivet den 9 juni 2009 så det jo ved at være et stykke tid siden.. Det går stadig ikke én dag uden jeg tænker på hende, men efterhånden er det meget sjældent jeg græder over hende efterhånden - det som oftest kun hvis alt andet er noget lort og ulta dårlig dag, at jeg kan komme til at savne hende så afsindigt meget at tårene løber. Det første halve år græd/snøftede jeg vel et par gange om ugen over hende, hvis jeg fandt nogle hår, så et billede, kom i tanke om noget, kom til at kalde på hende osv...

    Så har desværre ikke nogen vidunder løsning til dig - det den hårde vej med en masse tåre. MEN det bliver bedre, selvom det kan tage lang tid..


  • #10   5. mar 2013 Åh nej, nu startede min tårekanal!

    Hvad der hjælp for mig var at tale mere om hvad jeg følte om Fifi's afsked. Jeg følte mig meget alene da jeg tilsyneladende kunne sørge på fuld hammer 5 måneder efter, mens min familie var kommet videre. Derudover følte jeg ikke at kunne græde foran alle og enhver hver gang de spurgte til hvordan min sommerferie havde været (hun blev aflivet d. 28/6 2012) så jeg undgik emnet og undgik folk.

    Men stå ved hvad du føler, at gå og gemme på det og ikke tale om det er ikke vejen feem, og mange mange mennesker har oplevet at miste et firbebet familie medlem, så at du fælder en tåre eller mere når du taler om det er ikke noget at "skamme sig over"

    Og tiden hjælper på det...


  • #11   5. mar 2013 Puha, det var da ikke meningen, at få jer andre til at græde.. smiley Men tusind tak for jeres venlige ord.. Da det lader til sorgen kan have lange udsigter, gider jeg ikke være utålmodig med den, den skal nok bare have lov til at være der..
    Det virkelig svære er, at mine to søstre OVERHOVEDET IKKE er hundemennesker, og de sidder og ruller med øjnene, hvis jeg kommer til at tale om hende, og hvor meget hun betød for mig..
    Min mor vil helst ikke tale om hende, da hun så også bare begynder at græde.. Hun har også savnet Geske rigtig meget, mest at have en hund at snakke med.. Det fantastiske ved Geskes race er, at de har en fantastisk ansigts mimik, så det virkelig ser ud som om, de forstår hvad man siger.. Derfor har hun allerede fået en ny hvalp i lørdags, af samme race.. Hun er rigtig sød, men jeg får nærmest så dårlig samvittighed over for Geske, fordi hun er blevet "erstattet" så hurtigt.. Og så tuder jeg bare endnu mere.. :S
    Puha, det er nu alligevel rart at komme ud med det... smiley Tak fordi I gider lægge ører til... smiley


  • #12   5. mar 2013 Åh, Nana - læg din dårlige samvittighed langt væk.

    Husk på hunde holder af os helt betingelsesløst, og Geske ville kun glæde sig over, at de mennesker, hun har holdt så meget af, har fundet en anden lille hund, de kan give et dejligt liv.

    Et kæmpe knus til dig og giv nu den lille ny et stort kram! smiley




  • #13   5. mar 2013 Jeg tuder stadig ofte over tabet af mine, når der lige kommer ét eller andet som minder mig om dem, eller én situation hvor jeg bare har brug for dem smiley

    Nået der har hjulpet mig rigtig meget er, at når det er tid til at sige "farvel", så siger jeg aldrig farvel, men "godnat, og sov godt" smiley


  • #14   6. mar 2013 Jeg synes Marie-Louise og flere andre allerede har beskrevet det så fint.


    Det tager tid og man skal også have lov til at give tid. Men til gengæld skal man altså heller ikke dvæle ved sorgen men gå længere tilbage og huske minderne.
    Huske hvordan det var at have hvalp, huske alle de dejlige stunder og så gå ud og møde andre hunde - måske hvalpe - og se, om ikke de kan vække en form for varme og følelser indeni - som kan supplere de dejlige minder man har. Ikke erstatte men give endnu flere dejlige følelser og oplevelser.
    Man er nødt til at tænke fremad, trods alt smiley Og vi kan heldigvis rumme mere end 1 kærlighed. smiley

    Det gør mig ondt for dit tab, men der kommer sikkert en ny lille sjæl ind og betager dit hjerte smiley


  • #16   6. mar 2013 Jeg sagde farvel til min lille pige d. 17. november, og har stadig dage hvor jeg kan græde over det.
    Det er hårdt, men tiden læger alle sår.
    De første to måneder græd jeg nærmest over det hver dag.
    Snak med folk om det, fortæl om det. Hvis ikke din familie forstår det, så fortæl det her, her forstår de fleste hvad du går igennem.
    Jeg er oprigtig ked af dit tab, og jeg forstår hvad du går igennem.


Kommentér på:
Hvordan pokker gør I andre??

Annonce