Adfærdsændring til det negative {{forumTopicSubject}}

Jeg er på herrens mark omkring min ellers skønne og højt elskede hund.

I får lige historien fra begyndelsen!

Jeg fik Maddie for snart 5 år siden. Dengang var hun 1,5 år og en glad, dog lidt undertrykt hund.
Vi startede til træning og alt var fryd og gammen.
Jeg blev alene og Maddie fulgte helt automatisk med mig.

Jeg bemærkede at hun fik det sværer og sværer med mænd og fik jeg besøg, fik de klare instrukser på, hvordan de skulle opføre sig i hendes selskab = ingen problemer.

Jeg har sidenhen fundet ud af, at som hvalp har Maddie haft det træls.
Hun blev "lufte" på en lille altan i lejlighed, blev jagtet af koste, råbt af og slået.

Det var opdrætter der solgte Maddie til ovenstående hjem, de solgte hende dog igen, da hun har været omkring 1 år gammel, hvor jeg så overtager hende, da hun er 1,5. Dvs indenfor relativ kort tid, har hun oplevet alt det, som ingen ønsker.

For 1 år siden flyttede mig og Maddie, vi havde problemer med naboen (som nu er løst) men desværre har hun udviklet så meget seperationsangst at hun absolut ikke kan være alene. Adfærdsterapeut, dyrlæge, medicin - alt er prøvet.

Jeg har så Maddie med mig altid og hun bliver kun passet ved mine forældre, når jeg skal noget, som hun ikke kan være med til.
Hin elsker at være med hos dem og hygger sig meget.

Desværre er det sådan, at Maddies angst er udviklet, hun har indenfor 3 dage, bidt ud efter min lillebrors kammerat, som Maddie kender og har snakket med mange gange. Samt har hun bidt min lillebror i armen..

Hvad skal jeg stille op?
Jeg synes jeg har gjort og gør alt, for ag hun skal være glad og have et godt liv.
Hun bliver aldrig provokeret og vi elsker begge hinandes selskab.

Er det hendes fortid der begynder at spille ind nu, hvor hun er begyndt at blive gammel og grå?

Jeg er virkelig ked af, at det pludselig har taget denne drejning, men jeg skal vel heller ikke gå på kompromis med andres sikkerhed.

Nu ved jeg godt at nogle af jer siger at så må hun ikke blive passet, men eftersom hun ikke kan være alene, er det nødvendigt ind imellem, da jeg ikke bare kan sidde derhjemme og kukkelure resten af Maddies dage.

Har du et godt råd? Eller hvad vil du selv gøre i sådan en situation?