{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.331 visninger | Oprettet:

Hollaender
Hollaender
Tilmeldt:
15. jul 2014
Hunde: 1 Emner: 17 Svar: 66

Bange for at miste {{forumTopicSubject}}

Jeg vil på forhånd gerne undskylde for en ordentlig smøre. Teksten herunder har været hård for mig at skrive – dels fordi det er en personlig erkendelse, og noget, jeg har gået og bakset med i flere år efterhånden. Phew … Here goes:

Liv og død er en del af os. I Gaiatroen fortælles der, at døden er det mest respektfulde fænomen, der findes. Den naturlige død, altså. Du skal ære og prise efterlivet, som en dag også gives til dig. Der fortælles, at selvom vores elskede går bort, forsvinder de aldrig rigtig helt. Med mine små, sølle 18 somre på denne jord, har troen på dét været en form for trøst – en følelse af, at man faktisk aldrig mister. Og selvom det er helt okay at græde, så må man ikke blive vred og mene, at det er unfair, for det er en del af livets hjul.

Hvis vi nu prøver at se bort fra mit overnaturlige woodoo-hippie-sjask, så handler emnet her om at miste vore bedste, tro følgesvende. Gucci, familiens pelsklump af en west highland terrier, har været min første og eneste hund. Vi fik hende, da jeg var 9 år gammel, netop opereret for en alvorlig hjertesygdom. Nu runder vores kære trunte snart de 10 lange år, og selvom det endnu er ”ungt”, begynder tankerne om hendes bortgang alligevel at snige sig ind på mig.
Jeg har haft depression grundet overbelastningsstress siden jeg var 13 år gammel, og uden mine sovepiller, ville jeg aldrig kunne lukke et eneste øje. Tankerne om et tomt hus … Ingen til at byde een velkommen, når man kommer hjem. Ingen til at holde humøret oppe. Se nu bare, så kører tårerne igen, og sådan gør de hver aften, hvis jeg ikke får husket min sovemedicin. Det er blevet en forbandelse – jeg tager sorgerne på forskud og lader dem æde mig, egentlig længe før, det er begyndt at blive aktuelt.

For det ikke skal være løgn, drømmer jeg ofte om, at min bedste ven får sig en eller anden form for sygdom/bliver kørt ned/forsvinder eller bare generelt dør. Og jeg vågner brat, grædende, svedende, dirrende – fuldstændig fortabt og panisk. Jeg må direkte ind og kramme hunden, blot for at berolige mig selv.

Det gør ondt. Decideret ondt i hjertet. Og noget af det værste af det hele er, at jeg virkelig føler mig som et forkælet pattebarn. En grønskolling, der ikke er helt så let til bens som alle de mere erfarne. Jeg føler, at den kommende sorg er blevet en sygdom. At min kærlighed til Gucci er blevet en forbandelse, som blot styrkes for hver dag der går. Og når dagen så endelig kommer, slår den mig så hårdt, at jeg får et voldsomt tilbagefald i min depression – denne gang så hårdt, at selv ikke den skrappe medicinering vil kunne tage det denne gang.

Blot ved at skrive om det føler jeg mig kvalt – jeg sidder her med tårer ned ad kinderne, en sten i maven og følelsen af et stramt reb om halsen. Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne acceptere, at Gucci blev taget fra os. Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne begå mig i ”Pandekagehuset” uden Gucci rendende om benene. Jeg vil aldrig kunne acceptere, at huset stod tomt og ensomt, et ekko af en glæde, der er blevet taget fra mig. At jeg aldrig blev taget i mod. At der aldrig kommer et par diskrete skrab på min værelsesdør, og en pelsdut, som mufler og putter i mine dyner. Alene. Det er, hvad jeg er bange for at blive. For det er bare ikke godt nok, at hun ikke er her i fysisk form. Uanset hvor meget jeg søger tryghed hos min tro, kan jeg ikke finde ro og hvile i den filosofi, jeg har brugt flere år på at lære og studere.

Jeg nyder tiden. Jeg nyder den til fulde, og suger hvert sekund til mig, men den er overskygget af min bekymring og min frygt for, at noget skal ske …
Kald mig præcist, hvad I vil. Jeg er ærlig talt en smule flov over disse overdrevne følelser, og det har været en kæmpe udfordring for mig blot at nedskrive dem. Og hvad er så min pointe? Jeg ved det ikke. Jeg havde måske håbet, at jeg kunne få råd og vejledning herinde - en form for forløsning, med frygt for at blive pillet ned på baggrund af mine halvbarnlige tanker, men jeg kan selv mærke, at det er ved at tage overhånd, og jeg har brug for at komme af med lidt af bagagen nu.

Hvor mange hunde har du mistet? Og hvordan greb du sorgen an?


Kommentarer på:  Bange for at miste
  • #1   19. apr 2015 Uden at kommentere direkte på dit indlæg, så ved jeg at Anders Hallgren har skrevet en bog, "Farvel til en ven", der netop handler om sorgen og alle de tanker man kan få, når man mister en hund.

    Jeg har ikke læst den, men jeg synes Hallgren er sympatisk, og han er oprindelig uddannet (menneske)psykolog, så jeg kunne godt forestille mig at den ville kunne hjælpe, når man skal til at, eller har, mistet en hund. Måske ville det kunne hjælpe dig til at få styr på nogle af "katastrofetankerne", når du tænker på, at du skal miste hende en dag.

    Ellers er der ikke så meget jeg vil sige. Man kan jo sige en masse klicheer - "nyd nu bare tiden med hende mens hun lever", "alle dør på et tidspunkt", "døden er en naturlig del af livet" etc., men jeg ved godt at det ikke vil hjælpe dig. Angst går jo ikke væk selvom man udemærket godt ved, det ikke er rationelt. Men nogle gange kan det alligevel godt hjælpe at undersøge og lægge nogle kræfter i at dykke ind i det, man er bange for, og lære noget om det.

    Selvom du har studeret din tro, så er det noget andet at bruge den i virkeligheden. Så er det virkelig tro. At tro på livet, tro på sig selv. Det er ikke noget man kan lære ved at læse om andre, der har gjort det. Det kan man kun lære ved at prøve, og blive ved, også selvom man ikke føler sig stærk nok. Fejle og ryge ned, og prøve igen.
    Roen og hvilen findes indeni dig selv, et eller andet sted.


    smiley


  • #2   19. apr 2015 Jeg har mistet 2 hunde. Den første Freja, var min første hund og det var hårdt, af flere årsager. Jeg var ked af det i lang tid, men vidste at jeg ikke kunne have gjort andet for hende.
    Anden hund var Bianca, som vi overtog fra noget familie. Hun var 6 år og meget overvægtig. Der gik ikke lang tid før vi fik konstateret at hun havde HD i meget slem grad. Vi havde hende kun et år før vi tog valget. Og vi vidste at det var det eneste og bedste vi kunne gøre for hende. Det var også hårdt, især for kæresten der havde kendt hende siden hun var hvalp.

    Jeg synes det er vigtigt at huske at vi skal gøre det for hundes skyld, når der ikke er anden udvej. Vi skal overveje om medicin og operation giver hunden mere livskvalitet, eller om vi bare forlænger hundens lidelser. Når man vælger at have hund eller andre dyr, så får man en masse dejlige tider og oplevelser med dyret, men når det så bliver tid, så skylder vi vores elskede kæledyr at gøre det der er bedst for dem. Uanset hvor hårdt det er. De kan ikke selv sige stop og derfor er vi nød til at gøre det for dem.
    Bagefter sørger vi. Og det gør vi alle forskelligt.


  • #3   19. apr 2015 Jeg har mistet én hund, altså som i død og borte.

    Felix, var min første hund. I mange år måtte jeg ikke få en hund for min mor, men som min far elskede jeg hunde. Da han døde, kom det aldrig på tale igen at vi skulle have hund.
    Da jeg var omkring 14-15 år, fik jeg endelig lov til at få en hund. Dette blev så Felix.
    Jeg blev tit og ofte mobbet i skolen, desværre. Virkelig latterlige ting, når jeg tænker tilbage på det, oftes var det fordi jeg var anderledes. Felix blev min "støtte" så og sige, jeg kunne fortælle ham alt uden det kom videre. Dette havde jeg meget brug for.
    Ca et halvt år senere, blev han kørt over og vi blev nødt til at få ham aflivet. Jeg var simpelthen så knust, jeg kom ind i noget depression ligende.

    Jeg kunne ikke gå i skole, selvom min mor kørte mig direkte i skole, kunne jeg finde på at tage hjem igen, da jeg simpelthen ikke kunne magte det. Der har selvfølgelig spillet andre ting ind, end hans død, men det vil jeg ikke komme ind på.
    Det tog mig meget lang tid at komme over ham, men er kommet mig over hans tab nu. Jeg savner ham stadig, men det er slet ikke så meget som før.

    Jeg tror at meget af grunden til at jeg var så ked af det, var fordi jeg var teenager og alle hormonerne kørte rundt i kroppen. Det er jo også hér man er igang med at finde sig selv.


  • #4   19. apr 2015 Jeg har mistet en hund og flere katte. Især ved den ene kat som jeg mistede til FIP var det helt vanvittigt hårdt. Dels fordi han havde en STOR personlighed og fyldte meget, og dels fordi han ikke engang var to år gammel. Jeg følte det faktisk som om mine indvolde var var blevet flået ud af kroppen på mig, men... det er hårdt hver gang, og det bliver ikke nemmere og ikke noget man vænner sig til. Jeg er ved at nå derud hvor jeg ikke synes jeg kan holde til det mere og frygten for at miste næsten overskygger glæden ved at have dem. Ved godt at der er mange som tænker "hvor melodramatisk, det er kun en hund/kat/marsvin/undulat", men det kan jeg ikke bruge til noget. Det gør mig ikke mindre ked af det. Sådan er jeg nu endgang indrettet.

    Jeg har desværre ingen gode råd til hvordan man kommer over det, ud over at blive ved med at trække vejret og tage en dag ad gangen - og pludselig kommer der en dag hvor du ikke tænker på det hele tiden, så kommer dagen, ugen, måneden/året hvor du slet ikke tænker på det - og kun et indlæg i hundegalleri bringer det hele frem igen.

    Jeg ved at ved nogen så hjælper det at få ny hvalp/killing i huset, men det har aldrig gjort en forskel for mig.


  • #7   20. apr 2015 Jeg har fra helt lille barn haft dyr ,tror det første dyr jeg fik var en kat ,ellers har jeg altid som barn samlet dyr med hjem, som enten var kommet til skade eller efterladt et sted ,lige fra fugleunger , ællinger og kattekillinger ,husker hvor det knugede mit hjerte i sorg når de døde .
    Min første hund var en gammel dansk hønsehund ,som jeg var for lille til at holde, når jeg gik tur med den,den var vild og savlede ,så mine forældre mente vi skulle af med den , de snakkede med mig om det ,de fik mig nok overtalt ved at love mig en kat og at den skulle ud til en af vores bekendte, hvor den så ville få det godt .Mange mange år efter, fik jeg så fortalt, at min far havde skudt den , det tilgav jeg ham aldrig .
    Senere i livet har jeg haft mange hunde ,som alle er aflivet af sygdom ,det var lige hårdt hver gang ,men jeg syntes så, at jo ældre jeg er blevet jo nemmere har jeg kunnet klare det ved at sige til mig selv, at det er for deres skyld jeg gør det ,og at nu har de det godt.
    For ca 4 år siden, måtte jeg aflive en hund, som ikke var syg ,den smerte det giver, kommer jeg nok aldrig over , jeg kan tude over det endnu .Det er noget jeg aldrig håber andre med et dyre hjerte kommer ud for ,at skulle aflive en hund bare fordi jeg fejlede


  • #8   20. apr 2015 Det du skal huske på er, at alt det du elsker din hund for, det har du selv været med til at "forme". Du har puttet en hel masse af dig selv, dine håb, dine drømme, dine sorger etc... i din hund.
    Og alle disse følelser, de forsvinder ikke sammen med din hund. De vil med tiden blive glade og positive minder, og alt det hun har lært dig i den tid i får sammen, det vil du kunne brug igen, og på et tidspunkt vil du kigge tilbage med taknemmelighed og du vil bruge af dine minder og erfaringer til at skabe endnu flere fantastiske hunderelationer.

    Jeg har selv 3 hunde at kigge tilbage på. De var vidt forskeliige alle tre, men hver især har de lært mig så meget, og givet mig så mange gode oplevelser, som i dag hjælper mig til at gøre Ciba til "den skønneste, klogeste, dejligste hund på jord"..

    Når din hund ikke er her mere, så er en meget vigtig bestanddel i jeres venskab her endnu. Nemlig dig selv. Du står tilbage med alle de følelser og egenskaber der gjorde lige netop jeres venskab til noget helt fantastisk. Find det frem og brug det igen, og send hende en kærlig tanke når du kan mærke at det lykkes smiley


  • #9   20. apr 2015 Jeg har gennem livet mistet mange mennesker, der stod mig nær og hunde jeg har elsket. For nogle af dem - både hunde og mennesker - har det simpelthen bare været tid og døden har ikke virket grusom eller uretfærdig, men snarere, som et helt naturligt punktum, for et langt og godt liv. I flere af tilfældene har døden faktisk været en lettelse (når det handlet om gamle og syge mennesker).
    Jeg har også oplevet at miste nogen alt for tidligt og under tragiske og barkse omstændigheder. Fx døde min far 56 år gammel af en blodprop. Det kom som et kæmpe chock; hvorfor lige ham, der jo ellers levede sundt og efter alle anbefalinger ? Jeg har også mistet en hund på en ret forfærdelig måde; hun spiste en giftig plante og der gik jo altså lidt tid fra vi fik lagt to og to sammen og fandt ud af hvad det var hun pludselig blev så syg af, og da var det for sent at redde hende og hun døde. Det er 15 år siden og jeg kan stadig blive grebet af af en skygge af skyldfølelse og tænke at 'hvis jeg dog bare havde opdaget at planten var spist noget før'. Men det gjorder jeg altså ikke og jeg kan ikke gøre det om, så det er noget jeg bare har været nødt til at forlige mig med.
    Jeg har aldrig følt mig som en bøddel, når jeg tog den sidste tur til dyrlægen med en gammel hund, hvis tid var kommet. Efterhånden, som man får tidsmæssig afstand til det træder mindet om at man klapper hunden for sidste gang og siger farvel til en god gammel ven i baggrunden og man tænker istedet på alle de gode stunder og oplevelser man havde sammen.
    Jeg er på ingen måde religiøs og jeg tror ikke på at livet fortsætter på nogen som helst anden side eller noget. For mig så er man borte når man dør og man vender ikke tilbage. Alle dem jeg har mistet lever videre i de minder jeg har om dem. Men jeg erkender at andre har det anderledes end mig og TS du er et sted i livet hvor føleleser godt kan blive voldsomme og følels lidt 'ude af proportioner', men barnligt er det da ikke. Jeg er et andet sted i livet og har prøvet at miste mange gange (flere end gennemsnittet). Jeg vil ikke sige at man vender sig til det, men den første gang ER den sværeste.
    Jeg savner alle dem jeg har mistet og sender dem alle en kærlig tanke hver dag. Jeg er nok et heldigt menneske fordi jeg ret nemt kommer videre ovenpå et tab og har en livsindstilling, der gør at jeg ikke 'hænger fast' i sorgen, men ser døden som en uundgåelig del af livet. Men det betyder ikke at jeg er følelseskold og ikke sørger når jeg mister.
    Døden indhenter os alle - og alle dem vi holder af - på et tidspunkt. Og jo, det kan da godt være lidt angstprovokerende. TS jeg kan godt forstå at du ikke har lyst til at miste din elskede hund; det er der ingen der har! Men der kommet et tidspunkt, hvor det vil ske, og hvor hun vil forsvinde fra dig rent fysisk og uanset, hvor meget man pakker den ind i religioner og alt muligt andet, så er afslutningen på livet døden og det er helt OK at sørge over at miste og det er ikke barnligt at være bange for det før det sker.


  • #10   20. apr 2015 VEX.. Meget smukt skrevet, har det desværre ligesom dig.. Ikke spor sjovt )-: bliver næsten syg og deprimeret af bekymring somme tider. Har selv en ældre tæve på 11 år,
    Har desværre ikke nogen gode råd til dig. Men hvor er det dog nogle gode og kloge svar mange har skrevet..dem kan jeg også bruge, så tak for dit indlæg.. smiley


  • Radar
    Radar Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 11 Emner: 21 Svar: 2.873
    #11   20. apr 2015 Frygten for at miste tror jeg ikke har så meget med ens alder, men mere ens personlighed at gøre. Jeg tjekkede lige, og kan se, at der er flere i moden alder her i tråden, der kender til den frygt.

    Jeg, halvgamle kone, gruer for at skulle gennemgå sorgen over at miste mine højtelskede katte. Desværre gruer jeg dagligt, og det tror jeg faktisk ikke er normalt. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne nyde og værdsætte den tid jeg har sammen med dem, uden at det skal ødelægges af bekymringer om den dag, hvor de ikke er mere. Nogle gange tænker jeg, at så meget som jeg har bekymret mig på forhånd, burde sorgen da blive nemmere at bære, den dag jeg mister dem. Men sådan fungerer det nok ikke.

    Det jeg bekymrer mig mest om, er omstændighederne. Desværre har jeg nogle gamle traumer fra horrible aflivninger, og det påvirker mig. Håber sådan de kommer godt herfra, men man ved jo aldrig hvornår eller hvordan, det sker.

    Sorgen ved at miste er noget vi alle må igennem, og når man mister et nærtstående menneske mødes man (som regel da) af andre menneskers oprigtige medfølelse, forståelse, og accept af ens sorg.
    Men sorgen over at have mistet et elsket dyr, bliver ofte en ekstra smertefuld og ensom proces, fordi der ikke er ret mange, der kan forstå det. Man kan endda risikere, mere eller mindre direkte, at blive bedt om at tage sig sammen ”for det er jo bare et dyr”.

    I tiden efter man har mistet et elsket dyr, tror jeg, at det er vigtigt at være sammen med nogen, der kender en godt - nogen som ved, hvad ens hund eller kat har betydet for en, og derfor forstår, at den sorg man føler, er ligeså gyldig som var det et menneske, man havde mistet.

    For mit eget vedkommende - og det er muligt, der er noget galt med mig - har jeg ikke sørget særligt dybt over at miste mennesker. Men dét har jeg til gengæld de gange, jeg har mistet en kat!


  • Radar
    Radar Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 11 Emner: 21 Svar: 2.873
    #13   20. apr 2015 Jeg må tilstå, at jeg finder en smule trøst i, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Ikke så pænt af mig, for det er sgu ikke rart (ja, ødelæggende) at gå og bekymre sig så meget over noget, der måske først sker om maaaange år. Den del af det tror jeg som nævnt ikke er helt normal.
    Men den dag de elskede dør, er sorgen gyldig, hvad enten det er to-eller firbenede man har mistet. Det ville jeg ønske, der var større accept af.


  • #15   21. apr 2015 Edb- blond... Hvor har du ret i det du skriver..det er en ensom og smertefuld proces at miste sit kæledyr.. Fordi ikke mange forstår sorgen, hvis de ikke har dyr selv.
    Har selv mistet begge mine forældre på tragisk vis, og også flere gode venner..
    Der syntes jeg at sorgen var "nemmere" at håndtere.. Måske fordi at vi mennesker kan tale sammen om evt sygdom og død.
    Men ved dyr skal man hele tiden "fornemme" hvordan de har det, da de naturligt nok ikke kan fortælle det.. Og så den hårde beslutning omkring det sidste farvel..
    At man skal være bøddel..
    Prøver så meget jeg kan at leve i nuet, og lade være at tage sorgerne på forskud..
    For livet går jo videre , også uden hund.





Kommentér på:
Bange for at miste

x