Burde jeg sende min unghund tilbage? {{forumTopicSubject}}

Jeg sidder virkelig og tænker som en gal lige nu.

Nogen husker måske at jeg længe har drømt om at få cavalier nr. 2. Det måtte udskydes da tæven gik alt alt alt for sent i løb, så jeg kunne ikke få hvalpen hjem i min sommerferie.

Men da den eneste tævehvalp i kuldet endte med at komme tilbage til opdrætter som 12 ugers, netop da min juleferie startede, kontaktede de mig om jeg ville have hende.

Jeg har nu haft Kenya i lidt over 8 måneder og hun bliver 1 år lige om lidt.

Jeg knuselsker min banditbaryl, men hun giver også mange problemer. Hun har et enormt drive og energi. Og med teenagertiden, som netop har ramt os hårdt er hun simpelthen begyndt at blive rigtig destruktiv. Hun har altid været lidt slem til at ødelægge ting, men den er blusset voldsomt op igen.

Jeg efterspurgte lidt hjerneøvelser i vores gruppe på FB, for at finde noget som hun kunne lave. Hun har absolut ingen lyst til at arbejde for sit foder, og jeg kan jo heller ikke fylde godbidder i hende hele dagen.

Vi træner allerede af flere små intervaller om dagen, men hun er stadig sprængfuld af energi. Hun er typen der slet ikke bliver træt af en times træning til rally. Hun sover på vej hjem i bilen, og er derefter helt vågen og fuld af spilopper igen. Jeg har pt aldrig kunne køre hende træt. Det er kun efter ophold hos opdrætteren at jeg har oplevet at hun har været rigtig træt på den gode måde.

Opdrætteren har så kontaktet mig, og har halvt i spøg, men også med lidt alvor i stemmen tilbudt mig en byttehandel.

De passede Kenya og Saphira en enkelt nat for 14 dage siden, samt de næsten lige har haft os på besøg en hel dag til hvalpetræf.

De fornemmer at Kenya virkelig stortrives i en større hundeflok. Og det kan jeg sagtens give dem ret i. Hun ELSKER at lege, fører an i legen og er absolut utrættelig. Saphira vil gerne lege med hende, men Saphira kan slet ikke følge med i længden. Kenya kan simpelthen blive ved og ved og ved og ved og ved og ved.... Et vaskeægte livsglad dampbarn på speed.

Og nu har opdrætterne så flot tilbudt mig at tage hende tilbage, og bytte hende med en hvalp fra det kuld de planlægger næste gang (det venter bare på at tæven kommer i løb). Det er ikke Kenyas mor der skal parres denne gang, men det bliver med samme far.

De leder allerede efter en tæve, som skulle parres med Kenyas kuldbror. I stedet tænker jeg at de vil få et kuld eller to på Kenya når hun er klar. De har i hvert fald sagt at de i så tilfælde beholder hende.

Jeg tuder allerede nu ved tanken om at skille mig af med min vidunderlige baryl. Men jeg sidder virkelig og spekulerer på om det måske ville være den rigtige beslutning.

Kenya elsker at være hos dem. Hun elsker den noget større flok, elsker at de camperer hver weekend lige ved siden af hendes kuldbror, som også gerne vil slås hele dagen.

Opdrætterne er hjemme hele dagen, og de elsker deres hunde over alt på jorden.

Meget inde i mig siger imod. Man sender da ikke sin hund væk bare fordi man ikke kan gøre det hele godt nok til hende. Og man skiller sig da slet ikke af med sit vidunderlige barylerbarn bare fordi hun har mere energi og drive, end hvad jeg lige kan tilfredsstille.

Men jeg sidder virkelig og tænker på lige nu, om det ikke er mig der er dum og egoistisk over at ville beholde hende. Og at Kenya bare trives meget bedre under andre forhold end det jeg kan tilbyde hende. Og at jeg i virkeligheden er rigtig dum, hvis jeg ikke vil erkende at hun måske vil trives langt mere med en anden dagligdag, hvor der vil være noget mere fart over feltet.

Men årha hvor er det bare svaært, og hvor tuder jeg allerede ved tanken om det. Det er jo min lille bandit, som elsker at løbe rundt og lave ballade. Men det er jo også min lille trold, som kan putte sig ind til min hals med et dybt suk af ren og skær velvære.

Hvad f*nden gør en klog?