Vigtigheden i halsbånd {{forumTopicSubject}}

Bare en lille historie fra i dag:

Vi havde idrætsdag på min skole i dag, og den gik ud på at komme toilet nogle forskellige steder hen i byen.

Da vi (2 piger og 1 dreng og mig, lad os kalde dem a, b og c) er kommet til vores næstsidste stop, finder vi den fineste store, gule labradorhan. Vi venter i et par minutter, men ingen ejer dukker op. Hunden var heldigvis meget veltrænet, og kom når vi kaldte. Vi kaldte den "Vovse," da vi ikke kendte dens navn. Vovse havde nemlig ikke halsbånd på!
Så tog vi Vovse med rundt i området, håbende på at finde en der var ude at lede. Vi begyndte at ringe på et par huse hist og her, men ingen kendte hunden. B var ikke glad for store hunde, så B og C gik tilbage til skolen, for at lade dem vide at a og jeg kom forsent.
Efter et godt stykke tid, finder a og jeg en mand der mener at det er hans nabos hund.
Det var det så, og naboen blev meget glad for at få Vovse, som viste sig at hedde Balou, tilbage.
A og jeg kom forsent tilbage til skolen, men vi kunne gå med en god mavefornemmelse, for Vovse var hjemme igen. Vovse havde fået klatret over hegnet, og plejede ikke at gå med halsbånd derhjemme.

Det tog a og jeg en halv time at finde ejeren. Det kunne vi have gjordt på 5 minutter hvis Vovse havde haft hundetegn på!

Ville bare lige dele denne historie, og huske alle på, at selv om halsbånd ødelægger pelsen, eller hunden bliver lidt irriteret på det, så kan det være det værd, så længe man får sin elskede hund tilbage igen

Lille undren: Flere fra vores årgang var gået forbi Vovse, uden at gide at prøve at finde ejeren. Er der virkelig ingen der hjælper hinanden mere?