{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.029 visninger | Oprettet:

Op på... Hunden igen? {{forumTopicSubject}}

Jeg har ikke været på hundegalleri i flere år. For at være ærlig, så har det gjort for ondt.
Mine dejlige vovser er i dag alle himmelhunde. Af forskellige årsager, en pågrund af skade, en anden alderen + gigt.
Hvordan har i det efter himmelhunde stadiet? Og hvordan fik i kommet over det og i gang igen?
For mig var det hårdeste at miste Carmen.
Det er nu 4½ år siden at den sidste blev himmelhund. Min familie har spurgt mig, og i stedet fik jeg mig en kat, selvom jeg hader katte.
Men jeg var bare ikke klar.
Endelig føler jeg mig klar igen. Sidder nede ved træningsbanen og ser andre træne deres hunde ved DCH og bliver misundelig.
Tager også på udstillinger igen og stirrer på de andre og deres hunde.
Troede aldrig jeg ville få "lysten" igen efter himmelhunde erfaringen. Men endelig sniger det sig på mig og jeg er virkelig grebet.
Samtidig, er jeg rigtig nervøs. Det føles som en livstid siden. Jeg har bestilt hundebøger igen, træningsbøger, begyndt at følge trænere på nettet og er vildt motiveret.
Mit liv plejede at handle 110% om kun hunde, det er alt jeg lavede, alt jeg talte om og alt jeg interesserede mig for. Så de sidste år har helt sikkert føltest tomme. Jeg tror jeg var 10 sidst jeg gik op i noget andet.
Kunne godt tænke mig at høre jeres erfaring og skift fra himmelhund til ny hund. Hvordan var det for jer? Blev hullet i hjertet lidt mindre?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Op på... Hunden igen?
  • #3   14. okt 2018 For mig kan det ikke gå hurtigt nok med at få en ny!

    Jeg ved, at det fylder det hul der kommer når en hund drager afsted uanset årsag.

    Det er så kedeligt at komme hjem til et hus, som selv fyldt med mennesker bare virker så tomt, når der ikke er hund!


  • #5   14. okt 2018 Jeg er helt imponeret over hvor hurtigt i kunne klare det igen.
    Tror også Carmens død kom så meget bag på mig at jeg ikke rigtig har kunnet takle det rigtigt.
    Først nu at jeg begynder at se "forelskelse" igen i hunde og hvalpe. Og er utrolig spændt! Men overrasket at det har taget mig så længe som det har at nå til det her punkt.
    Føler mig helt unormalt at jeg har sørget så længe hehe.
    Denne gang bliver det en helt anden hunderace, og jeg er utrolig spændt på hvad det kommer til at indeholde. Men samtidig har jeg stadig svært ved at ryste ansigtet af den gamle ud af mit hoved.


  • Sofie
    Sofie Tilmeldt:
    sep 2013

    Emner: 14 Svar: 107
    #7   14. okt 2018 Jeg synes det er nemmere at komme over, ved at man får en ny hvalp. Men når man får en hund så er man jo næsten 100% sikker på at den stiller træskoene før en selv, så det må man bare være klar på, og ikke gå fuldstændig ned over det. Din nye hund kommer også til at dø, og det er du nødt til at kunne håndtere.

  • #8   14. okt 2018 Jeg mistede Kia i maj, og jeg skal ikke have ny hund før engang i det nye år, tidligst.
    Jeg savner hende stadig vildt meget. Jeg tror først en ny vov vil komme, når det er en hund, og ikke Kia specifikt, jeg savner. En ny vov, som kan være sig selv, og ikke skal leve under Kias skygge. Af samme årsag bliver det ikke samme race igen.

    For det er Kia jeg savner pt., ikke en hund for enhver pris. Det ville være synd for en hvalp at skulle konkurrere med Kia, før mit savn, er blevet bearbejdet.

    Jeg synes det er superskønt, for dem kan bearbejde deres sorg, med en ny vov smiley

    Det er bare ikke mig.


  • #9   14. okt 2018 Jeg har haft mange hunde, og har set mange af dem dø også gennem årene.
    De fleste er gradvist blevet syge med årene, eller at man ser "Ok, nu er han blevet gammel, der går nok ikke længe" og sådan bliver man forberedt.
    Men med Carmen havde jeg et bånd jeg aldrig har haft med en anden hund før, og det kom så bag på mig, hun var ung og frisk og så skete der et uheld.
    Jeg tror det har været det der har rystet mig så meget.

    Sanne - Jeg har også besluttet det bliver en helt anden race. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare den samme race igen, nemlig pga. sammenligning.
    Jeg er rimelig fast besluttet at dette skal være en helt anden erfaring for sig selv.


  • #10   14. okt 2018 Jeg havde 3 labber...... I maj mistede vi Lotus (den sidste af de 3). Jeg var SLET ikke klar til en ny hund...... MEN så havde min dejlige veninde en bette westiehan..... Som skulle bruge et godt hjem.
    Jeg har altid sagt ALDRIG en terrier til mig. Men denne lille "skid" tog mit hjerte og nu bor han her smiley

    Men som Sanne skriver, så var det Lotus, jeg savnede. Så derfor er det fint at jeg har fået en HELT anden race. Når det er sagt, så er jeg ikke færdig med labberne endnu. Så hvis jeg er heldig, så falder der en voksen labtæve ned i min turban næste år smiley


  • #11   14. okt 2018 Føler mig helt sikkert sikker på min beslutning at have en helt anden race denne gang efter at have læst jeres erfaringer smiley
    Tror heller ikke jeg er helt færdig med terrier type hunde, men jeg tror der kommer til at gå rigtig lang tid inden det skal være en terrier igen.
    Og er helt vildt spændt på hvad Finsk Lapphund kommer til at give.
    Sætter pris på at høre jeres erfaringer. Det gør jeg føler mig mere tryg og bekræftet i min beslutning smiley


  • #12   15. okt 2018 Det har ikke været svært for mig at beslutte, at jeg skulle have en ny hund, når Keesha ikke var her mere. Imens jeg havde min gamle sølvrøv, ville jeg så gerne have en hund mere, en hvalp imens Keesha stadig var frisk, så jeg har været i kontakt med flere opdrættere af Keeshond i en del år og skrevet op til hvalp i håb om, at vi fik gennemført tilladelse til to hunde.
    Det med to hunde blev igen nedstemt, men så skete der det, at Keesha blev alvorlig syg af kræft. Jeg vidste ikke, om hun nåede at blive 13 år (men det gjorde hun), så jeg blev skrevet op til en hvalp fra en med flere skønne hunde, som jeg har mødt på udstillinger, hvis ellers hendes tæve blev parret.
    Keesha blev aflivet 23/10 og jeg fik min nye hvalp hjem 10/5. Jeg var SÅ klar men græder stadig over min gamle soulmate, sølvrøv og livsledsager gennem næsten 13 år.

    Mht. race, så tror jeg ikke, det ville betyde noget for mig. Keesha var ½ kees/½ golden retriever. Den nye, Asdis, er ren keeshond, men jeg kan af og til smile og grine lidt af nogle fælles træk/reaktionsmønstre.
    Jeg ville ikke kunne have ventet så mange år, inden der kom en ny hund. Den tomhed ville være for stor.


  • #13   15. okt 2018 Jeg mistede min unge ruhår sidste år i August smiley det var et kæmpe chok for os smiley
    Da hun ikke var mere,var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle have hund igen,om jeg turde..
    Men altså,da jeg ikke havde hund mere,sank jeg bare ned i sofaen og savnede smiley
    Jeg vidste jeg ville have en gravhund igen,men på det tidspunkt turde jeg ikke få en ruhåret igen,så vi fik Frida som er korthåret gravhund ....
    Igår mødte jeg så 2 ruhårede gravhunde og kunne mærke at jeg ikke var helt færdig med de ruhårede smiley


  • #14   15. okt 2018 Jeg har gudskelov aldrig været helt uden hund. Ikke siden jeg kun var 18 år gammel, hvor vi mistede min barndomshund, og det var helt umuligt at overtale mine forældre til, at der skulle en ny hund ind i hjemmet. Det løste vi søstre så, ved at give min far én i fødselsdagsgave 3 måneder efter, vi havde mistet den anden.

    Som voksen har jeg været så heldig, at jeg altid har haft mindst to hunde af gangen, og for mig er der kun en eneste måde, at komme mig over sorgen, når jeg mister én hund. Det er at tude ned i pelsen på en anden....

    Det er nu godt to måneder siden, jeg mistede Lanka..
    Jeg savner hende stadig hver dag, men jeg har ikke den "tomhed", som ville være opstået, hvis der ikke havde været de to andre, til at holde mig beskæftiget, og til at sørge for, at dagens rutiner stadig er stort set de samme.


  • #15   15. okt 2018 For tre år siden mistede vi ret pludseligt vores 7 måneder gamle hvalp efter få dages forfærdeligt sygdomsforløb. Det savn sidder stadig i mig og vil nok ikke forsvinde.
    Men vi kunne så mærke, at vores anden hund savnede den kammerat, hun havde haft, og vi var derfor ikke i tvivl om, at vi skulle have en ny. Men vi valgte at få i andet køn og farve (samme race), og vi har aldrig sammenlignet de to. Det er to forskellige hunde og den ene har aldrig erstattet den anden.


  • #17   15. okt 2018 Vi har også altid haft flere end 1 hund. Men efter jeg fik min datter har jeg ikke rigtig syntes jeg havde tiden til en hvalp da jeg er alene.
    Vi havde 4, og på kun 3 år var de alle væk. Fejlen var at de var af samme alder. Helt sikkert noget jeg ikke gør igen. Der skal være i hvert fald 3 års forskel på hundene. Selvom mine originale 2 var af god alders forskel, so var de 2 andre af samme alder som de første 2. Og underligt nok, så tog de også videre i par.

    Kennel Hearthitter - Jeg har prøvet før at have en hund jeg hadede. Det var ikke min men den boede ved mig i lange perioder pga. ejers arbejde og sådan.
    Men for pokker jeg kunne ikke fordrage ham. Så ved hvordan det kan være at være bundet til en hund man ikke føler noget bånd til.

    Helt ærligt er det en ting der gør mig meget nervøs. Jeg er virkelig bange for at have sådan et følelse for en fremtidig hund. Ved godt hunden var ikke min, og at jeg ikke skal lade mig skræmme af at ikke kunne lide en hund jeg ikke havde valgt.
    Men jeg er virkelig nervøs, selvom det naturligvis vil være anderledes når jeg selv har opdraget hvalpen.


Kommentér på:
Op på... Hunden igen?

Annonce