Når man ikke kan med sin svigerfar {{forumTopicSubject}}

Min kæreste og jeg har været sammen i 9 år, og jeg har aldrig kunnet enes specielt godt med min svigerfar.
Han har aldrig kunnet forstå at jeg har hest, og har altid ment at jeg burde sælge den så vi kunne bruge pengene på noget andet, hvilket han ikke har noget problem med at sige trods han ved at det gør mig skide ked af det.
Jeg indrømmer at med en hest og tre hunde hvor jeg vægter kvalitetsfoder/træning mm meget højt ved både hest og hund så er der ikke plads i vores økonomi til de store udskejelser. Vi kan sagtens få det til at køre rundt, og vi har råd til en eventuelt dyrlægeregning, men jeg vælger bevidst at købe tøj på tilbud osv.

Nu ligger landet sådan at vores bil blev for 14 dage siden udsat for hærværk og totaltskadet - vi har fået en mindre sum penge af de skyldige, som udgør ca halvdelen af en ny bil, resten er vi nødt til at låne. Istedet for at låne i banken og skal betale renter, har vi lavet en aftale med mine svigerforældre om at låne resten af pengene af dem, hvor vi self har en afbetalingsordning hver måned.
Igår sidder vi ved min kærestes mormor, og taler om hvad vi kan få af biler, og jeg siger at det er vigtigt for mig at der er plads til et dobbelt hundebur da vi kører med vores hunde hver dag, og vi snakker om hvor man evt kan "slække" på kravene, da min kæreste gerne vil have den kører langt på literen, og vi har et max beløb vi har råd til at købe for. Min svigerfar er ikke en del af samtalen overhovedet, men siger henne fra sofaen af "Ja hvis du sælger din hest, så har I råd til at købe for meget mere"
Han VED at jeg bliver skide ked af det - jeg forventer ikke han rforstår min hobby, jeg forventer ikke engang at han accepterer den, men jeg forventer han respekterer mig nok til at han ikke gør mig ked af det i familiens påhør, (min kærestes to onkler var der også). Det er ikke første gang han skyder med skarpt og er nedladende og led overfor mig, det sker hver gang vi er samlet til familie tam tam, og hver eneste gang vælger jeg at tilgive.
Men denne gang kan jeg simpelthen ikke holde det inde, jeg sætter ham på plads og rejser mig og går en tur for ikke at begynde at tude, hvilket selfølgelig resulterer i at hans far er skide sur på mig. Jeg har nu valgt ikke at have noget med min svigerfar at gøre mere - det er for belastende altid at være på vagt og være bange for at blive såret.. Det er selfølgelig synd for min kæreste, men han forstår heldigvis godt mit valg. Hvad siger I? Er det mig der er galt på den?