{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Blanding af racer Himmelhund Milo min Milo <3 [ Himmelhund] 2002

5.390 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hund er oprettet og stemt ind. Opret din egen hund

Heidi
Kvinde | 52 år | Oprettet: 8. okt 2006


Blanding af racer Himmelhund Milo min Milo <3

Fødselsår:
2002
Størrelse:
72 cm i stang og 46 kg
Temperament
Meget rolig og godmodig og passer godt på sin familie
Tricks
Sit, dæk, gi pote, indkald...
Stævner
Ingen
Stamtavle
Ingen

Milo´s far er en langhåret schæfer
Milo´s mor er en Flat Coated retriever
Køn
Han
Beskrivelse
<3
Den 1/3-11
Måtte jeg sige farvel til min elskede dreng. Jeg havde - sidst han var halt beslutte mig for at næste gang han ville få ondt, skulle han have lov til at få fred. Livet for Milo har ikke været let, men jeg har gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe ham og sørge for han havde det godt.

I et par år har Milo ikke fået lov at løbe fri på vores luftture for jeg viste, han ville få ondt bagefter, hans hoved fejlede ikke noget, der var han bare som en hvalp på 1 år glad og legesyg, det var jo bare derud af hele tiden.

Denne vinter har han klaret fint, han har været med ude i haven og lege i sneen, som han elskede over alt i verden.

Men i lørdags som var første gang, vi gik i have efter sneen var væk gik det ikke godt. Jeg ville børste alle hundene igennem, Milo ville ikke, jeg måtte ikke børste ham bagtil, men det har jeg oplevet et par gang før, så han fik lov at slippe. Han legede i have mens jeg var derud og alt syntes normalt.
Men om aftenen kom prisen, Milo kunne ikke støtte på sit ene bagben, han kunne ikke komme op i sofaen, som han plejede at putte i og han kunne næsten ikke rejse sig, når han havde ligget ned og flere gang faldt han som Bambi på glat is på gulvet.

Jeg gav det en chance for en forbedring til mandag, men der var ingen, så jeg fik tid hos min dyrlæge i går.

Nej, jeg ville ikke have ham undersøgt, jeg ved, hvad min dreng fejlede og jeg ved, det kun er at udskyde det uundgåelige. Han kunne ikke mere og det kunne jeg heller ikke. Det har i flere år ligget som en sort sky over mit hoved, ubevist hver eneste dag jeg stod op, skulle han lige tjekkes, hvordan har han det i dag. Og det er virkelig meget hårdt at gå med, det fylder så meget.

Milo min store dreng, min Fedtmule hund, min tro følgesvend du har fået fred nu, du skal aldrig have smerter mere, nu skal du mødes med Ladypigen i hundehimlen og i to skal hygge jer sammen til jeg er hos jer igen. Du skal ikke været bange Lady er der for dig nu, hun passer på dig til vi ses igen.
Du har lært mig meget, du var en unik hund, du kunne næsten tale med mig, du var så stor og stærk og alligevel troede du selv, du var lillebitte, men bare dit hoved var kæmpe stort, når du kom og gav mig et put, var jeg lige ved at vælte :0) Milo dit liv har ikke kun været sygdom og smerte, jeg har så mange dejlig minder fra dig, som jeg holder tæt mit hjerte. Folk der kendte dig faldt pladsk for dig, dine fjollede øre, de har fået mange kommentar :0) du var helt unik og ikke som nogen anden og det gjorde dig helt speciel.

Min dreng jeg elsker dig og savner dig huset et tomt uden dig og intet vil blive som før.
***************************************************************************

Milo blev 8 år den 22. marts 10, hans far er en langhåret schæfer og hans mor er en Flat Coated retriever. Han blev født i Hundested hos en dame, som både havde moren og faren, kuldet han kommer fra var på 13 hvalpe. Milo var helt grå med meget blå øjne, det var kun ham og en enkelt tæve, som så sådan ud og det var nok det, der gjorde at min kæreste faldt for ham. Så vi besluttede, at det var ham, vi ville have og en uge efter, gik turen igen til Hundested for at hente ham hjem:0)

Skulle der være nogle herinde fra, som måske har eller kender en, som har en bror eller søster til Milo, må i meget gerne skrive, jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme i kontakt med nogle søskende til ham. Jeg har desværre under en flytning mistet adressen til hende, som vi købte ham af.

Milo er en tryghedsnarkoman og han har det bedst, når hele familien er samlet. Hvis vi er ude at går tur og ungerne kommer for langt væk fra os eller går rundt om et hjørne, hvor han ikke kan se dem, begynder han at trække, hyle og pive indtil, vi er samlet igen. Han var jordens nemmeste hvalp, der var ikke ret meget at komme efter, men til gengæld tog det lang tid førend, han havde tiltro til andre mennesker og nye steder.

Milo blev meget hurtig stor, da jeg var til dyrlægen med ham første gang, sagde hun, ”ham her bliver stor”, han havde kæmpe store poter og ben. Hun rådede mig til at give ham en rigtig godt foder og fodre ham mange gang om dagen. Hun sagde, at jeg nok skulle regne med at han tog 1 kg på om ugen. Da vi kom igen 4 uger efter, skulle han vejes, han havde taget næsten 9 kg på.

Milo har altid været en uheldig hund, vi har utallige gang været til dyrlægen med ham. Vi boede på på en bondegård med 6,5 tønder land til, da vi fik Milo, her fik hundene (Milo og Lady) lov til at løbe fri og hygge sig, men Milo vrikkede tit om på sine ben og vi måtte til dyrlægen med ham, så var det knæet og ankelen, den var gal med.
Der var en gang, jeg var til dyrlægen med ham fordi han humpede, hun kunne ikke mærke, hvad det skulle være og vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle holde ham i ro, så skulle det nok gå over. Da der var gået nogle dage og det ikke var blevet bedre, tog jeg til Fakse dyrehospital med ham, der var 2 dyrlæger, der kiggede på ham og de kunne heller ikke mærke noget, så turen gik hjem igen. Men jeg havde det ret dårligt over, at han havde det så skidt, så et par dage efter tog jeg til min egen dyrlæge igen og sagde hun måtte tage nogle røgen billeder af ham. Det gjorde hun så, her kunne hun se, at der var en skade på det ene knæ og samtidig kunne hun sige, at han havde en lille grad af HD, jeg brød helt sammen, med hun sagde, at det ikke var sikkert, at det ville blive værre, på det tidspunkt var han omkring 1½ år. Milo kom sig med knæet.

Milo kan heller ikke tåle bistik, hans første sommer blev han stukket af en bi, jeg sad i haven med et par veninder, der var på besøg, da Milo pludselig, løb rundt i haven med hele ansigtet i græsset. Jeg kaldte på ham, da han kom, var han helt ”byldet” rundt om øjerne og rundt om mundvigene, hans ansigt hævede helt vildt op. Jeg ringede til dyrehospitalet i Vordingborg for at høre, hvad jeg skulle gøre, de sagde, jeg skulle holde øje med ham, hvis han pludselig ikke kunne få luft ellers kunne vi tage ind til dem og få noget modgift og det var selvfølgelig, det vi valgte, jeg skulle ikke sidde med en hund, som pludselig ikke kunne trække vejret.

Milo er en fantastik ”storebror” til Maxi vores Finske Lapphund, som vi fik foråret 05, han har været rigtig god til at opdrage på ham på en god og kærlig måde. Vi bor tæt en ”Folkeskov”, som vi tit lufter i, her elsker Milo at løbe løs. Da vi fik Maxi skulle han da også have lov til at nyde livet uden snor, men Maxi er lidt sin egen og han var ikke bange for at løbe ind mellem træerne, en dag fik jeg en klump i halsen, han ville ikke komme, da jeg kaldte ham til mig, det er ikke sådan lige at komme derind, da træerne og buskene stå meget tæt sammen, jeg gik i panik, Milo kiggede på mig, så løb han en bue om Maxi og løb så direkte mod ham og ”jagtede” ham ud til mig, puha jeg blev lettet.

Vinteren 05/06 jeg havde godt lagt mærke til, at Milo ikke var helt den samme, han virkede lidt trist, i februar 06 tog jeg så til dyrlægen med ham. Han fik taget røgen billeder af sine hofter, det var en rigtig trist ”dom” han fik, hans har D/E hofter og har også en masse slidgigt, det var en af de værste dage i mit liv. Jeg var bare så ulykkelig, men jeg havde en masse herinde fra, som virkelig var der for mig og en anbefalede mig at prøve at få lagt guld i hans hofter. Så det fik jeg så gjort i marts06, men først i juli06 har Milo været stabil, så det har været lang tid at gå og vente på. Jeg håber og krydser finger for, at Milo´s tilstand bliver som den er nu.
Så går det ned ad bakke for Milo igen, jeg er bange for det er ved at være sidste udkald. Han er på smertestillinde igen, han er begyndt at humpe lidt på det ene bagben og en gang i mellem er det ligesom om han mister et par skridt på bagbenene.

18/10-07
Milo de sidst 3 uger haft det rigtig dårligt, han viste så mange tegn på at jeg troede, hans tid var ved at ende. Så vi blev enig om at få en tid hos en anden dyrlæge end vi plejer at bruge til en undersøgelse af ham helt fra bund. Så vi var afsted med ham i sidste uge. Den dyrlæge mente ikke at han skulle have så ond, som vi beskrev, så det var jo positivt, men han kunne bestemt ikke lide den beskrivelse vi gav af hans adfærd.
Han mente det måske kunne være hans stofskifte den var gal med, så han fik taget en blodanalyse, men her fandt han heller ikke nogle svar.
På tirsdag skal jeg så komme igen med ham, jeg skal give ham en masse motion inden vi kommer og så skal han have taget nogle nye røgentbilleder, så vi må se.
Selvfølgelig blev jeg glad, da han mente, Milo ikke havde så ondt i hofterne, men hvad pokker kan det så være.......for han er bestemt ikke sig selv - selv smertestillende virker ikke rigtig.

Lige først en lille for historie til dem som ikke kender den. Vinteren 05/06 begyndte det at gå skidt for Milo, februar 06 gik jeg til dyrlægen med ham for at få en dom med HD D/E hofter og slidgigt. Marts 06 fik Milo så lagt guld i hofterne. Fra da af til nu har hans liv været som en rutchebane med op og ned ture. Til at starte med var der langt mellem de dårlige perioder, men inden for det sidste halve år ca, er de dårlige perioder blevet tætter på hinanden og værre.
Efter Milo havde haft en lille uge, hvor han virkelig havde haft det skidt, besluttede vi os for at lade ham gennemgå endnu en undersøgelse. Denne gang ville vi have en dyrlæge ude fra til at kigge ham igennem fra bunden af og få han mening. Vi fik så en tid på Fakse dyrhospital i uge 42 hos Ken Lindeblad, som er kendt for at være meget grundig og god.
Milo havde ugen forinden haft det virkelig dårligt og et eller andet sted, var jeg egentlig afklaret med at jeg ikke fik ham hjem igen. Da hans adfærd virkelig havde taget en kæmpe drejning. Han havde fuldstændig mistet gnisten i øjenen, det virkede som om han virkelig havde haft ondt i bagbenene, han mistede ligeså nogle skridt, når han løb rundt, det som var prikke over i´et var, da han træk sig væk fra familien, hva han aldrig gør, han skal helst være hvor vi er – nu lagde han sig pludselig i bryggerset eller ud i hundegården helt alene.
Nå men vi tog til Fakse med ham. Dyrlæge ville lige starte med at se ham gå ude i det fri, så vi gik en tur, hans vurdering var det så fint ud, vi gik så ind, hvor han begyndte at undersøge Milo fra top til tå, bagbenene fik en ordentlig tur frem og tilbage, Milo fandt sig i det og viste ikke særlig meget tegn på der var smerter. Dyrlægen mente ikke, han havde så store smerter, som den beskrivelse vi gav, selvfølgelig blev jeg glad, men hvad var det så, som gjorte at Milo ikke havde det godt ??
Det sidste halve år er Milo´s pels og hud begyndt at ligne noget der er løgen og han har tabt sig næsten 6 kg, trods han egentlig spiser mere end han skal have af sin hundemad og får lakseolie hverdag og aldrig har været en overvægtig hund. Vi fik talt frem og tilbage om denne forandring og dyrlægen mente det måske kunne skyldes hans stofskifte, så han tog en blodprøve af Milo og vi ville få svar dagen efter. Jeg ringede så til Ken og han havde svarene på Milo´s blodprøve – alt var indefor normalen, hvad så nu..selvfølgelig glad igen, men stadigvæk ikke nogle svar, vi kunne bruge til noget…
Nå men Ken ville så gerne have Milo ind igen til nogle røgentbilleder og denne gang skulle jeg give ham en masse motion inden vi kom for at se om Milo så havde smerter. Så her til morgen var vi så på en god gå/løbe tur inden vi skulle være der kl. 8.20. Ken undersøgte igen Milo´s ben/hofter/ryg, Milo træk sig en smule på sit venstre ben, men stadigvæk mente Ken ikke at det var grunden til han smerte og forandring. Jeg plejer at bruge Metacam til ham men det har ikke rigtig nogen virkning mere, så Ken ville have vi prøvede Previcox for at se om det gjore en forskel, så det er vi gået i gang med i dag. Dog mente Ken at Milo var et mysterium.
Vi stod og talte og jeg begyndte at fortælle om Milo´s liv også om da han i sin tid blev kastereret og han kun havde en sten i pungen. Min egen dyrlæge havde prøvet at kigge efter den inde i ham, men kunne ikke finde den, hun mente den var så lille at den var uden betydning eller at den overhovedet ikke var der. Da jeg fortalte det til Ken, var det som om der gik et lys op for ham og han sagde at det var en meget vigtig detalie og det kunne være katastrofalt. I alle hans år har han kun oplevet en han hund uden nogen sten overhovedet og det kunne man tydeligt se på den – den var en totalt intet køns hund.
Så det kan være det er den lille eller nu måske store sten der gør min Milo så syg. Milo skal nu have taget en ny blodprøve for at se om der er noget hormon i, men da Ken ikke på stående fod lige viste om den kunne tages som normalt og hvor den skulle sendes til, ville han lige undesøge det og så ringe efter os igen.
Sådan en sten kan være næsten hvor som helst i kroppen selv kan den ligge i lungerne, der kan også være gået cancer i, jeg må indrømme at det lyder som en stor omgang. Han skal så også scannes og igennem en operation, men nu må vi se hvordan det står til.
Jeg håber i hvert fald at det giver os svaret på, hvorfor min Milo har gennem 2 år nu været syg – og vi har altid troet det var hans hofter, da der var så mange tegn, der viste det. Set i bagspejlet ved jeg ikke om jeg kunne havde gjort det anderledes, jeg er virkelig ked af det, jeg troede det var hofterne det var galt med og måske viser det sig det er en tåbelig sten i hans krop, der gør ham så syg. Jeg er bare glad for vi nu har valgt en meget dygtig dyrlæge, som giver sig tid og ikke giver op, jeg tror på han finder årsagen, han giver i hvert fald ikke så nemt op.

Nyt 7. november 2007
Jeg hentede Milo i går efter arbejde og alt var gået som det skulle. Ken fandt en stor fin og vel fungerende sten inden i ham.

Ken startede med at kigge i bugen efter den, men der lå den ikke. Han kunne se den skulle være der for på den ene side, hvor den i sin tid blev fjernet, var alt dødt, som det skulle og på den anden side fungerede alt som det skulle. Han fandt den så omme bag bugen i mellemkødet, så der er jo ikke noget at sige til min dreng, har haft det skidt, men jeg skulle gerne inden for 1 til 2 måneder se fremskrid hos Milo, nu skal kroppen jo lige i balance igen.

Sygeplejeskerne havde jo kigge Milo igennem efter oprationen og der var så en bemærkning på, om at vi skal passe på vægten, det kunne jeg jo ikke helt forstå for Milo er tynd, så jeg spurgte lige Ken, hvad de mente og han sagde at det var jo fordi at før havde jeg en hanhund og nu havde jeg en kastrat. Ja, det tænkte jeg jo ikke lige på, det er jo 5 år siden, jeg fik han kasteret :0)


Den 20/11-07
For det ikke skal være løgen, var jeg på Fakse i dag med Milo, han ville ikke støtte på højre forpote og det var hævet om. Dyrlægen mente det måske var en torn, han havde trådt i eller ligende, der var intet af finde. Milo fik noget smertestillende og en gang medicin og benet blev forbundet for at støtte og stoppe hævelsen.

Den 28/11-07
Ja, så måtte vi en tur hos dyrlægen igen, Milos pote var stadigvæk ikke hel god. Heldigvis var det ken denne gang og han tog hans temperatur og Milodrengen havde feber. For en sikkerheds skyld fik Milo taget røgentbilleder, der var ingenting at se. Ken sagde det var betændelse i knoglen, så nu skal Milo have pencili i 10 dage og smertestillende og selvfølgelig holdes i ro. Så nu krydser jeg fingre for det bliver godt. Men sikken nogle piller de er bare kæmpe store...

Den 2. december
Milo er nu langt om længe begyndt at vise bedring :0)

Kommentér på:
Blanding af racer Himmelhund Milo min Milo <3
Annonce