Omplacering af hvalp {{forumTopicSubject}}

Hej herinde
Jeg ved at dette er et ømtåleligt emne for mange, og havde da heller aldrig forestillet mig at jeg skulle skrive et sådant opslag
Situationen er denne - min kæreste og jeg venter vores første barn, jeg er pt. i uge 27 og er sat til at skulle føde først i januar 2020.
For omkring 3 måneder siden valgte vi at anskaffe os en hundehvalp. Når jeg den dag i dag tænker tilbage kan jeg kun synes at jeg ikke har kunne tænke klart og greb ud efter alt der måske kunne få mig til at føle en smule glæde.
Da vi anskaffede os hunden var jeg allerede sygemeldt med stress og depression, noget som grundet min graviditet og alle hormoner var blusset op.
Jeg tror jeg inderst inde godt var klar over at det var en dum beslutning at få hund på sådan et tidspunkt og min kæreste troede at det ville gavne mig.. Jeg synes livet var meningsløst og så ikke grund til at stå op hver morgen. Jeg havde det slemt.
I takt med jeg kom længere i graviditeten og trætheden og kvalmen lagde sig har jeg været knap så depressiv, men helt vildt stresset over denne hvalp.
Jytte er så sød og kærlig og er ligesom en hvalp på 5 måneder bør være, problemet er hos mig, det er jeg helt klar over. De sidste 2 måneder har jeg vaklet imellem og finde et nyt hjem til hende og beholde hende, at stå midt imellem stresser både mig og kæresten, ja sikkert også hunden.
Det gør så ondt at skulle indrømme at man har været så dum at anskaffe sig et lille hjælpeløst væsen, for blot at ville svigte den.
Jeg har dårlig samvittighed overfor hende hver eneste dag, fordi min energi ikke slår til hos hende, min søvn er helt forskruet grundet stress over situationen og så er det svært at være omkring sådan en udhvilet og frisk hvalp.
Jeg har dårlig samvittighed over at tage hjemmefra, selvom hun godt kan, jeg har trænet det med hende. Men jeg kan ikke slappe af og nyde noget når jeg er afsted.
Situationen er i det hele taget så ubehagelig og føler mig som et ondt menneske.
Jeg har ikke haft tid eller overskud til at nyde min graviditet i det omfang jeg kunne have ønsket mig, og min kæreste og jeg har også rykket os fra hinanden mentalt fordi vi ikke er helt enige i denne her situation. Han synes det er dejligt at have en hund og komme hjem til efter en arbejdsdag på 8 timer, mens jeg er udmattet efter en dag med aktivering af hunden.
Hun er ved at komme i en alder hvor jeg bør være over hende, ellers hænder der mange ulykker. Jeg er klar over at dette er en fase, men bekymringen er stor især når der kommer et spædbarn ind i billedet..

Jeg skriver for evt at høre jeres mening, har nogen stået i lignende situation, har i gode råd til hvad der kunne gøres? Alt modtages med kyshånd.