{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
942 visninger | Oprettet:

Børn og det sidste farvel {{forumTopicSubject}}

Louie er nu 16 år, og vi begynder at se, at han ikke varer evigt. Hovedet begynder at svigte, og han skal lige i gang og halter lidt på sit ene forben, når han har sovet. Så der går ikke længe, før vi må sige farvel. Jeg ved allerede, at det skal være med en dyrlæge, som kommer hjem til os. Men vi har en meget empatisk og følende 4-årig dreng, som knuselsker sin hund. Vi har længe talt om, at Louie er gammel, og at han skal begraves på et tidspunkt snart - ligesom Oldemor, som døde sidste sommer. Så han er forberedt og fortæller offe gæster, at Louie snart skal begraves, fordi han er gammel. Men hvordan har I andre gjort på selve dagen? Jeg tænker ikke, at knægten har behov for eller godt af at være en del af selve aflivningen, men hvordan gør man lige det? Fortæller man, at det er i dag, og når du kommer hjem, så er Louie her ikke mere og så skal vi begrave ham sammen? Eller skal man bare fortælle det bagefter, når han kommer hjem? Eller?
Jeg har et dybt, smertefuldt minde fra min egen barndom, hvor min kanin kom til dyrlægen og blev aflivet, uden jeg fik sagt farvel (mine forældre vidste ikke, at han ikke kom med hjem) så jeg vil gerne gør det mindst forfærdeligt for den bette dreng, som uden tvivl bliver knust. smiley


Kommentarer på:  Børn og det sidste farvel
  • #1   3. aug Altså... det er jo pisse hårdt, at se sit elskede kæledyr blive aflivet. Men det er også som om, at det går hurtigere op for barnet/teenageren, at hunden ikke er der mere, hvis de ser den forlade verden.

    Nu ved jeg ikke hvor gammel knægten er, for det er selvfølgelig også en faktor. Men jeg ville i hvert fald give ham mulighed for at sige farvel, og han skal selvfølgelig vide, at nu er det i dag, at vuf bliver aflivet/forlader den her verden smiley


  • #2   3. aug Han er 4 år. Så stor nok til at forstå - ikke stor nok til at kunne forstå helt.

  • Ulla N
    Ulla N Tilmeldt:
    sep 2013

    Hunde: 1 Emner: 3 Svar: 111
    #3   3. aug Jeg ville ikke lade en 4 årig være med til aflivningen, men nøjes med at være med til at begrave jeres lille vovse. Det er mega hårdt at sige farvel og tænker ikke din søn har "glæde" af den del endnu. Synes det er fint at lære om liv og død og forholde sig til det, men det skal gøres i takt med barnet udvikling så det ikke går hen og bliver et traume.

  • #4   3. aug Ulla: nej, han skal ikke være med ved aflivningen. Han er enormt observant og lægger mærke til og husker de mindste små deltaljer, så det er ikke sådan, han skal huske sin hund. Jeg tænker også, at vi finder en fin kasse, vi kan begrave ham i, så han ikke skal se ham død

  • #5   3. aug Jeg tror, hvis det var mig, at så ville jeg ikke lade barnet se den døde hund. En kasse er en god idé. Og ellers kan du begrave hunden og så lade barnet være med til at plante blomster, eller hvad der nu skal gøres.

  • #6   3. aug Min datter oplevede for ca. 3 år siden at hendes kanin døde i hendes arme..

    Hun var ked af det og far tog hende med ud og begravede den i skoven..

    Jeg har haft hamstere og tamrotter og de lever ikke særlig længe..

    Så hun har været vandt til at opleve dyr der dør..

    Hvis det var mig ville jeg starte snakken med at hunden er gammel, og det kan være dyrlægen skal hjælpe den over regnbuebroen.

    Så vil jeg spørge barnet om de ville med og se hvordan dyrlægen gør det, eller om de hellere vil vente hjemme..

    Spørg og snak, og snak uden at virke fordømmende..

    svar på spørgsmål så rigtig som muligt


  • Ulla N
    Ulla N Tilmeldt:
    sep 2013

    Hunde: 1 Emner: 3 Svar: 111
    #7   3. aug Julie
    Det synes jeg lyder som en rigtig god idé. Så kan han være med til sætte nogle blomster og på den måde sige farvel til sin lille ven.


  • #8   3. aug Jeg har prøvet det med to børn, 5 og 7 år, vi talte i tiden op til, en hel del om at vovse ikke kunne så meget mere, den dag dyrlægen kom var børnene ikke hjemme og jeg fortalte ikke på noget tidspunkt at dyrlægen var involveret i dyrets død, da børnene kom hjem fortalte jeg at hunden var død, de var med inde og nusse den og tegnede en tegning hver til den som den fik med i kassen, så holdt vi begravelse og ved sengetid talte vi lidt om at vovse var på en sky og kikkede ned til os;) de gik faktisk rigtig fint og jeg er glad for at de så den døde hund, den ser jo bare ud som om den sover så intet farligt i det.

  • #9   3. aug Jeg kan godt lide Bodils måde at gøre det på.

    Jeg ville heller aldrig lade et barn overvære en aflivning, det er ikke altid en fredelig oplevelse.

    Det kan være fint at lade barnet se den døde hund inden den bliver begravet, men det kan også være fint, at barnet bare ser hunden i kassen. Det kommer meget an på barnet.


  • #10   3. aug Jeg synes (også) Bodils måde er rigtig fin - og ville ALDRIG lade et fire-årigt barn overvære en aflivning. Vi voksne har svært nok ved at klare, at det ene øjeblik er vores elskede hund i live - og det næste beder vi en dyrlæge om at slå hende/ham ihjel smiley
    At få lov til at sige farvel til den døde hund kan, hvis barnet er klar til det, være så fint og rigtigt smiley


  • #11   3. aug Ja jeg er så åbenbart semibørnemishandler kan jeg forstå. For min søn har været med til at sige farvel til 2 katte og sidst Juice.
    Vi sagt farvel som familie og talt meget om det før og efter. Og heldigvis har vi verdens mest empatiske dyrlæge som har forklaret og ikke haft travlt så der var tid til at sørge og sige ordentligt farvel.
    Vi har alle gangene sagt farvel nede i haven på et tæppe med hele familien og de andre dyr omkring os og det har været meget afklarende for ham.
    Vi har båret dem op til dyrlægens bil og sagt det sidste farvel og så har han været med oppe og hente urnen.
    Med Juice var han gammel nok til at få valget om han ville hjem til en ven og sige farvel til hende i levende live eller om han ville følge hende hele vejen.
    Og hans eget comeback var (8 år gammel) : Vi er familie og vi hjælper hinanden. Jeg vil gerne hjælpe Juice til sidst.

    (Og nu flæber jeg igen fordi jeg savner Juice.)


  • #12   3. aug Døden hører nu engang med til døden og jeg synes at man skal tale åben om det, også til børn.
    Jeg synes at den måde Bodil har taklet det er helt fint.


    . Jeg synes (også) Bodils måde er rigtig fin - og ville ALDRIG lade et fire-årigt barn overvære en aflivning

    Hvorfor ville du ikke det Isabelle?
    Jeg han ikke helt se, hvorfor et barn ikke må overvære en aflivning.
    Det foregår jo stille og roligt og meget humant.
    Hvad med landmandens børn.
    De oplever aflivninger af dyr, som er meget mere voldsom. De ser dyr blive skudt, hvor de så ligger og sprælle og af bløder.
    De ser hjemmeslagteren skyde dyr og partere dem.
    Nu kender jeg rigtig mange landmandsbørn og ingen af dem har taget skade af at se aflivninger
    Hvordan børn tager døden og aflivninger kommer nok meget an på, hvordan forældrene takler det.



  • #13   3. aug Donk, jeg synes at det er helt fin som i har gjort det.
    Havde jeg haft børn ville jeg gøre som dig.


  • Ulla N
    Ulla N Tilmeldt:
    sep 2013

    Hunde: 1 Emner: 3 Svar: 111
    #14   3. aug Jeg har også altid inddraget min søn i livets gang med både dyr og mennesker. Man skal bare lige huske på at vi ikke alle er ens. Heller ikke børn. Nogen kan altså kapere mere end andre. Jeg synes ikke der er nogen grund til at et sensitivt barn skal være med til noget som barnet ikke klare.

  • #15   3. aug Der er rigtig stor forskel på børn, men også på slagtning af dyr vi skal spise og aflivning af et elsket kæledyr, mine børn har set slagtning af høns fx fra de var helt små, de har været med til at plukke høns m.m, derfra og så til at være med under aflivning af et elsket kæledyr er langt, jeg har ikke styr nok på mine egne følelser, til at jeg vil have et mindre barn med, risikoen for en rigtig dårlig oplevelse er for stor for mig, andre kan sagtens klare det. Det er noget man selv må finde ud af i familien smiley

  • #16   3. aug "Hvorfor ville du ikke det Isabelle?"

    Fordi jeg selv synes, det er ufattelig svært. Det er muligt, at jeg ville have det anderledes, hvis jeg var yngre og havde småbørn omkring mig - hvis jeg havde ANDRE, jeg skulle tage mig af og ikke bare min egen sorg.
    - Og så er jeg HELT på linje med Ulla - vi er ikke ens - hverken børn eller voksne.


  • #17   3. aug Lige præcis, Bodil - mht det med at have styr på sine egne følelser. Det skal man, synes jeg, altså have, hvis man skal passe på et yngre barns i sådan en situation - og det er vi nogle, der ikke helt har.

  • #18   3. aug "Ja jeg er så åbenbart semibørnemishandler kan jeg forstå."

    Åh, hvor bliver jeg træt af den slags stråmænd smiley INGEN har været i nærheden af at sige sådan, så hvorfor skrive det?


  • #19   3. aug Det som er rigtig at gøre i den ene familie er jo nødvendigvis ikke forkert at man gør på en anden måde i den anden familie.
    Der findes ikke noget rigtig og forkert.
    Bare man gør det bedste for barnet.
    Børn er jo forskellige og skal derfor også ha forskellige muligheder i de givne situationer.
    Du kender din søn bedst og ved hvad der er bedst for ham.


  • #20   3. aug Mine børnebørn fik fortalt over noget tid, at tiden var inde for Albert. Den ældste var 9 og den yngste 3 år.
    De var knuste over beskeden, men de fik masser af tid til at få sagt ordentligt farvel, også samme dag at jeg tog afsted med ham.
    De fik lov at give ham en masse med, tegninger og legetøj og de fik lov at græde, og de så mig være knust.

    Den mindste havde svært ved at forstå i tiden efter, at Albert ikke var der når de kom, og hun sagde mange gange, at hun gerne ville hjem til mig, men Albert skulle altså også være der, og hun gad ikke at han var oppe ved stjernerne.
    Så der gik lidt tid før hun rigtig forstod, at han altså ikke kom tilbage smiley

    Vi taler stadig om ham, om hvor meget vi elsker ham, og savner ham.

    Så jeg ville lade ham tage alt den afsked han kan inden dagen kommer, og så kan i ikke gøre meget andet end at tale med ham, hver gang behovet opstår smiley

    Og så et kæmpe kram herfra, for det bliver en frygtelig hård tid smiley


  • #21   3. aug Tak for jeres tanker og input. Jeg er helt sikker på, at han ikke skal med til aflivningen. Det er han ikke stor nok til, og for at være ærlig, så har jeg aldrig været med til en aflivning, så jeg ved heller ikke, hvordan jeg kommer til at tackle det. Og jeg vil hellere kunne sige ordentligt farvel til hunden end at have fokus på knægten.
    Staff mom: vi har også en datter på 1,5 år, som om muligt er mere vild med Louie. Hun ELSKER hunde og hviner af fryd, hver gang hun ser en. Jeg ved, at hun kommer til at lede efter ham længe, og det gør simpelthen så ondt i hjertet ved tanken.


  • #22   3. aug Det kan jeg godt forstå smiley Jeg havde/har mest min egen sorg at forholde mig til, men i har også børnene- Det bliver en hård omgang smiley

  • #23   3. aug Her hjemme kommer alles sjæle på månen, og så holder de øje med en<3 jeg har Manfred der kun er 9 men troede ikke vi havde ham i år, pga allergi... så vi har snakket meget om når Manfred skal op på til oldemor og oldefar på månen. Min dreng er snart 6 år og regnes med han skal være med til hans beroligende virker (så får han lov at sige farvel der, og så tager min mand ham med ud) havde desvære en meget dårlig oplevelse hvor hunde ikke rigtig ville give op så den sitrede da den døde... det skal han ikke se. Men han vil ikke få noget af vide før på dagen.

  • #24   4. aug Jeg ville ikke have mine børn så selve aflivningen. Men de fik lov at nusse og kysse farvel bagefter og være med til begravelsen.
    Jeg syntes også man skal være der 100% for hunden og det kan man jo ikke hvis der er mindre børn med. Så der er jeg helt enig med dig.

    Knus og tanker til dig, det er bare SÅ hårdt at skulle gennemgå. Men desværre nødvendigt smiley smiley


  • #25   6. aug Jeg har altid haft min datter med. Så er det ikke fremmedgjort.

    Det har også hjulpet at kunne sige farvel og ønske en videre god rejse til stjernerne. Og så har det givet en ro at se dyret ligge i fred og ro bagefter. Måske lidt svært at forklare, men tror at det har hjulpet at komme hurtigere over sorgen ved at have været der, og set roen over kroppen.

    Uanset alder, vil jeg altid tage barnet med.

    Eneste sted jeg har sat en grænse da hun var barn, det var når vi fik aflivet en hest, det kan være ret voldsomt når hesten falder om, men hun er der, hun ser det bare ikke ske. Nu er hun voksen, og det foregår stadig på samme måde.

    De få gange hvor en aflivning ikke er foregået efter bogen, så har jeg altid fået det til at dreje sig om noget positivt (ala at dyret ikke ville forlade os osv).


  • #26   6. aug Igen - det handler SÅ meget om, hvilket barn og hvilken voksen. For nogle børn og nogle voksne, er det fint og rigtigt. For andre børn og andre voksne er det grumt og forkert.
    Det vigtige er, at den voksne er voldsomt bevidst om både, hvem barnet er, og om hvordan man selv regner med at tacle situationen.

    "Jeg har altid haft min datter med. Så er det ikke fremmedgjort."

    Der ER dele af livet, hvor man ikke behøver have børn med på første række af skræk for, at noget bliver fremmedgjort for dem, synes jeg.
    Jeg har fx indimellem undret mig over familier, der har taget ret små børn med ind til en afdød på plejehjemmet.


  • #27   6. aug Alle skal selvfølgelig gøre, det der falder naturligt for den enkelte.
    Man skal bare lige være klar over at det ikke er alle hunde, der bare sover stille og fredeligt ind.
    Det er ikke rart for hverken voksne eller børn, hvis hunden "kramper", det er særdeles ubehageligt at overvære.


  • #28   6. aug Hvad folk gør er helt op til dem selv, man skal gøre det man selv mener er bedst og ikke det andre mener er bedst.

    Jeg har gjort det jeg synes var bedst. Jeg har dog aldrig tvunget min datter med. Vi har tacklet det når en aflivning ikke er helt foregået efter bogen og vi har tacklet det med at kroppen/hylstret er efterladt hos dyrlægen. Og så har vi set på stjerner om aften, for den klareste stjerne var sjælen fra dyret.

    Som sagt, har hun ikke set når en hest blev aflivet, men er kommet lige efter. Selv som voksen holder hun sig væk når det drejer sig om en hest, men så har hun heldigvis mig som er der hos hesten imens.

    Ang. at lade er barn se et menneske der er afdød, så kommer det meget an på situationen. Ved min far ville jeg ikke have haft noget imod at et barn så ham, men før ham, havde jeg samme holdning som Isabelle. Min far var den første person jeg så død, så det var fremmedgjort for mig, og jeg havde virkelig ikke lyst til at se ham, men var glad for at jeg gjorde det, for så var det ikke timerne til han træk vejret sidste gang der fyldte hos mig, men jeg så en der lå og så fredeligt ud.


  • #29   7. aug Jeg har efterhånden har set en del afdøde - og det er ikke alle, der ser fine og fredelige ud. De der ikke gør, ville jeg ikke selv tage et barn med ind til.

Kommentér på:
Børn og det sidste farvel

x