Nogle gange skulle man tro.. {{forumTopicSubject}}

.. at hunde kunne forstå hvad vi sagde! :oD

Freyja og jeg er lige kommet hjem efter en god lang gå-tur, langs markerne. Der er super god plads til at hun kan hygge sig, og jeg bare kan gå ligeså stille på vejen.
Nå, men da vi så kommer tilbage, finder min lille spor hund minsandten et musehul! Hun går straks i krig, og jeg kommer hen og siger drillende: "Hvad har du fundet?". Hun bliver så endnu mere ivrig, men hendes gravarbejde ender ikke så godt, da hun ikke rigtig kan komme ind til den dumme mus. Nå, jeg siger så: "Freyja, så skal vi hjem. Du kan finde musen en anden dag". Jeg begynder så at gå, hvor Freyja så lige pludselig hyyyyyler op, og nærmest stamper i jorden med sit forben. "Neej Freyja, kom så" siger jueg så, og igen kommer hun med sådan en jamren, der nærmest lignede at huin ligesom sagde: "Jaaaaameeen moooooooor! Jeg er der jo nææsten!". Det endte faktisk med en kort diskussion, hvorefter hun til sidst sluttede af med at skrive som var hun blevet bidt i røven, ned i musehullet. Så kunne musen ligesom lærer det! ;oP Så fnøs hun bare rigtig fornærmet, og luntede rigtig sur forbi mig uden at kigge eller noget.

Jeg ved godt man nemt kan tilføje sin hund menneskelige egenskaber, men hold op hvor det bar var skægt at se! :oD