Der var engang {{forumTopicSubject}}

en "lille" blacknosekillerdog som skar sin pote.

Moderen var jo bekymret for sit lille pus (som ellers rendte nok så fornøjet rundt og meget gerne ville ud i den mudrede have). Så hunden fik en sko på.

DET skulle moderen ALDRIG have gjort. Hunden kastede sig ned i sækkesengen med et piv og så lå hun bare der med strittende pote. Hun kunne INGENTING!! ´Hun gik i Maude-mode. Hun kunne end ikke røre hovedet.

Den bekymrede mor tænkte "Jamen, om et par minutter er hun oppe igen, for hun har for meget krudt i røven til at ligge stille så længe", så moderen lod hende ligge.

Hunden lå og "led" i 1½ time. Rokkede sig ikke ud af stedet. Så tænkte moderen. "Jamen, stakkels pus. Måske skoen strammer", så hun tog den af................ DET var startskuddet til den største omgang fis og ballade. Hunden ræsede simpelthen stuen rundt mange gange, så guldtæpper og møbler fløjtede om ørerne på den.....

Den bekymrede mor tænkte "Nå, så har hunden det vist heller ikke værre" og undlod at give hunden sko på igen. Så hundens Maude-mode forsvandt som dug for solen.

Hunden har ikke haft sko på siden.