Hund og barn, dilemma. {{forumTopicSubject}}

Sagen er den, at et familiemedlem vi tit ses med og som tit passer min søn, har fået ny hund. En mastiff på omkring 6 mdr, men en knap så god opvækst de første 6 måneder af livet.
De første dage de havde hende, var hun meget sky og rendte væk fra alt og alle, på nær mit familiemedlem som hun rendte klods op og ned af. Hun er nu blevet mere social og vil gerne snakke, men er stadig meget speciel.

Mit problem ligger i, at hun på ingen måde kan med min søn. Han har fra dag et af fået af vide, at han ikke skal gå til hende, men kun være sød hvis hun kommer til ham. Og det har han gjort.
Her den anden dag legede han med en af min brors andre hunde som han plejer. Hun, mastiffen, er på vej i modsatte retning af min søn. Da min søn ligger sig ned på gulvet - stille og roligt, ingen larm eller andet der ville kunne forskrække - vender mastiffen på en 25 øre og farer hen mod min søn. Blotter tænderne, knurrer og hapser ud. Efter hans ansigt.
Jeg var dybt rystet, og havde slet ikke set det komme. Overhovedet.
Hvad kan have været årsagen til dette? Hvordan reagerer man?
Jeg har aldrig haft mastiff, og ved ikke noget som helst om racen, men har læst mig til lidt.

Jeg konfronterede ejer, der blot sagde: "Hun er jo bare en hvalp. Du skældte hende vel ikke ud? For det skal man ikke gøre."

Hvad søren skal jeg så, når hun gør sådan? Jeg ved godt hun "kun" er 6 måneder, men hun er jo altså en MEGET stor hund. Og i min optik bør en hund ikke total umotiveret gøre sådan mod et barn, der stille ligger sig ned på gulvet flere meter fra hunden.

Eller er det bare mig?