Når man ligefrem håber på en diagnose. {{forumTopicSubject}}

Så kom vi atter hjem fra dyrlægen med endnu et negativt svar på en prøve. Åh, hvor føles det efterhånden opgivende. Samtidig skammer jeg mig over, at jeg ligefrem "håber" på positivt resultat. Kender I følelsen?

For lidt over et års tid siden virkede Zensei pludselig en dag sløj. Vi tog til dyrlægen, som kunne konstatere, at han havde facialisparese (lammelse i ansigtet) i højre side. Han reagerede simpelthen ikke på tryk omkring øjet i højre side. Samtidig virkede han slap, træt og generelt hængende i højre side. Hans bevægemønster var ok, men han havde besvær med at dreje til højre og undlod det helt. Han blev testet for borrelia og anaplasma og kom samtidig på prednisolon. Svarene kom tilbage negativ, men Zensei var allerede i bedring - nok pga. prednisolonen. Dyrlægen mistænkte meningitis, men inden vi kom så langt i testningsforløbet, så blev Zensei sig selv igen og der blev derfor ikke stillet en diagnose.

1/2 års tid efter var vi i gang med et udredningsforløb for allergi ved en specialist.
Zensei kom på allergifoder og han begyndte pludselig at sætte sig på røven og rokke med hovedet, nærmest i trance. I første omgang blev hans analkirtler tjekket og tømt ved min egen dyrlæge. Det fortsatte dog. Hudspecialisten så videoen og mente bestemt, at det var noget neurologisk. Videoerne blev sendt til en specialist herfor og svaret var, at det klart var noget neurologisk, som de gerne ville se nærmere på. Jeg var dog ikke overbevist og efter en mere fyldestgørende telefonisk samtale, blev specialisten også i tvivl. Zensei var fuldstændig sig selv udover rokkeriet. Legede, spiste, sov og fungerede fint til træning. Han rokkede kun, når der ingen aktivitet var og han kunne sagtens kaldes ud af det igen. Det ville han ikke kunne, hvis det var noget neurologisk, mente de. I mellemtiden stoppede jeg dog på det allergifoder, som han var sat på, og pludselig stoppede Zensei med hans rokkeri. Der blev derfor ikke kigget nærmere på det neurologiske aspekt.

Herefter har Zensei så fungeret fint og der har intet været med ham indtil for 14 dage siden.
Her begyndte han pludselig at blive forpustet og kastede op. Han rallede og virkede varmepåvirket, hvilket han aldrig har været før. Ligledes begyndte han fra den ene dag til den anden at ændre adfærd og blive udfarende overfor mine andre hunde, hvilket nok skyldtes smerter. Afsted til dyrlægen, som konstaterede lungebetændelse. Zensei kom på Clavubactin og medrol i syv dage. Efter de syv dage var han dog slet ikke i bedring, tværtimod. Der var sket en markant forværring. Når jeg løftede ham, så forsøgte han at flygte og gik helt i panik. Han begyndte at ligge for sig selv under sengen og ellers fulgte han mig tæt. Han blev mere og mere udfarende overfor de andre hunde. Han kastede op og havde tynd afføring. Endnu en tur til dyrlægen, som knap nok kunne røre ved ham. Da han skulle løftes på bordet, panikkede han og fik både tisset og skidt ud over det hele. Han stressede helt op, så besøget tog over 2 timer, da han fik kørt sig selv så meget op, at han hyperventilerede og derfor skulle have lange pauser mellem. Hans krop fik nærmest spastiske anfald og de var nødt til at give ham stesolid. Dog kunne dyrlægen nu igen konstatere facialisparese, denne gang dog i venstre side. Hun var nu overbevist om, at det var meningitis og der blev derfor taget blodprøver. Et par dage senere kom der svar: Lave tal ved Lymfocytter (Hvide blodlegmer) og lave tal ved fructosamin (blodsukker). Tallet for Creatin kinase var dog forhøjet, hvilket hans levertal ligeså var. Derudover blev der intet unormalt fundet og meningitis blev på denne baggrund udelukket.
Dernæst testede vi igen for borrelia og anaplasma, hvilke få dage efter også kom tilbage som negative. I onsdags blev der sendt afføringsprøver ind for hjertelungeorm. Disse kom der så svar på i dag - også negative.

Næste skridt bliver nok scanning for at se nærmere på det neurologiske.

Jeg er nået dertil, hvor jeg faktisk havde håbet på et positivt svar på hjertelungeorm, hvilket jo er skrækkeligt! Dog kan det behandles, hvorimod jeg står rimeligt magtesløs i forhold til en eventuel tumor i hjernen.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om vi kan have overset noget? Hans symptomer er som nævnt: Opkast (dog ikke dagligt mere), tendens til diarré, forpustethed, sløvhed, hængende øjne og ændret ansigtsudtryk. Han har tabt sig en del og særligt muskulaturen er svundet ind.

Pt. er han i bedring og er begyndt at kvikke lidt op, dog er han stadigvæk tydeligt ramt. Hans opkast og diarré er i bero. Han har ikke været udfarende mod de andre hunde de sidste to dage. Hans bagbenskontrol er dog svækket og hans reaktioner er stadig nedsatte. Det skal dog siges, at han får 2 1/2 medrol dagligt for at holde det i ave.