Aflivning - de døde mærker intet.. Aflivning - de døde mærker intet..

Vi ser argumentet konstant og det er da (efter al sandsynlighed ) også sandt.
Jeg forstår og anerkender argumentet, når vi taler om hunde, der lider, og jeg synes at aflivning ligeså vel som behandling af en given sygdom kan være et udtryk for barmhjertighed.

MEN - for mig er det ved at knække. For det er blevet et mantra og når noget bliver et ureflekteret mantra, noget vi siger og gør pr. automatik uden helt at overveje konsekvenserne, uden at føle samtidig, så er der risiko for skråplan.

I går kom jeg til at tænke på, hvordan et lignende skråplan i tredivernes Europa betød, at man lavede medlidenhedsdrab på talrige mennesker med handicap.
For de led jo - og de mærker intet, når de er døde.

Problemet var blot, at deres lidelse blev defineret af andre. DE satte grænserne for, hvad der var ok at leve med og hvad der ikke var. Det blev en kulturel selvfølge.

Uden yderligere sammenligning tror jeg, at vi skal passe på ikke at blive ufølsomme hvad vores kære hunde angår - jeg synes vi skylder dem og og os selv at huske at vurdere hvad der er et godt liv og hvad der ikke er hver ENESTE gang, vi bliver præsenteret for dilemmaet.
Passe på med at gøre det en pr. default tanke.... Det er et skråplan og for mig at se et udtryk for en forråelse, som jeg ikke mener vi skylder vores hunde - også selvom de intet mærker, når de er døde....

Det var bare lige det....