{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
Kommentarer på:  Kan det være hårdere at miste en hund, end at miste et menneske?
  • #2   12. mar 2017 Det kommer vel an på hvilket menneske... et menneske jeg bor sammen med (partner eller barn) vil altid betyde mere for mig end en hvilken som helst hund.

  • #3   12. mar 2017 Linda - helt klart! Det er ikke lige meget hvilket menneske.

  • #4   12. mar 2017 Ja.. det kan være hårdere...

  • #5   12. mar 2017 Pyha, en barsk tråd lige nu

  • #6   12. mar 2017 Jeg er også enig i at det kan være hårdere .....

  • #7   12. mar 2017 Jeg tror virkelig at det sværeste for mig nogensinde har været at miste Taz og Bamse. Det har påvirket min kærlighed til Obbe, på den måde at jeg elsker ham næsten "for højt".

    Uden hund, ingen mig. så nemt kan det siges.


  • #8   12. mar 2017 Tænker at det kommer an på hvilket menneske man mister. Jeg forestiller mig at det alligevel også er ret hårdt at miste sit barn eller en ægtefælle.

    Jeg har for nyligt mistet min once-in-a-life-time højt elskede lille terrier-fis og det har været forfærdeligt og er det stadig. Meget værre end noget menneske jeg har mistet. Jeg er i den heldige situation at jeg kun har mistet bedsteforældre.

    Jeg synes ikke det er nødvendigt at gøre op hvad der er hårdest, for nogen er det sindssygt hårdt at miste en hund, for andre er det jordens undergang at miste en forælder. Det er ikke en konkurrence om at have det værst og tror ikke den smerte kan måles.
    Mine venner også de hundeløse ved godt hvad hundene betyder for mig og kan godt forstå mit tab. Hvad kollegaer og andre der ikke er tæt på mig mener er jeg ligeglad med.


  • Max H
    Max H Tilmeldt:
    dec 2008

    Følgere: 9 Emner: 10 Svar: 3.258
    #9   12. mar 2017 Jeg er enig. Det er hårdt at miste noget man holder af. Det uanset om det er et hamster eller menneske. Dyr fylder utroligt meget i mange menneskers liv. Derfor vil der også være et stort tomrum og savn.

    Jeg bruger flere timer med min hund en noget andet menneske. Man har et et ansvar fra hvalp til grav. Det er en del af ens liv og hverdag. Jeg finder det kun naturligt at man bliver ramt af stor sorg.


  • #10   12. mar 2017 En del af pointen i artiklen er også, at det er hele ens dagligdag og rutiner, der bliver ændret, når vi siger farvel til en hund, og det er en ven, der ubetinget sætter os først.

    Jeg er helt med på, at feks børn, ægtefæller og andre nærtstående er hårde at miste - og det er helt umuligt at vægte, hvad der er værst.
    Det der vel er en del af missæren er også, at der er mange, der ikke anerkender hvor stort et tab, det kan være, at miste en hund - det er jo "bare" et dyr.... ikke?


  • #11   12. mar 2017 Nemlig. Vi har oplevet hvordan folk de mener at man jo bare kan aflive Obbe, og købe en ny hund fordi det er jo bare en hund. Og så kan man blive ved sådan indtil man får sig en rask hund.

    Og vi har nu også oplevet at folk synes det var overdrevet at holde begravelse for sin hund. Læs: vi begravede sammen hunden i haven og satte lys i en lanterne. Det var for os en måde at sige farvel. Hårdt!


  • #12   12. mar 2017 For mig vil det altid være værst at miste hund,da jeg ikke bryder mig om mennesker.

  • #13   12. mar 2017 Min reaktion da jeg fik at vide at Mailo havde haft hjertestop under operationen ( men at de heldigvis havde fået liv i ham igen) , fortæller mig at jeg 200 procent reagere ligeså kraftigt når vores hunde skal herfra, som jeg har gjort ved dødsfald i familien. Og jeg tror rent faktisk jeg vil blive ligeså ked af det, som hvis det var min mand, mor, far, mormor, eller søskende der døde , jeg vil måske bare blive ked af det på en anden måde, og måske hurtigere "komme videre", det kan jeg af gode grunde ikke svare på, før jeg har prøvet begge dele.

    Jeg måtte virkelig tage mig sammen, for ikke at blive total hysterisk ked af det hos dyrlægen, på trods af at han jo altså VAR i live.


  • #15   13. mar 2017 Nope ikke i min verden.

  • #16   13. mar 2017 Ingen tvivl om at det kan være lige så hårdt at miste et kæledyr, som det kan være at miste et familiemedlem. Synes dog, at jeg er blevet bedre til at tackle sorgen med tiden, fordi jeg ved at sorgen også er en uundgåelig del af livet som menneske.

  • #17   13. mar 2017 Jeg synes, det er frygteligt at miste en af sine hunde. Jeg bor alene med mine hunde, så de fylder enormt meget i min tilværelse.

    Men alligevel synes jeg det er værre at miste nær familie eller tætte venner.

    Mine hunde forventer jeg at overleve, så mit udgangspunkt er, at jeg skal miste dem på et tidspunkt. Det er en sorg, når sker, og jeg kan bestemt stadig savne nogle af mine gamle hunde, men realistisk ville jeg ikke have de dejlige hunde, jeg har nu, hvis de første par stykker stadig var i live. Sådan kan man også vælge at se på det. At miste er prisen man betaler for den glæde man har af hundene.


  • #18   13. mar 2017 Jeg synes også, det er hårdt at miste en hund - jeg bor også alene med mine hunde, og jeg ELSKER dem, og vi har en hverdag sammen. Men hvis jeg fx skal sammenligne det med at miste et af mine børn - jamen, der er jo en verden til forskel. Jeg ville aldrig komme over den sorg, jeg tvivler endda på, jeg nogensinde ville blive menneske igen. Det VED jeg trods alt, at jeg gør ved at miste en hund, det har jeg jo også prøvet flere gange i mit liv, og vi ved, at de blot er til låns, at vi forventeligt vil leve længere end dem.

    Det betyder ikke, at jeg ikke forstår sorgen ved at miste en hund, den sorg har jeg jo selv haft flere gange.


  • #19   13. mar 2017 Jeg mistede min mor og Alvin rimeligt tæt på hinanden.

    Tabet af min mor, er jeg kommet over. Jeg mindes hende med glæde og besøger hende ofte på kirkegården.

    Alvin kan jeg derimod næsten ikke nævne, uden at græde.


  • #20   20. mar 2017 Da min tervueren måtte aflives, følte jeg at jeg havde mistet min højre hånd. Han var med mange steder og vi gik til forskellig træning. Han var også min servicehund. Han er klart den, af mine hunde, jeg savner mest.

    Det er jo også en hård beslutning, man som dyreejer kommer til at stå i. Dyrene dør som regel ikke af sig selv. Så den beslutning skal vi tage for dem. Nogen kan tage den, andre får ondt af sig selv over, at skulle leve uden dyret.


  • #21   25. mar 2017 Jeg tog så beslutningen for knap 2 uger siden. Jeg HADER at skulle tage den beslutning, men det er den sidste tjeneste man kan gøre sin hund. I mit hjerte VED jeg at jeg har gjort alt (og mere til) for min hund. Derfor lever hun videre i mit hjerte og mindes med glæde alt det dejlige hun gav os

  • Radar
    Radar Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 8 Emner: 23 Svar: 2.047
    #22   25. mar 2017 Det er jo så godt nok ikke hund, men kat, for mit vedkommende. For mig er det at miste en kat noget HELT andet end at miste et menneske!
    At miste mennesker kan jeg snildt klare, men at miste en kat gør mig syg af sorg. Sådan som min krop og psyke tager på vej, burde jeg nok slet ikke have dyr


  • #23   25. mar 2017 "Kan det være hårdere at miste en hund end at miste et menneske?"

    Ja. Det kan det sikkert for nogle - og nogle mennesker vil være "nemmere" at miste end ens elskede hund(e).
    For mig bliver det hæsligt at miste hver af mine hunde, men det vil være værre at miste et af de mennesker, jeg elsker. Jeg holder godt og grundigt fast i: "Det er bedre at have elsket og mistet end aldrig at have elsket".


  • #24   25. mar 2017 Selvfølgelig kan det, det.
    Men det er jo alt sammen afhængigt af relationen.

    At miste min mands bror da han var 26 vil til enhver tid være hårdere end at miste enhver af mine hunde.
    Men at miste en af mine hunde, fremfor et familiemedlem der er mæt af dage....

    Det er jo relation og omstændigheder.
    Min gamle Bamse.... Bliver 12 i år, vi har halvvejs sagt farvel 2 gange, men nu er han så frisk og glad på ny medicin.
    Det bliver vanvittig hårdt at sige farvel når den tid kommer, men 12 + år og et godt liv, det er ok.
    Hvis jeg skulle sige farvel til Chut, så ville jeg stå på randen af en sygemelding, hvilket ikke vil være tilfældet med en del af min familie.


  • #25   25. mar 2017 En hund kan nemt erstattes, men et menneske det er jo unikt.

    Men læste engang en undersøgelse, som viste at et menneskes kærlighed er til en hund er lige så stor som til et barn. Derfor gjorde det også så ondt at miste.

    Men, hvis en person fik et barn, og det elskede dyr så truede dette barn, ja, så var processen med at dyret aflivet ikke så slem. Som i der blev ikke tøvet overhovedet.

    Så at miste et dyr kontra et menneske, er afhængigt af relationen.


  • #26   25. mar 2017 En hund er da også unik, hunde er da ligeså forskellige som mennesker er.

  • Max H
    Max H Tilmeldt:
    dec 2008

    Følgere: 9 Emner: 10 Svar: 3.258
    #27   25. mar 2017 Det forstår jeg heller ikke lige. Er det ikke kun mennesker der synes at de er hævet over andre arter. Det til tros for vi er skyld i alverdens ulykker. Ser ikke at det enkelte menneske eller arten mennesket,er mere unikt en alle andre levende væsner.

    Tit har mennesker også en længere relation en vi har til vores hunde som er her alt for kort tid. Det gør også en forskel. Det er ikke let at stille det op imod hinanden.


  • #28   25. mar 2017 Hallo en hund er et dyr, som vi ved lever 1o-15 år.
    Det er kedeligt når den dag kommer hvor den farer til himmels, og vi så køber en ny.

    At sammenligne dyr med mennesker er i min verden oligofrent.
    Jeg savner også min afdøde hund. Men sgu ikke noget jeg går i sorg over.


  • #29   25. mar 2017 Det kan da godt være at man "bare" kan købe en ny hund, men man kan jo altså ikke købe en ny magen til den man havde, jeg kan ikke bare købe en ny Ozzy når han rejser herfra.

    For mig er mine hunde ikke bare hunde, de er mine venner, mine familiemedlemmer og mit kæreste eje. Derfor vil det for mig være en kæmpe sorg den dag de skal herfra.


  • #30   25. mar 2017 "Det kan da godt være at man "bare" kan købe en ny hund, men man kan jo altså ikke købe en ny magen til den man havde"

    Og det er jo charmen ved ny hund som man kan opdrage på, syntes jeg.
    De skal ikke være ens, og er det heller ikke aldrig.

    Ville gå i sort hvis en af mine familiemedlemmer gik for tidligt bort.
    Men sådan er vi heldigvis så forskellige.
    Mine hunde har det godt, men et familiemedlem bliver de aldrig.


  • #31   25. mar 2017 Jeg må have en brist.... Ville vælge mine hunde frem for mange mennesker.

    Mit forhold til hundene er meget tættere end det jeg har til mennesker.


  • Max H
    Max H Tilmeldt:
    dec 2008

    Følgere: 9 Emner: 10 Svar: 3.258
    #32   25. mar 2017 John. Ville ønske jeg have den måde at håndtere det på. Jeg er bestemt i sorg når jeg mister min hund. Andre har det i nu værre en mig.

    Derfor forstår jeg heller ikke, at man bare siger at man kan købe en ny. Det kommer den gamle hund jo ikke tilbage af og sorgen er der stadig, hos rigtig mange mennesker.

    Det er jo præcis den manglende forståelse,mange møder når de i forvejen står i en kritisk situation.


  • #33   25. mar 2017 Max jeg respekterer forskelligheden hos hundeejere, og det at vi har et forskelligt forhold til hundene.

    Jeg er naturligvis ked af det og savner hunden når den skal herfra, men jeg har vidst hele tiden at jeg har dem på lånt tid.

    Jeg ved at savnet af hunden forsvinder i takt med en ny hvalp, og så har jeg minderne om den gamle.


  • #34   26. mar 2017 Det sværeste jeg nogensinde har skulle gå igennem, var tabet af min barndomshund Felix. Min far blev meget syg, og kunne ikke se udover sin egen næsetip i den periode, mens min bedste ven bare sygnede hen.

    Jeg kunne godt mærke at det nok endte med at være mig der skulle tage beslutningen i en alder af 20, og det at skulle 'afsige' dommen overfor en hund der har været der altid var sgu næsten ikke til at bære. Min lillebror på 16 tog mig i hånden, og så gjorde vi det sammen. Det er 7 år siden, men Felix fylder stadigvæk virkeligt meget inden i mig. Jeg gik fuldstændigt ned bagefter, men kunne ikke rigtigt få lov at sørge fordi det 'bare' var en hund. Min mor så heldigvis hvor knust jeg var, og gav mig plads til at tude og rase igennem i hendes stue. Mange gange.

    Men det var sgu svært ikke at måtte være sønderknust, og det trak nok også smerten i langdrag fordi jeg følte at jeg skulle skjule den. I mange år skulle jeg ALDRIG have hund igen, så begyndte jeg at fortælle mig selv at min reaktion kun var så stærk fordi jeg indgik i relationen med Felix som 4 årig, og ikke havde nogen forbehold eller begreb om at hunde ikke lever forevigt. Det føltes som om at jeg mistede min bror, og bedsteven, på samme tid :,(

    Nu er Albus her, og han er overhovedet ikke Felix. Men jeg elsker ham ligeså højt. Og der bliver ligeså hårdt at miste ham når den tid kommer, men næste gang vil jeg lade mig selv sørge. Og så vil jeg skide højt og flot på hvad omgivelserne siger, for andre mennesker skal ikke diktere hvordan jeg skal sørge for at komme ud på den anden side som et helt menneske.

    Puha, nu savner jeg altså Felix igen ??


  • #35   26. mar 2017 Der er vist ingen tvivl om at der er mange følelser på spil for mange af os, når vi skal sige farvel, og selvfølgelig er der også forskelle.

    Og det her med at skulle "tage beslutningen" gør det ikke lettere...


  • #36   26. mar 2017 Det der med at være den, der skal tage beslutningen, synes jeg er en stor fordel.

    Det kan måske lyde mærkeligt, men som garanteret flere af jer andre har jeg kendt folk, jeg synes trak den for længe. Jeg er glad for, at jeg kan spare mine hunde for en alt for smertefuld eller hjælpeløs sidste tid. Så må det gøre ondt på mig, men det gør også ondt at se dem lide.

    Hvis hunden havde det godt indtil det sidste, ville der da være nemt og barmhjertigt, hvis den bare sov stille og roligt ind. Og det sker da også for nogle, men hvor ofte sker det ? Jeg har sagt farvel til 10 hunde, og jeg har aldrig været ude for det.


  • #37   26. mar 2017 Lene - jeg er helt enig! Men det kan nogen gange være svært at finde det rigtige tidspunkt, specielt hvis den anden halvdel at husstanden siger "du må ikke slå hunden ihjel"......

  • #38   26. mar 2017 Guddommelig, ja, der er jeg jo heldig. Jeg er alene med hundene og derfor også alene om både ansvar og beslutninger. Jeg har så heldigvis gode venner, jeg kan snakke med om tingene, men i sidste ende er beslutningen min.

  • #39   27. mar 2017 Lene. Ja jeg har kendt og set et par stykker, der har trykket den alt for længe. Det kunne jeg simpelthen hen ikke.

    Jeg synstes det er så synd og uværdigt for dem.

    Min tervuerenhan, som var min hidtil skønneste, havde jeg i behandling for AD. Det stod på et halt år med diverse behandlinger. I mens var han i smertebehandling og var derfor smertefri. Det kunne jeg godt forsvare.

    Han valgte selv, om han ville lege med andre hunde, det stoppede så også helt. Han elskede stadig at gå meget lange ture. Det var slemt, hvis han skulle lave bratte drejninger og stop.

    Så kom dagen, hvor han begyndte at halte, inde på stuegulvet. Der sagde jeg stop med det samme. Derfra gik der kun en. Lille uge, før han var aflivet. Pisse hårdt men med den usynlige kontrakt, jeg altid skriver med mine hunde, kommer jeg ikke uden om den beslutning og den bliver taget meget hurtig.

    Jeg kan så også heldigvis selv bestemme. Ellers skulle jeg nu nok komme til det alligevel


Kommentér på:
Kan det være hårdere at miste en hund, end at miste et menneske?