Den værste dag som hundeejer {{forumTopicSubject}}

I fredags drog Dorit over regnbuen

De sidste par dage i sommerhuset blev det klart, at hendes tid var kommet. Jeg kørte ned i hundeklubben fredag og gik en sidste alenetur med hende Vi fandt en dejlig skyggeplet, og sad på hendes tæppe fra sofaen.

Hun fik den beroligende sprøjte imens hun spiste sin livret, nutella, og da hun faldt i søvn i mine arme, vildeste jeg at hun nu endelig ville kunne sove trygt Jeg lå med hånden på hendes hjerte, og mærkede da det stoppede med at slå

Ellie var ude for at snuse til hende, og slikkede hendes ører og mundvige. Det var en rigtig fin afsked, men mit hjerte er knust i 1000 stykker, og jeg savner hende med hver en fiber af min krop.

Jeg savner lyden af hendes poter, når hun dapper over gulvet. Hendes tilfredse brummen, når hun får nusset mave. Hendes kommanderende gø, når jeg er for langsom til at servere lækkerier. Jeg savner at gå bag hende, og se hendes glade numse vrikke afsted. Hendes blik, når hun er fræk og snedig.

Dyrlægen skrev da han var kommet tilbage til klinikken med hende. Han kunne mærke en tumor omkring hendes lever, så jeg traf den rigtige beslutning for hende. Ikke at det gør det nemmere at acceptere

Ellie savner hende, selvom jeg egentlig aldrig har opfattet dem som værende særlig tætte. Katten er gået hjemmefra, og kommer kun ind om natten for at spise - jeg tror ikke hun kan lide stemningen og stilheden i huset.

Livet bliver aldrig det samme uden Dorit, og nu hvor hun er væk, mærker jeg for alvor den balance, hun bidrog med i mit liv.

Sov sødt, min elskede pige, jeg savner dig mere end ord kan beskrive