1.118 visninger | Oprettet:  FølgFølg ikke 26 Svar

At blive dement At blive dement

Efter at have oplevet hvordan min farmor bliver mere og mere dement, er det gået op for mig at man skal være taknemmelig for alt det man kan mens man kan det. Min mormor havde Alzheimers, og der er faktisk en stor forskel på demens og Alzheimers. Min mormor kunne ikke genkende nogen af os til sidst. Min farmor.... selvom det er frygtelig at blive dement, så kommer der lidt nogle "sjove" ting fra hende i ny og næ. F.eks. så blev min far syg med en hjerneblødning for over 10 år siden, og er lam i højre side. Og her på det sidste har min farmor udbrudt: Altså Svende.... hvad har du nu lavet?? Har du nu slået dig igen??
Her til påskefrokosten var hun også med.... og vi "unge" var ude at gå en tur. Min far og farmor blev tilbage. Da vi kom tilbage havde min farmor taget sin jakke på, og sagde: Jeg går hjem nu. Han er sku så kedelig ham svende. Han sidder bare og sover. Hehe. Og min far havde ikke sovet. smiley
Til min mormors begravelse spurgte farmor mig pludselig: Sig mig... hvem er det vi er til begravelse hos?

Så... husk at vær taknemmelig for alt det I kan, og husk at værdsætte de mennesker der er omkring jer - mens I kan huske det.


Bodil Jørgensen får et kuld hvalpe
Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Oliering af terasse brædder 250 kr.
  • Skift af badeværelse håndvask inkl armatur og rør, skift af toilet og bruse amatur 8.000 kr.
  • Ophæng af 4 lamper 2.000 kr.
  • Græsslåning ved sommerhus 500 kr.
  • Rengøring af sommerhus 650 kr.
  • Reparation af plæneklipper 1.000 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  At blive dement
  • #1   31. mar 2013 det er rigtigt! - min mor er dybt dement med både alzheimers og en frontallap demens, så det er en blanding. Heldigvis har vi fået hende ind i et bofællesskab/plejecenter, det har lettet rigtig meget for os, før stod vi selv med hende og alle problemerne (trods vi er 5 søskende), hun er heldigvis så dårlig nu at hun ikke mere ved at hun er syg, før græd hun tit og bad os hjælpe hende med at komme herfra, det var simpelthen så frygteligt at være vidne til, at hun bare forsvandt mere og mere ind i sin egen verden. Hun kan sagtens huske mig og min lille familie, men dem der ikke besøger hende, er næsten visket væk.


  • #2   31. mar 2013 hun lyder ret "frisk" hende farmor.nyd dem mens de er her,og husk alle,at nyde livet mens i/vi kan.det er vigtigt,vi ved ikke om vi er her imorgen.....
    jeg arbejder på en kirkegård og ser hvor hurtig det nogengange går....det kan være skræmmende....


  • #3   31. mar 2013 Min far er ved at blive dement. Det er lidt trist at være vidne til, for indimellem bliver han så frustreret over, at han ikke kan huske smiley

  • #4   31. mar 2013 selv om det er dybt tragisk, så får vi også mange grin og sjove episoder, bl.a. så tror min mor at hun har arvet det plejecenter hun bor på, dog er det også et gods, så hun mener at alt er hendes, så vi finder meget tøj og nips som er 'gået forkert'. Hun fortæller levende at hun har været til fest hos den gamle dame på godset, hvor de sidder i 'sjesterfild' sofaer og ryger cigarer, og der er underholdning mm. Vi har oplevet så mange 'sjove' ting, og de er blevet 'sjove' efter hun slet ikke er bevidst om det, og så kan vi holde humøret højt ved at bruge humor og grine af det der ellers er til at græde over:)


  • #5   31. mar 2013 Susanne, det er nemlig det værste ved den skide sygdom, den fase har min mor været i i knap 4 år da hun fik piller mod udviklingen, det gør så ondt at se den frustration og se personen trække sig mere og mere ind i sig selv. Jeg er 'lettet' over at mor er kommet så langt at hun slet ikke er bevidst om det. Dog håber jeg snart at hun lukker sine øjne, så ikke hun skal blive dårligere, da det er så uværdigt at skulle gå med ble, bades og være til 'besvær'.

  • #6   31. mar 2013 Min far kan ikke holde på vandet, og han nægter at lade sig undersøge. Så han går også med ble. Og selv den er ikke altid nok.

    Det er så slemt, at han ikke ved, om han kommer til min søns konfirmation, for han vil ikke risikere at "lække". smiley

    Jeg må have fundet ham et par lange underbukser, for det er værst, når han bliver kold. Og han er testet for blærebetændelse.


  • #7   31. mar 2013 smiley - håber I får ham lokket til lægen og får ham udredt, for der er altså mulighed for at forhale symptomerne, hvis det bliver taget i tide.

  • #8   31. mar 2013 Alzheimers kaldes også "de pårørendes sygdom",da det for en stor del af tiden er værst for de pårørende,patienten har det i reglen udemærket,oplevede det med 2 af min mors søstre.

  • #9   31. mar 2013 Ang. demensen fandt de ud af det på sygehuset, sidst han var indlagt. Da blev hans hovede scannet. Men om han får noget for at forhale sygdommen, det er jeg slet ikke inde i. Han har hjemmepleje på to gange om dagen, og en sygeplejerske kommer og blander tabletter.

  • #10   31. mar 2013 Det er den sygdome i verden, som jeg frygter allermest. Hvis jeg nogensinde får diagnosen, så tager jeg tre måneder, hvor jeg gør alt det, man vil gøre, hvis man kun har tre måneder tilbage at leve i, og så gør jeg ende på det.
    Jeg lavede telefoninterviews på hjemmeplejemodtagere og talte med så mange demente, som bare blev så bange og slet ikke kunne forstå, hvem jeg var og hvorfor jeg ringede. Det er simpelthen uhyggeligt.


  • #11   31. mar 2013 Min farmor er 92 år efterhånden og hun er ret frisk af sin alder. Vi har været nødt til at give hende en gps i tasken, for vi har oplevet at hun er blevet væk, når hun er gået ud selv. Så har både min mor og politiet været ude at lede efter hende, og det er knap så sjovt. Min farmor er den eneste bedsteforældre jeg har tilbage, så jeg værdsætter de stunder vi har sammen. Det er svært at se på, for hun har altid klaret sig selv, og været frisk. Altid inviteret hele familien til middage og stået for maden, og altid været så kreativ med broderi og blomsterbinding. Ingen af tingene kan hun længere. smiley

  • #12   31. mar 2013 Anne - Det lyder næsten som min mor, hun er 91 og har for 3 uger siden endelig fået en plejehjemsplads.
    Vi prøvede også med GPS, men ofte havde hun ikke sin taske med, når hun gik ud.

    De sidste måneder inden hun flyttede, var en kæmpe belastning for os pårørende.
    Hun boede 100 meter fra mig, men kunne sagtens fare vil på vejen her over.
    Den sidste måned ringede hun 20-30 gange i døgnet og kom 10-12 gange gående over til os ved 3-4 tiden om natten, iført nattøj og med bare tæer i 10 graders frost.

    Jeg er normalt ikke den, der biver stresset, men det var simpelthen så belastende, langt værre end at have et barn med kolik, det ved man trods alt ligger i sin seng.

    Hun er ved at falde til i sin nye bolig og det er en stor lettelse. Hun har mange flere klare perioder og virker mere glad og mindre frustreret.
    Samtidig er jeg meget positivt overrasket over alle de ting personalet på plejecentret magter at inddrage beboerne i, de gør et kæmpe arbejde for at de gamle ikke bare sidder i hver deres lejlighed og kukkelurer smiley


  • #13   31. mar 2013 Kirsten H: Åh... Kan godt forestille mig at jeres situation har været stressende. Min farmor går ikke uden for døren uden hendes taske, så i den retning er vi heldige.
    Jeg er glad for at din mor er ved at falde til i sin nye bolig. Kan godt forstå at det må være en lettelse. smiley Desværre så tror jeg at min farmor ville gå af dage hvis hun blev sendt til et alderdomshjem. Hun har altid klaret sig selv. I denne tid har hun en masse hjemmehjælp som kommer flere gange om dagen, og de siger også, at i min farmors lejlighed, der ved hun hvor tingene er. Det vil være stressende for hende at skulle til at flytte, nu hvor hun allerede er så dement. Det lyder dog som et rigtig godt sted du har fundet til din mor smiley


  • #14   31. mar 2013 Min far har stadig bil og kørekort, og han vil ikke have rengøringshjælp. Så jeg er ærlig talt lidt nervøs på hans vegne.

  • #15   31. mar 2013 Det kan jeg godt forstå du er Susanne. Det lyder ikke specielt beroligende. Hvorfor vil han ikke have rengøringshjælp?

  • #16   31. mar 2013 Jamen han fik rengøringshjælp et par gange, men de måtte jo ikke gøre rent ret mange steder, og så kunne han lige så godt gøre det selv, mente han. Men jeg synes altså ikke, at der er særlig rent hjemme hos ham.

    Jeg nægter konsekvent at bruge toilet og køkken.


  • #17   31. mar 2013 Min Svigerfar havde vaskulær demens. Han havde et forløb på 10-12 år i alt, der spændte fra, at han var lidt distræt i starten til at han ikke havde noget sprog og slet ikke kunne udtrykke sig til sidst.
    Han var meget syg af sin demens.

    Vi oplevede ikke så mange af de sjove ting, desværre. Han var ikke dement på den der "søde" måde og hans tilstand medførte faktisk også at han selv fik depressive symptomer.

    Han kom på plejehjem efter han var gået hjemmefra og havde været væk i et døgn. Det var om foråret og tilfældigvis et døgn, hvor det var meget varmt om dagen - omkring 20 grader, men koldt om natten. Han var klædt i fuldt vinter-ornat med vanter, hue og halstørklæde. Måske noget der gjorde, at han var til at finde.

    Det var den helt store tur med hunde, helikopter, presse - og vi var ødelagte. Men vi havde godt set det komme. Min svigermor havde bedt om hjælp længe, men da hun netop var blevet efterlønner var hun hjemmegående og så var der ingen hjælp at hente - før den dag.
    Han kom hjem da han var fundet. Lidt forkommen, lidt solskoldet i ansigtet, sulten og beskidt. Han fik et måltid mad og så kom han på plejehjem.
    Herfra gik det stærkt med ham rent kognitivt. Ham mistede hurtigt evnen til at kommunikere - fik stærk afasi. Han kunne stadig læse, sjovt nok, men forstod ikke hvad han læste.

    Han mistede sin værdighed på mange måder i de år. Og vi havde for mange år siden lovet ham, at det var det sidste vi ville lade ske.

    Det var en kæmpe sorg, at se ham der og sådan.

    Han døde for et par år siden af en lungebetændelse. Og vi sørgede så meget over den mand, som vi havde mistet flere år tilbage, men som vi nu heller ikke længere kunne se. Og vi var så lettede på hans vegne.

    Demens er modbydeligt. Men nogle forløb er selvfølgelig mere modbydelige end andre. Svigerfar blev kun 72.


  • #18   31. mar 2013 På lige det punkt er jeg glad for at min bedstemor kom herfra som hun gjorde. Hun sad i hendes stol med brillerne på, tv'et tændt og cigaretterne på bordet ved siden af. Efter hendes første mand døde af en hjernetumor og hendes anden mand havde svær Alzheimers de sidste år inden hans død, har hendes frygt altid været at ende sådan.
    Men åh, hvor var det bare alt for tidligt og komplet uventet smiley sæt pris på jeres familie, mens i har den.


  • #19   31. mar 2013 Åh CH. Det lyder som en grim omgang! smiley Er ked af at høre, at det gik sådan med din svigerfar. Men det var godt at I fandt ham dengang han blev væk. Demens er virkelig modbydeligt, og jeg håber for alt i verden, at det ikke rammer mig når jeg engang bliver gammel. Har hørt at træning kan holde sådan noget på afstand.

  • #20   31. mar 2013 Susanne: Er der evt. nogle i familien der kan hjælpe ham med rengøringen? Bare det værste f.eks.?

  • #21   31. mar 2013 Anne, jeg ville gerne, men jeg kan desværre ikke holde til det. Jeg går sygemeldt og har svært nok ved at få vores eget til at hænge sammen. smiley

  • #22   31. mar 2013 Det var en grim omgang, Anne P. Virkelig grim.

    Men der kommer bestemt det gode ud af det at man får en vink med en vognstang om, at livet er kort, man skal sætte pris på det mens man har det og sætte pris på at det man har frem for fokusere på det, man ikke har.

    Og så nyde hinanden mens vi har hinanden.


  • #23   31. mar 2013 Susanne: Ja så er det ikke nemt smiley Hvad med evt. at hyre en privat til at gøre rent hos ham, frem for dem fra firmaer? Hvis du ved hvad jeg mener?

    CH: Det har du ganske ret i. Man skal nyde hinanden mens vi har hinanden, og sætte pris på det vi har og kan. Som du siger kan det være godt at få en vink med en vognstang, for tror mange har en tendens til at tage nogle ting for givet.


  • #24   31. mar 2013 Anne, gjorde jeg gerne, hvis det ikke lige var fordi, at jeg er på kontanthjælp.

  • #25   31. mar 2013 Min mor fik en meget slem omgang meningitis i 2009 med nogle meget voldsomme epilepsilignende anfald. Det har medført demens, som desværre udvikler sig i en uheldig retning... smiley

    Det er hamrende hårdt, at se sin glade og dygtige mor ændre sig til en skygge af sig selv i en alder af bare 60 år. Mine forældre havde lige solgt deres virksomhed og skulle til, at nyde deres otium med rejser og fede oplevelser... Det er bare så unfair!


  • #26   31. mar 2013 Anne - Jeg var absolut heller ikke glad for, at det blev nødvendigt at flytte hende, men der var ikke noget valg, CH beskriver det skrækscenarie, der var i mit hoved.
    Hun er gammel ja, men skulle gerne herfra på en værdig måde ikke alene og måske frosset ihjel, fordi hun var faret vild.

    Jeg er lykkelig over, at hun er faldet til.
    Den dag vi flyttede hende på plejehjemmet, græd og råbte hun, at vi alle havde snydt og forrådt hende, hun var så skuffet, vred og ked af det, at det næsten ikke var til at bære.
    Derfor er det dejligt at komme og besge hende nu og opleve, at hun rent faktisk trives i sit "kollektiv", som hun kalder det smiley

    Trine - Det må være hårdt smiley
    Det er alt for tidligt at blive så hårdt ramt, det er ikke rimeligt.


Kommentér på:
At blive dement

Annonce