{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
3.435 visninger | Oprettet:

At stoppe kontakt med familie... {{forumTopicSubject}}

Som udspring af en anden tråd jeg har oprette herinde omkring min far og hans famile, og mine tvivl omkring om jeg efterhånden skal stoppe kontakten så jeg ikke bliver skuffet mere, så ville jeg høre om i herinde har været i lignende dilemmaer mht famile, og evt om i har droppet kontakt til noget famile? Og om det har gjort jer gladere?


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Nedtagning af TV fra vægophæng 650 kr.
  • Opsætning af dampspærre 800 kr.
  • Solid dæk sæt på 400 kr.
  • Rengøring 500 kr.
  • Installation af loftslampe 645 kr.
  • Slibning af egetræs trappe 4.500 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  At stoppe kontakt med familie...
  • #2   9. okt 2013 Jeg har droppet kontakten med min biologiske mor, hun har aldrig været der for mig, hverken til skolefester, forældre møder, da jeg fik studenter hue på mv.
    Hun var der ikke til sit barnebarns fødselsdag.!

    Alle de gange hun har kontaktet mig har været fordi hun manglede penge, manglede en der kunne kører hende, eller hente noget for hende mv.

    Hende har jeg ikke snakket med i bum bum, 7 år ca.
    Min datter er 8 år nemlig, og sidst hun så sin mormor var hun omkring 1 år.

    Og JA det har gjort mig gladere at jeg ikke skal tænke over om hun nu ringer til jul, giver en lille gave, eller hvad ved jeg. Hun er ude af mit liv, og det har jeg det godt med smiley

    Jeg er endda så langt i mit liv, hvis man kan sige det.
    At hvis nogen omtaler hende som "din mor" retter jeg dem og siger mener du Gitte? For hun er ikke længere min mor, hun er kvinden der fødte mig, ikke en skid andet!

    Jeg blev gift her i september, og hun var heller ikke inviteret der (selvfølgelig ikke)men jeg manglede hende heller ikke smiley


  • #3   9. okt 2013 Det kommer nok an på så meget. Hvordan ens forhold er, hvor meget de betyder, og hvor meget man har lyst til at udsætte sig selv for? Tror det er individuel hvad løsningen er for den enkelte smiley Jeg selv har valgt at cutte kontakten til en søster, og hold da op for er det befriende! Der var altid problemer og drama imellem hende og hendes mand, og det har været sådan i alle de forhold hun har været i, og det er virkelig frustrerende at skulle gå og bekymre sig, hjælpe med at flytte frem og tilbage for ingen verdens nytte. Jeg fik simpelthen nok af hendes pis, og alt det drama der fulgte med.

    Det er efterhånden 5 år siden, og jeg har endnu ikke fortrudt, og tror heller ikke jeg gør det smiley Synes det er rart at hun ikke fylder noget som helst i min hverdag mere.


  • #4   9. okt 2013 Jeg har ikke haft kontakt med min far i 6 1/2 år nu.. Og det har gjort mig meget mere glad i hverdagen..
    Jeg er flyttet væk så han ikke har mulighed for at opsøge mig eller i det hele tager mulighed for at kontakte mig..
    Har ikke fortrudt 1 sekund at jeg tog den beslutning..
    Kan huske første jul uden ham, der sørgede han for jeg via min søster fik en julegave.. Min søster fik pænt lov til at tage den med retur..
    Og alt jeg har haft i mit hjem som er fra ham af er blevet smidt ud..
    Han er ikke en del af mit liv mere og bliver det aldrig igen..


  • #5   9. okt 2013 jeg har droppet al kontakt til min søster... for groft sagt, så er hun simpelthen en KO!

    Anyways, så er min holdning at man ikke selv vælger sin familie, mens man vælger sine venner. Og hvis jeg har familiemedlemmer som jeg udelukkende er tvangsindlagt til at omgås pga blodets bånd, og hvis der ikke havde været det bånd, så var de blevet skrottet for læææææænge siden. Jamen så kan jeg ikke se nogen grund til at omgås dem.

    F.ex. rendte jeg for nogen år siden ind i en bekendt-agtig fra min gamle rideklub, som havde hest stående ret tæt på hvor min part stod. Vi faldt i snak, begyndte at ride sammen... og det endte med at da hun blev syg og havde brug for en ven, der pakkede jeg hunden og rykkede midlertidigt ind. Og jeg er her endnu.. det er vel en 16 år siden smiley I mellemtiden har vi fået lidt mere plads i lejligheden og hun har fået en kæreste der er flyttet ind - men vi lever sådan i ét stort fællesskab. Vi er både meget ens og meget forskellige, og ingen af os har ret meget familie.
    Så vi har lidt slået os sammen og er nok i bund og grund som 'gode' søstre.

    Så ja, hvis du efter at lægge tingene på vægtskålen føler at de negative sider er langt større end de positive, og du vil have det bedre uden visse familiemedlemmer - så er det det som tæller.


  • #6   9. okt 2013 Jeg havde lidt over et år, hvor jeg ikke havde kontakt til min mor. Det var dog ikke helt problemfrit, da jeg stadigvæk havde kontakt til min far og mine forældre bor sammen.

    Jeg indså at hvis jeg nogensinde skulle få det udbytte som jeg håbede på, ud af mine psykolog samtaler, så var det simpelthen dét der skulle til. Og jeg har ikke fortrudt. I dag har vi moderart kontakt og det fungerer okay. Dog er jeg lige nu i en del dilemma omkring jul osv., men det håber jeg på at min kæreste og jeg finder en løsning på.


  • #7   9. okt 2013 Den guddommeligt... - jeg er fuldstændig enig! Sådan har jeg ofte tænkt om min mor. Hvis hun havde været en veninde, så havde vi ikke været veninder mere. Super godt formuleret smiley

  • #8   9. okt 2013 Jeg har ikke prøvet at cutte kontakten til nogen i min familie.

    Men jeg har prøvet at være den der bliver cuttet. Og det er og var bestemt ikke sjovt.

    Min bror valgte sidste år (eller også gjorde hans kæreste) at de ikke længere ville se mig, fordi jeg stadig ser hans ex kæreste, som han har en datter med.

    Denne ex kæreste har været min veninde i al den tid jeg har kendt hende, altså også i de 2 år de var sammen, eller hvor længe det nu var. Hun har hjulpet mig rigtig meget og altid været der for mig.
    Det var min bror der gik fra hende, og ikke omvendt. Og han fandt han fik sin nye kæreste max en måned efter han var skredet.

    Efter ca 2 år (sidste år) valgte han så at jeg skulle vælge imellem ham og hans ex, først gik vi på kompromis, så jeg så hende mindre end ellers, og jeg skrev aldrig om eller til hende på facebook. Det skal siges at det gjorde jeg heller ikke før, og jeg har aldrig inviteret hende når han kom, og har altid sat ham og hans nye kæreste før hende. Så hvis jeg havde en aftale med hende om at hun kom til aftensmad og min bror spurgte (i go tid) om de måtte komme, så lavede vi vores aftale om, for hans ex vil jo også bare have det til at fungere og forstår godt at det jo er hans familie.

    Der er en del mere i det, men det er alt for langt at skrive.
    Men jeg var blevet rigtig glad for hans nye kæreste og troede faktisk at vi også var veninder og kunne snakke om mange ting sammen osv. Så der gik nogle mdr hvor jeg lige skulle lærer at stole på hende igen. Og pludselig svarede hun mig ikke mere, og jeg kunne ikke forstå det.
    Da jeg så kommer hjem fra en uges ferie oppe ved min kæreste, skriver jeg til hende og får så at vide at de ikke længere vil snakke med mig, og at det burde min mor at have fortalt mig, for hun har vidst det en hel uge (de vil heller ikke se min mor) og det kunne da aldrig blive hendes pligt at fortælle mig at de ikke vil se mig.

    Det gør så ondt indeni at miste sin bror, især fordi jeg virkelig elsker ham, og jeg ville aldrig gøre noget for at sårer ham, og jeg er så bange for at der skal ske ham noget så vi aldrig får det godt sammen igen. Han venter sig en lille datter til februar, og jeg ville sådan ønske at jeg fik muligheden for at få et forhold til min lille nye niece. smiley Har prøvet alt hvad jeg overhovedet kunne, men til sidst havde det altså kørt mig så langt ned, at jeg blev nød til at slippe ham.

    Jeg hader at komme til familiefester nu, og frygter hver eneste sammenkomst, for jeg ved han er der, og jeg har lyst til at sætte mig ned og tude hver eneste gang jeg ser ham. Når jeg ser hans kæreste (som er hende der startede det hele, lang historie) får jeg det så dårligt at jeg ikke kan holde ud at være der.

    det værste er at hvis han er alene til familiefest eller lign, uden hans kæreste, så kan han godt komme over og spørge hvordan det går eller lign. Men ellers er man bare luft. Der gik rigtig lang tid før vi overhovedet hilste på hinanden til festerne.

    Jeg savner ham hver eneste dag, og det var et år siden i juli. smiley


  • #9   9. okt 2013 Jeg har ikke haft kontakt med min far i omkring 5 år og på intet tidspunkt har jeg savnet ham.
    Han har gjort en masse ting i min barndom som jeg fandt ud af efter et års tid hvor vi havde kontakt, at jeg ikke kunne tilgive det, da han på ingen måde angrede det.
    Der hvor den har ramt mig, er at min bror som stadig har kontakt til ham, har kunne fortællende han savner mig, opkalder ting efter mig osv. Jeg er aldrig i tvivl om min far elsker mig, og jeg har taget hans eneste datter fra ham... Det rammer mig faktisk...
    Havde det været min far, jamen så havde jeg nok taget afstand fra ham.. Skrevet et brev til ham hvor jeg beskrev mine følelser omkring ham og de ting han har gjort... Er han ligeglad, så smid ham af helvede til, så er du bedre end det og fortjener ikke at blive såret mere, så kan du gå der fra med god samvittighed, for du var den store der række en hånd ud og lod ham forklare sig. Men så skal du også kunne tilgive, hvis nu han oprigtigt er ked af det.


  • #10   9. okt 2013 ok, det er så heller ikke iorden at din bror beder dig om at vælge - han kunne allerhøjst have bedt dig om at respektere at de ikke rendte ind i hinanden hos dig.
    Her synes jeg godt nok at han er en klaphat, for du har da dælme gjort dit for at være hensynsfuld. Og nej, det er sgu ikke din mors pligt at være stik-i-rend med oplysninger.
    Så her er vi lidt over i en helt anden boldgade, hvor vi andre har haft et mere fesent forhold til den eller de familiemedlemmer der påtænkes at skrottes.


  • #11   9. okt 2013 Jeg droppede kontakten til min far for ca 2 år siden, ham og min mor gik fra hinanden da jeg blev født. Jeg havde lidt kontakt med min farmor og farfar (min fars far og mor), da jeg voksede op, men ikke til min far. Da han så for 6 år siden fik en lille dreng med hans daværende kæreste og hun tog kontakt til mig, begyndte vi at snakke lidt sammen, men efter de gik fra hinanden røg kontakten igen, indtil han fik en ny kæreste som også tog kontakt til mig, og hende og min far lavede en masse planer, vi skulle i skoven med hundene, vi skulle spise sammen osv osv, men hver gang vi havde planlagt noget ringede min far altid 5 min. før for at fortælle at han altså var blevet syg.

    Jeg har nu valgt at droppe kontakten til ham fuldstændig, er træt af tomme løfter og skuffelser, men har dog stadig kontakt med hans eks som han har min halv lillebror med, jeg vil nemlig gerne være en del af hans liv smiley


  • #13   9. okt 2013 Jep, jeg ser ikke min ene storebror, og så ham sidst for 10 år siden.
    Så længe jeg får mavepine over at tænke på ham, så ønsker jeg ikke kontakt.
    det lever jeg glimrende med, selv om det godt kan nive lidt indeni, at tænke på alt det sjove vi engang havde sammen, måske en dag? men ikke forløbelig.


  • #14   9. okt 2013 dengang min mor og far gik fra hinanden - jeg boede ikke hjemme - der endte jeg pludselig med at føle mig som en lus mellem to negle fra min mors side, og der trak jeg grænsen.
    Jeg blev så gal i telefonen at hun fik besked på at behandle mig ordentligt, og hvis ikke hun kunne det, så kunne hun pisse af - og så smed jeg røret på.
    Næste dag fik jeg brev fra hende, med en frankeret svarkurvert og noget piv om at hvis ikke jeg skrev tilbage og yadayada, så regnede hun ikke med at jeg ville have noget med hende at gøre. Og så skrev jeg pænt tilbage til hende hvordan og hvorledes, og at jeg ganske enkelt ikke ville behandles sådan, og kunne hun ikke respektere det, så ville jeg helst være fri.
    Den fes ihvertfald ind på lystavlen.


  • #15   9. okt 2013 Den guddommelige. Nej jeg synes heller ikke den er fair. Jeg har altid været der for dem og hjulpet dem så godt jeg kunne. f.eks. havde jeg måneden inden til hendes fødselsdag rendt over imens de ikke var hjemme og sat de største buketter med liljer og bonderoser, samt en fin lille sammenplantning foran deres dør til hende. Jeg var i praktik hos en blomsterhandler tæt på hvor de boede, så jeg fik lov til at lave en sammenplantning til hende og købe et par buketter.
    Fordi jeg vidste hun gik meget igennem og jeg ville gerne have at hun havde en skøn dag. Den dag fik jeg at vide at jeg var så fantastisk og blablabla. en måned efter var jeg jo så bare en idiot fordi jeg altså ser hans ex.. -.-'

    Jeg vil så også sige at jeg sagtens kan forstå at der er nogle forhold, som du nævner, hvor man virkelig har et rigtig dårligt forhold og ikke rigtig har noget med hinanden at gøre, vælger ikke at se mere til personen.

    men jeg har altid set op til min bror og nydt hans samvær, og vi har altid været en familie. og da jeg havde problemer med min kæreste for et par år siden, kom han hjem og fik mig i noget tøj og så tog han mig med ud at shoppe. Så jeg forstår slet ikke hvor den gik galt smiley


  • #16   9. okt 2013 Jeg blev uvenner med min far i 2007 og droppede kontakten helt. I 2010 begyndte jeg at savne ham. Jeg havde ikke hans nummer og vidste ikke hvor han var flyttet hen. Jeg fandt min faster på FB og fik kontakten til ham igen ved hjælp af hende smiley

    Jeg vil ikke droppe kontakten til familien igen. Min mand mistede sin faster i fredags. 47 år dræbt i en motorcykelulykke. Hendes datter på 16 år er totalt knust http://ekstrabladet.dk/112/article2114685.ece

    Man ved aldrig hvornår man mister sine kære så hvorfor være uvenner og droppe kontakten?
    Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad grunden er i dit tilfælde.


  • #17   9. okt 2013 Jeg har stoppet kontakten med en rigtig stor del af min familie. Har ikke snakket med min farmor og farfar i 6-7 år, og droppede den sidste kontakt med hele min familien på min mors side for 1-2 år siden.

    For mig har det været utrolig befriende, ikke mere drama og diskussioner som i flere år totalt har ødelagt ellers hyggelige dage som juleaften, fødselsdage osv.
    Så får mig har det ikke været noget problem overhovedet at droppe al kontakt - men nu gælder det jo heller ikke min allernærmeste familie (forældre, søskende). Og da jeg aldrig rigtig har haft nogle hyggelige oplevelser med den del af familien, har jeg for det meste bare tænkt at jeg ikke har nogen mormor eller farmor.

    På nogle punkter kan det selvfølgelig godt være ærgerligt at have så lidt familie tilbage, men nu kan vi feks. rent faktisk have en hyggelig og afslappet jul smiley


  • Matilde
    Matilde Tilmeldt:
    jan 2013

    Følger: 1 Hunde: 2 Svar: 853
    #18   9. okt 2013 Blir sgu helt trist af at læse at så mange har så alvorlige problemer med deres familie. Jeg forstår ikke hvordan man kan komme så langt ud at man fravælger hinanden.. Det er sgu sørgeligt.

Kommentér på:
At stoppe kontakt med familie...

Annonce