{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.113 visninger | Oprettet:

Empati {{forumTopicSubject}}

Hørte lige ordet, og jeg ved godt hvad det overordnet betyder.

Men kom til at tænke på om man kan definere det objektivt, eller kun subjektivt.

Tænker hvis man kender nogen som man enten synes er empatiske eller det absolut modsatte, opfatter de så sig selv som sådan ...

Umiddelbart tænker jeg selv det må være ret subjektivt, også hvad man hver i sær synes er empatisk opførsel. Og at folk er det forskelligt i ensartede situationer, uden man kan sige at nogen er det mere end andre eller på den rette måde.

Grunden til jeg tænker over det er fx at jeg kender nogen der var i en krise for år tilbage, en pludselig kræft i familien, de endte med helt at sortere nogle til da ret nære venner fra efterfølgende da de ikke mente disse venner "var" der i situationen.

Men i dag står jeg selv i en lignende situation ( ikke mig der er syg), og dem jeg kender som sorterede fra, de er der heller ikke for mig, dvs. synes jeg, så må det jo være mine forventninger om empati der er anderledes, eller ? Kan faktisk ikke forstå de ikke kan se/føle at de ikke gør det for mig som de faktisk klandrede de andre for heller ikke at gøre ....

Har også en anden krise i mit liv omkring arbejde, og der oplever jeg også lidt at folk omkring mig ikke reagerer som jeg havde forventet, folk som jeg egentlig synes er dejlige og varme mennesker, men som jeg slet ikke synes siger det "rigtige"

Og så er det jeg tænker, hvad er de "rigtige" , for måske de faktisk selv synes de er det ....


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Nedtagning af TV fra vægophæng 650 kr.
  • Opsætning af dampspærre 800 kr.
  • Solid dæk sæt på 400 kr.
  • Rengøring 500 kr.
  • Installation af loftslampe 645 kr.
  • Slibning af egetræs trappe 4.500 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Empati
  • #1   12. nov 2014 Kan godt følge dig, og tror det handler om hvad vi hver især forventer af omverden.
    At vi bliver lidt kede af det, fordi andre ikke kan se, hvad det er vi har brug for, selv om vi selv synes det er åbenlyst.

    Det er svært at åbne munden og bede om det specifikt og vi føler at det burde komme af sig selv, at andre burde kunne se/aflæse vores behov.



  • #2   12. nov 2014 Jeg synes det er svært at vide, hvordan man skal reagere, når andre har det svært.. I langt de fleste situationer forstår jeg folk, føler med dem og ønsker at hjælpe - men det evindelige spørgsmål for mig er altid: Hvordan?

  • #4   12. nov 2014 ja I har ret ... men når så man selv har stået i en situation hvor man havde behovet, og altså har følt nogle gjorde det rette, mens andre ikke gjorde, hvordan kan man så ikke selv gøre som de man syntes gjorde det rette dengang, hvordan kan man ikke se det...

    Og ja der ligger helt sikkert noget i forskellige forventninger ... men noget af det de sagde dengang, var bare det at folk lige gad ringe jævnligt og følge op ... men det gør de slet ikke selv, på nogen måde, jeg føler nærmest jeg forstyrrer når jeg ringer, også selvom specielt kvinden siger jeg bare skal ringe .... men føler så bare at hun nærmest tænker " åh gider ikke med skal jo" og ja forstår ikke man ikke drager paralleller .... for de roste os meget for vores måde at være der på dengang...

    og som du skriver MLA det er enormt svært at sige man er "skuffet" .... for man gider jo heller ikke de tager sig sammen fordi de føler de skal, man ønsker jo det skal være fordi de ønsker det ....


  • #5   12. nov 2014 præcis, måske vi er nogle der bare er for følsomme på det område?.
    Jeg erkender at jeg nok er, har min andel af kriser i mit liv også de mere alvorlige hvor jeg virkelig har haft brug for omverden, men har følt mig palle alene i verden, skuffet og ked af det fordi jeg vitterligt troede at nogen var der for mig uden jeg skulle bede om det, eller handlede så langt fra hvad jeg havde brug for.



  • #6   12. nov 2014 Empati må ikke forveksles med omsorg.

    Empati er for mig evnen til indlevelsesevne, mens omsorg også handler om personligt overskud.

    Jeg ser mig selv som et meget empatisk menneske - også mere end hvad godt er nogle gange. Det er så slet ikke ens betydende med, at jeg er den bedste til at yde omsorg. Slet ikke.

    En person kan jo godt være empatisk, betragte situationen ude fra og føle medlidenhed - uden at vide, hvordan man kan hjælpe og yde den bedste omsorg.

    Det er to meget forskellige ting for mig. Empati er noget der foregår indeni.


  • #7   12. nov 2014 jo da, og man kan yde omsorg uden at have videre empati smiley

  • #8   12. nov 2014 @ danielle, ja der har du en pointe ... men man kan næppe yde omsorg uden at føle empati, eller ?

    men med det du skriver, så tænker jeg de her mennesker jeg kender både forventede empati og at deres omgangskreds kunne omsætte denne til omsorg ... det jeg så ser hos dem nu er nok at de på et eller andet plan føler en empati, men de er ikke i stand til at omsætte den til omsorg .... kan så stadig ikke forstå de ikke selv kan se det, for det er jeg sikker på de ikke kan ...
    Men det du skriver giver faktisk mening i den måde jeg oplever dem på ...
    Et andet af deres venne par, er i dag i krise grundet manden rent ud sagt er dranker, det par har aktivt søgt hjælp og støtte, hvilket de rent har meldt ud at det orker de ikke .... til os siger de at det jo er trist og forfærdeligt (empatien), men at omsætte det til at "være der" (omsorg) det kan eller vil de ikke ...

    på en måde kan jeg mærke at ordet egoisme kommer op i mig når jeg beskriver dette ...


  • #9   12. nov 2014 MLA - man kan ikke yde omsorg uden empati. Man kan imidlertid godt have empati uden at vise/yde omsorg. I al fald efter min opfattelse smiley
    Hanne - empati er subjektivt, ligesom alle tillægsord er. Altså en relativ ting - i modsætning til absolutte begreber (op/ned, sort/hvid) smiley


  • #10   12. nov 2014 at yde omsorg kan fx være en del af sit job, og ikke nødvendigvis fordi man føler empati med vedkommende man yder omsorg for. omsorg kan være at skifte ble, hjælpe en gammel dame over gaden, eller som i dag, hvor jeg fodrede min bror af med mad fordi han igen igen var løbet tør for penge - men jeg har ikke empati for ham, han ligger som han selv har redt..
    omsorg kan vel være almindelig dannelse og pligt som medmenneske uden man har videre empati med vedkommende?


  • #11   12. nov 2014 Hanne: Men det er jo en ærlig sag, at man ikke har overskud til at yde omsorg for. f.eks sine venner hele tiden. Prøv at tænk på hvor meget man hele tiden skulle være på for andre, hvis man hele tiden skulle være der for folk, hver gang de havde en krise, en dårlig periode, en træls oplevelse osv, så ville man jo nærmest aldrig lave andet, eller have tid til sig selv og sit liv.

    Jeg syntes det er helt fint at sige " jeg har forståelse for din/jeres situation, og jeg lytter gerne når du har brug for det, men jeg har simpelthen ikke overskudet til at yde omsorg i tide og utide. "

    Nu ved jeg ikke hvor slem din krise er, hvor længe den har stået på, om du snakker meget om det osv, men man kan som "tilskuer" også ind imellem godt blive træt i hovedet, hvis man hver gang man snakker med en person, skal høre om alt det dårlige , og så mister folk måske netop det lille overskud de havde til at yde omsorg, fordi de simpelthen bliver drænet for energi, allerede inden de nåede at yde omsorgen.

    Jeg kender til nogen der har et handicappet barn, og moderen klynker og ynker over det KONSTANT, som i nærmest dagligt på FB, og nogle dage kan der godt blive smidt 5 opslag/opdateringer op på væggen , om hvor hårdt det er for dem, at andre ikke ved hvor hårdt de har det, at ingen ved hvor hårdt man kan have det, før man prøver at være i deres sko, og ja ting i den dur. Og der erkender jeg altså at jeg får lange løg, og bliver irriteret allerede inden jeg nåede at tænke på at yde omsorg. Men det er ligeså meget deres tone , som nærmest antyder de er dem i verden der har det allerværst, og at alle andre har det nemt ( deres barn er altså trods alt "kun" Autist, og JA jeg ved godt det også kan være slemt).

    Igen jeg aner jo ikke hvordan du er, hvor meget du snakker om det, og jeg siger ikke du er som dem, det var bare for lige at komme med et eksempel på hvordan folks ulykke kan virke på andre.


  • #12   12. nov 2014 MLA: Præcis, fag indenfor pleje, pasning, sygehusvæsnet osv er jo i den grad omsorg og pleje, men det betyder jo ikke at personalet har empati for alle de mennesker de nu skal passe/pleje/helbrede.

  • #13   12. nov 2014 Man kan pleje fx syge personer, men omsorgen kommer først, når empatien er til stede. Du plejer den gamle sure prins pilfinger og drager omsorg for din søde farmor.
    Måske er vi enige, men beskriver og tolker lidt forskelligt,
    mvh en fremtidig prins pilfinger hæhæ


  • #14   12. nov 2014 @ Rikke ... det kan jeg som sådan godt forstå, og er faktisk og tilhænger af at folk siger fra, frem for at gå ind i noget de så ikke kan leve op til .... MEN ... de forventede jo selv at folk var der, og de der ikke var det til deres "standard" blev så efterfølgende droppet .... så de havde jo ikke selv den indgangsvinkel da det var deres egen situation .... Og de siger heller ikke at de ikke kan/vil være på nu overfor mig ... tværtimod, men de er det bare ikke .... ¨

    Jeg kan jo sagtens sige at jeg ikke taler meget om det, det kan jo være min egen opfattelse, og andre kan mene det omvendte .. men det mener jeg ikke jeg gør , sidst eg ringede til dem, var det faktisk mest for at bare tale, netop om noget andet ... bare høre hvordan det gik hos dem, med deres børn bare small talk for netop at få noget andet at tænke på ... spurgte ind til alt muligt almindeligt, og fik faktisk ikke noget tilbage, hverken af hyggelig snak, eller af spørgsmål til det jeg står i .... Og ja, så kan I jo skrive "så læs skriften på væggen" og det har jeg gjort ... men stadig hvorfor hulen melder de så ikke bare ud, og hvorfor forventer de noget af folk de ikke selv vil yde . De er ude af deres krise, de er ude på den anden side ... det er folk jeg har kendt i 30 år ....og en gang ville jeg betegne hende som min bedste veninde ...


    Mine tanker om dette går ikke på omsorg/empati indenfor fx ens faglige område, men på det private plan...


  • #15   12. nov 2014 Jeg synes ikke der er en modsætning i at være empatisk - altså evne at sætte sig ind i andres situation - og at vælge mennesker fra selvom de har det svært.

    Mener i bund og grund det har meget lidt med hinanden at gøre.

    Empati er en egenskab, ikke handling


  • #17   12. nov 2014 Jeg ved også godt at man ikke skal forvente det samme fra andre som man selv har givet i lignende situationer, men synes der er en forskel på om det er mennesker i ens omgangskreds (bekendte) og så folk som man opfatter som værende nære venner, og som selv giver udtryk for at være det ...

    Jeg forventer faktisk ikke at de er på, på samme måde som vi var det, men derfra og så til slet ikke... tja det skuffer og er svært for mig at forstå ...


  • #19   13. nov 2014 Hanne..jeg kan sagtens følge dig og forstår godt, at man ofte har et minimum af forventninger til, hvordan ens nære venner reagere når man er "nede".
    Disse forventninger holder desværre ikke altid stik...som dine venner også oplevede.

    Vi forventer lidt, at de nærmeste viser en smule interesse i det man går igennem og sender en tanke ...men ofte så viser egoismen sig...dem som selv råber op om omsorg og opmærksomhed, evner ikke selv at give den.

    Vi oplevede selv noget ligende da vores datter var med i en trafikulykke...et nært familiemedlem var bare ligeglad og interesserede sig slet ikke for, hvordan det gik...ikke at de kunne hjælpe med noget men en lille tanke i vores retning kunne klæ dem...havde de været i samme situation, så ville de bestemt forvente at vi stod der som et bøjet søm.


  • #20   13. nov 2014 Jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse at have været en et par ganske alvorlige livskriser. Den første var allerede som 20 årig, da jeg blev mejet ned af en spritbilist og lå på hospitalet i knap 4 måneder.

    Der lærte jeg meget om mennesker - men slet ikke på den dårlige måde, bare på en måde, som gør at min egen indgangsvinkel til det at være der for andre forandrede sig.

    Jeg tror det er vigtigt at man aldrig nogensinde føler man sætter i banken, når man hjælper andre.
    Man skal erkende, at det er noget, man gør for sig selv - ikke for dem. Og at ens hjælp er en gave og ikke et tilgodebevis.

    Når den er givet skylder ingen noget.

    Det er virkelig forskelligt hvordan folk tackler andres kriser. Der er nogle, der bliver angstfyldte, når de skal forholde sig til andres dårligdom og de trækker sig. Ikke fordi de er dårlige mennesker eller uempatiske (måske tværtimod), men fordi de ikke kan være i det.
    Det kan være skuffende - men det er menneskeligt.

    Man bliver nødt til at lave en simpel kalkule, til når man får brug for hjælp en anden god gang. Hvem har ressourcerne og hvem har ikke?
    Brug mennesker til det, de er gode til - men forvent ikke at de kan krydse de grænser.

    Man bliver bare mindre skuffet på den måde.
    Og man føler ikke at man skal gøre op med venskaber på den bekostning.


  • #22   13. nov 2014 Rikke, det må da også være forfærdigt for barnet hvis det en dag finder ud af at forældrene har brokket sig så meget på facebook. Jeg ville da i hvert fald føle mig som en byrde hvis jeg fandt ud af min mor havde haft et behov for at ytre hvor hårdt hun havde det med mig konstant.

  • #25   13. nov 2014 Jeg synes I alle har mange kloge ord, og kan bestemt se rigtigheden i dem...

    @ Birgitta, det er meget rigtigt det du skriver, og nej hvis jeg var der for et handicappet menneske ville jeg ikke forvente vedkommende kunne det samme.

    Men her drejer det sig om folk som vi kender ret godt, og som både set udefra og hvad de selv siger , ikke i dag har de store problemer i tilværelsen, så de "burde" have overskud ... så må konkludere at de for det første ikke har evnen, og for det andet ikke drager paralleller mellem egen tidligere situation og det de fik der, og så andres situationer hvor de kunne byde ind med noget lignende...

    Jeg ved godt man ikke sætter i banken og bør være der når det gælder af uselviske grunde, men alligevel gør det ikke skuffelsen mindre ... eller sagt som du Ch har erfaret, man bliver klogere på både sig selv og andre mennesker, og lige der hvor man lærer det så at sige på den hårde måde, der kommer først skuffelsen, og så i takt med man får det lidt på afstand og får tænkt efter så erkendelsen ....

    @ Isabelle ... ja se det kan jeg ikke, for så vil jeg føle at hvis de ændrer adfærd så er det fordi de "skal" og ikke fordi de gerne vil og virkelig kan føle at det er det de af et ægte hjerte skal , så synes jeg ikke det er så meget værd .. tror heller ikke det vil holde i længden, for jeg tror ikke på at folk kan ændre sig så grundlæggende ....


    @ Mike ... er sikker på de har at udmærket personligt overskud, men et eller andet ser de ikke verden udover deres egen næsetip ... det er hvad jeg konkluderer lige nu .... Det er såmænd kun almen small talk om tingene, eller måske mere tid og small talk om andre ting for at få tankerne væk fra "problemet" ingen kan løse det ....



  • #27   13. nov 2014 Det har måske også noget at gøre med det billede de har af jer.

    Hvis I ligner nogle, som er drøngode til at handle fornuftigt i en krisesituation - hvilket I jo har bevist når I har hjulpet andre - så kan det snildt afholde nogen fra at "blande sig", hvis ikke der direkte bliver spurgt om hjælp.

    Og så er det en lidt unfair konklusion - at de ikke kan se ud over deres næsetip. Måske kan de - men vil ikke invadere jer.





  • #28   13. nov 2014 @ Isabelle ... situationen nødvendiggør ikke tankelæsning, den er åbenlys.
    Mistede for 2½ år siden en af mine bedste veninder som også var min svigerinde, nu er hendes mand min storebror syg, har været det siden januar med en diagnose hvor udgangen er 100% at han dør, den sidste måned er det gået rigtigt stærkt, og al behandling er stoppet ... tidshorisonten er alt fra i morgen til max et par måneder, så det er ikke en situation der ikke er til at få øje på.

    Samtidig fik jeg forleden af vide at min arbejdsgiver (Aarhus Kommune) for 4. gang på 10 år vil omstrukturere indenfor det område jeg arbejder i, en stor og omvæltende omgang som 100% giver mig en ny chef, nyt arbejdssted og risiko for at jeg i værste fald bliver arbejdsløs på sigt ...
    Er jo fleksjobber, og har siden 2007 haft den bedste chef en med mine kriterier kunne ønske sig, en alle er enige om er en sjældenhed indenfor chefer i det offentlige, så er sammen med mange andre træt af både de, og de evindelige forandringer der dræner alt og alle i den offentlige sektor i disse år ...


  • #29   13. nov 2014 Problemerne er åbenlyse - men jeg kender det fra mig selv. Jeg viser helst ikke at jeg ikke er stærk - og for fem år siden var der stort set ingen, der tilbød deres hjælp for jeg lignede ikke en, der havde brug for den.

    Jeg synes ikke det ville have været fair at lægge ansvaret for det over på andre. Jeg synes ikke man kan forudsætte at folk kan se, at man har brug for hjælp.

    Og så sender jeg dig alle mulige tanker - det er stressfuldt og med alt for meget sorg det, du står i.


  • #31   13. nov 2014 Takker .. nej ved godt man ikke ligner "det" ... man, eller mange går jo ikke ned med flaget, slet ikke mens tingene foregår for der skal man jo selv være der for de der er i endnu mere krise end en selv, fx min bror og hans 2 døtre ....

    Men ja som sagt har de der mennesker været i noget lignende, han har haft cancer, hun har mistet job, fået job kender til presset , og jeg var der bare ...

    Men kan godt se at det er min skuffelse, og ikke min viden der taler/tænker pt. kommer nok efter det igen en gang ....


  • #35   13. nov 2014 Tja, jeg forventede nok at de var på samme måde overfor mig og andre, som de om ikke forventede, så dog roste at andre (nogle) var for dem da det brændte på.

    Og jo de har ændret sig, før i tiden, for længe siden var de en del bedre til at rumme og tage sig af, men det er som om de har lært af de der ikke var der for dem dengang, og overfører det til alle nu, i stedet for at have taget det med sig som de erfarede dengang fra de der var der ...

    Jeg har det op til overvejelse hvad jeg kan og vil i fremtiden med netop disse mennesker, jeg har fx vedtaget at jeg ikke ringer mere, den dag min bror er væk får de en sms om at det er sket (de har været på ferie med os og min bror og hans konefår år tilbage), men jeg ringer ikke .. vil de have status af vide må kontakten komme fra dem.

    Som skrevet er det jeg ønsker fra dem faktisk ikke at de hverken kan eller skal gøre noget ved "problemet", men mere at de fx bare gad ringe lige spørge "hvordan ser det ud i dag" og så evt bare fortælle om almindelige ting fra dem og deres børn så man kommer lidt væk fra det der fylder....

    Mht. ens egen empati så vil jeg aldrig kunne undertrykke den, for det tror jeg ikke man kan, enten er man det og kan omsætte det til omsorg, ellers er man det ikke ... Uanset at man så i livet skuffes når man føler man selv har brug for det og ikke får det ... det er da bestemt heller ikke første gang jeg når til den erkendelse.


  • #36   13. nov 2014 "Mht. ens egen empati så vil jeg aldrig kunne undertrykke den, for det tror jeg ikke man kan, enten er man det og kan omsætte det til omsorg, ellers er man det ikke"

    At du ikke kan betyder altså ikke at andre ikke kan.
    Man kan ganske enkelt blive nødt til det - hvis jeg skulle reagere på alle de vibes jeg får fra mennesker - folk jeg kender, folk jeg ikke kender - så ville jeg blive vanvittig.
    Hvis jeg skulle tage stilling og handle hver eneste gang, jeg fornemmer en stemning eller en sindstilstand ville min hjerne brænde sammen.

    Jeg er overempatisk - men ikke specielt omsorgsfuld. Jeg er klodset og glemmer ting.
    Jeg mærker alt for meget - og har lært med tiden at lukke af og ignorere.

    At andre mennesker ikke lige drager den omsorg, som man har brug for betyder bestemt ikke at de er uempatiske.
    Og jeg synes ikke det er fair at drage den konklusion når de ikke engang er blevet gjort bekendt med behovet.

    Det er meget at lægge på andre menneskers skuldre.


  • #38   13. nov 2014 Er enig med jer, er også tanker jeg selv har, men som skrevet er jeg alligevel skuffet, selvom den nøgterne sans forsøger at fortælle mig det samme som I skriver.

    Jeg er lidt en magnet for folk i "nød" ingen tvivl om det, og det er ikke første gang jeg er blevet skuffet når folk så, synes jeg, helt glemmer hvad jeg gjorde og hvordan jeg var der...

    Jeg lærer det næppe nogensinde, men må jo lære at leve med det alligevel, det der gør det ekstra svært denne gang er bl.a. at det er folk jeg har kendt i over 30 år, og som jeg i mindst 2 tilfælde ved jeg har gjort meget for, og som selv har tilkendegivet i de situationer at de var glade og taknemmelige for det ...

    Jeg vil sige at jeg ikke føler, eller har tænkt mig udnyttet, de tanker har jeg faktisk ikke haft, blot skuffelsen over at det ikke "kommer tilbage" til mig når behovet er der ... Jeg tænker ikke fx " øv jeg var der når de ikke er" sådan er det ikke, tænker nærmere tværtimod, at jeg er glad for at jeg ikke svigtede ... og selv nu hvor jeg er skuffet....


  • #39   13. nov 2014 Følelsen kan ingen tage fra dig - og jeg genkender den.

    Pas på dig selv smiley


  • #40   13. nov 2014 Hvad med simpelthen at skrive en mail til dine venner, hvor du skriver, at livet er svært lige nu, hvor påvirket du er - at du simpelthen trænger til at høre fra dem?
    Måske ved de slet ikke, HVOR påvirket du er?
    Og jeg ved godt, det er svært, jeg er selv jordens største skovl til at bede om noget.

    CH: Jeg er ikke enig med dig - jeg oplever dig som meget omsorgsfuld smiley


  • #42   13. nov 2014 Årrhhh smiley

    Søde er I smiley


  • #43   13. nov 2014 Jeg synes selv, at jeg har en god udviklet empati, men p.g.a. manglende overskud vælger jeg at svare, selvom jeg ikke har læst hele tråden, og det er fordi, jeg ikke har alen-langt overskud.
    Som Isabelle skriver, er empati evnen til at leve sig ind i andres situationer, sætte sig i en andens sted, d.v.s. kunne forséstille sig de følelser, som det andet menneske oplever, udlever. Det kan man sagtens, uden at have overskud til at være hjælpende, trøstende og hvad ved jeg. Man gennemlever måske selv noget lignende, og så må man også selv tage hånd om det.
    Man kan måske også opleve, at en nær ven er i sorg/krise, og føler med vedkommende. Men det kan være svært at udtrykke, hvad man "bør" for at hjælpe. Det behøver ikke at betyde, at man ikke VIL hjælpe.

    Det var teorien herfra - resten kommer måske senere, når jeg har læst hele tråden...


  • #44   13. nov 2014 Nu er det jo svært med folk bag skærme, men jeg synes nu jeg oplever de fleste "gamle" herinde som værende empatiske ....

    @ Bente, nej jeg kan mærke det ikke er en mulighed ... ganske som jeg heller ikke føler jeg vil kunne tage det op, kan mærke jeg tror de vil blive stødte, fornærmede grundet de helt sikkert vil være uforstående.... som jeg skrev længere oppe de har ændret sig, specielt manden som havde kræften, er efter blevet ret meget anderledes, og meget kategorisk som i, at er der noget der ikke passer ham, eller er som han opfatter det, så cuttes man bare af, enten reelt eller verbalt ....

    Jeg ved det lyder hmm sært .. og I kan sige hvordan ved du det , men det ved jeg bare de har overskud, de er ikke nede på nogen måde, men på en eller anden måde vil du kun bruge deres overskud på det de vil (ved det lyder forkert) , men de tænker meget på det de vil, og et eller andet sted forståeligt nok efter de selv har haft cancer tæt på, men så alligevel er det lidt svært at acceptere ...

    Er også sikker på de føler de VIL hjælpe, og tror også de tror de gør det, men deraf faktisk mit udgangspunkt med at opfattelsen af når/om man er empatisk netop er subjektiv , de føler de er det, men fordi de gør det på den måde de måske synes man skal være det, ikke ved at sætte sig ind i hvordan det er den "rigtige" måde at være det på hos den/de der har behovet ...

    Som når man vil gøre noget godt for et andet menneske, og man tænker hvad ville glæde mig, og skyder helt ved siden af fordi man ikke sætter sig i den andens sted og finder ud af hvad vil glæde vedkommende ...
    Og så ikke kan forstå den andens reaktion ...


  • #46   13. nov 2014 @ Birgitta, ja du har helt sikkert ret...

    Jeg har lært mig at spørge, fx har jeg sagt til min brors 2 døtre både da deres mor døde og nu hvor deres far er tæt på, jeg gør hvad jeg kan, har I behov for andet, eller mere så sig det endeligt, for jeg er lige så meget på glat is i scenariet som de er, så vi må hjælpe hinanden ... har sagt de skal ringe hvis jeg fx skal tage på ekstra besøg en dag de er hængt op, eller handle ind eller hvad som helst, og vi 3 og en gammel onkel har haft et godt samarbejde fordi vi har sat ord på at vores evne til kommunikation i situationen er møg vigtigt ...

    Og det er nok det jeg også summer lidt over, at man ikke rationalisere og tænker sig frem til, at i stedet for "bare" at tro man gør det "rigtige" så spørg dog, kommunikér , og der har jeg i hvert fald aktivt tænkt at man ikke kan forvente at de der er mest på hælene kan have overskuddet til at række ud, uden nogen har sagt til dem "gør det bare, sig til og fra" .... og som jeg har sagt at fremkommer de med et ønske eller behov, så vil jeg opfylde det hvis jeg kan, kan jeg ikke må jeg jo så melde pas og så må vi finde ud af det bedst mulige alternativ ...


Kommentér på:
Empati

Annonce